”Han kommer for sent,” konstaterer den 69-årige uddannelsesprofessor Niels Egelund med et skævt smil.
”Det er jo typisk de forkælede unge.”
Snart efter ankommer Jakob Ruggaard, formand for Danske Studerendes Fællesråd, beklagende. Så er scenen sat for et generationssammenstød, og det er egentlig også meningen. For de to repræsenterer ikke bare to af de mest udskældte befolkningsgrupper i forhold til at være forkælet af velfærdsstaten, de repræsenterer også de to grupper, der er hårdest ved hinanden i medierne.
De studerende klager over nedskæringer i SU'en, selvom den fortsat er unik på verdensplan, lyder det. 68'er-generationen har surfet på velfærdsbølgen hele livet og fået alting foræret, alligevel kører de billigt med offentlig transport og betaler børnepriser på museerne, lyder modsvaret ofte.
Nu er de to parter sat over for hinanden for at diskutere, hvad der er forkælelse, og hvad der er ret og rimeligt i forhold til wat modtage offentlige ydelser. Anledningen er en ny meningsmåling foretaget for Kristeligt Dagblad, hvor 61 procent af danskerne mener, at der bør følge flere krav med de offentlige ydelser.
Det ret høje tal er formentlig udtryk for en generel bevidsthed om, at vi efter krisen ikke bare kan blive ved med det velfærdsniveau, som har været hidtil, mener Niels Egelund (NE):
”Det er jo helt skørt, at jeg kan få rabat på noget som helst med min løn og gode opsparing. Det samme gælder børnecheck og faktisk også folkepensionen. Det er jo penge, jeg ikke har behov for.”
Jakob Ruggaard (JR) har nu fået pulsen ned efter cykelturen og kaster sig direkte ind i debatten:
”Men Niels, jeg er da sikker på, at du kan få lov til at betale fuld pris og framelde dig din folkepension.”
NE: ”Jo jo, men der står jo heller ikke idiot på ryggen af mig. Det er penge, jeg selv har betalt til gennem skatten. Og det er penge, mine børn kan få glæde af. På den måde kan man måske godt kalde mig forkælet og egoistisk, men når pengene nu kommer, vil det jo være dumt at frasige mig dem. Problemet er, at pengene overhovedet kommer.”
JR: ”Er det ikke et moralsk ansvar, som du og andre som dig bør tage på jer? Den debat mangler. Men det store problem er egentlig, at hvis man indførte øget regulering af offentlige ydelser i forhold til indkomst, ville man skabe et langt mere uigennemsigtigt system. På uddannelsesområdet vil det få meget negative konsekvenser især for dem, hvor der ikke er tradition for lang uddannelse i familien. Vi ved fra forskningen, at ser den type unge en økonomisk barriere ved at tage en uddannelse, kan det være nok til, at de helt lader være eller dropper ud. I det hele taget er det bemærkelsesværdigt, at i alle de offentlige nedskæringer, der har været historisk, slår man typisk hårdest ned på ungdommen.”
NE: ”Det, tror jeg, er rigtigt, men det er jo, fordi det har den største og længstvarende effekt at sætte ind allerede der. Siden 2006 er der virkelig sket noget i forhold til besparelser og øgede krav. Det har også været nødvendigt for at sikre, at flere elever lærer mere.”
JR: ”Det er jeg helt uenig i. Jeg synes, ungdommen er under alt for hårdt pres i den offentlige debat i forhold til, at vi med afstand er den generation, der bruger kortest tid på at tage en uddannelse, samtidig med at vi tager mere i praktik og har flere relevante studiejob. Vi er ikke useriøse, tværtimod er ungdommen generelt ekstremt orienteret mod arbejdsmarkedet, fordi vi ved, der er stor ungdomsarbejdsløshed.”
NE: ”Da jeg begyndte min videregående uddannelse i 1973, var det helt almindeligt at bruge 10 år på sin kandidat. Det hed sig endda, at brugte man mindre, havde man ikke fordybet sig nok. Desuden var der ingen krav til optagelsen, så på den måde har du helt ret i, at kravene er større i dag. Men vi fik heller ikke SU. I hvert fald næsten ikke. I dag får man 5100 kroner efter skat, og derfor synes jeg, det er rimeligt at stille hårde krav. Det er trods alt klart det mest generøse SU-system i verden.”
JR: ”Problemet er, at de krav, politikerne stiller, udelukkende handler om hastighed. Der er ingen tid til fordybelse i dag, til at tænke kritisk eller på tværs af faggrupper. Det hele bliver stadig mere strømlinet, og derfor mangler vi faktisk tidligere tiders stærke dybdefaglighed. Vi bliver ikke udfordret på, hvor kloge vi kan blive, vi bliver disciplineret til at tænke den mest effektive vej gennem studierne, og det kommer samfundet til at lide under, når vi bliver færdige.”
NE: ”Eksempelvis på danskstudiet bruger de studerende blot 25 timer om ugen på studiet, resten går med job og andet, så mere presset er I altså heller ikke.”
JR: ”Men det skyldes jo netop, at man ikke kan leve af sin SU alene. Det er dog tæt på, og det er netop medvirkende til, at flere tør kaste sig ud i at tage en længere uddannelse og måske bryde deres sociale arv.”
NE: ”Jeg anerkender, at den mekanisme er der, men det drejer sig om meget få. Så jeg mener, det er en ret lille risiko, man tager ved at stille større krav eller skære i SU'en.”
JR: ”Men der er mere på spil end det. Da vi gik på barrikaderne i efteråret 2013, fordi SU'en blev beskåret, fik vi opbakning fra hele Europa. Også fra de lande, der slet ikke har et SU-system, og som man kunne forvente ville synes, vi bare er forkælede. Og det skyldes, at de ser Danmark som et ideal og et land, hvor der faktisk er mulighed for at bryde den sociale arv. Vi har det system, de andre gerne vil have og kæmper for at få.”
NE: ”Så længe, vi har råd, er det da fint at være en inspiration for andre. Men vi er dem i verden, der bruger allerflest penge på vores uddannelsessystem, og det er især SU'ens skyld. Når det så samtidig er meget svært at måle effekten af SU'en, synes jeg, det er helt rimeligt at stille skrappe krav.”
Føler I nogensinde, at I selv bliver unødigt forkælet af velfærdsstaten?
NE: ”Ja, jeg har som sagt ikke brug for alle de penge, velfærdsstaten giver mig, men jeg mener ikke, at min generation som sådan bliver forkælet. Mange får vakuumpakket mad til en hel uge af gangen, og der er beskæringer af alle sociale ydelser til de ældre.
JR: ”Jeg føler mig ikke forkælet og synes heller ikke, min generation er det. Udgifterne til at leve og bo i Danmark er ekstremt høje, og flere unge end nogensinde bliver registreret som dårlige betalere, så derfor er det kun relativt, at SU'en er høj. Men man kan måske godt kalde det forkælet - selvom det er et frygteligt begreb at bruge på voksne - at unge i dag ikke er bedre til at kæmpe politisk for de ting, vi synes er vigtige. Der kunne vi lære noget af 68'erne. Vi kommer jo ud til en nedbarberet velfærdsstat, høj arbejdsløshed og senere pensionsalder, og derfor er vi nødt til at melde os mere på banen med løsninger og krav.”
NE: ”Det, tror jeg, er rigtigt set. Min generation har fået meget forærende på grund af konjunkturerne, som de unge i dag må kæmpe hårdere for. Og fordi vi er så mange i min generation, der nu koster mange ressourcer, er kampen helt reel.”
