Prøv avisen

Politisk humor er en alvorlig sag

Veltalenhed og humor er en af Obamas måske største styrke som politiker, mener forsker i politisk humor. Her morer den amerikanske præsident sig sammen med paven i Vatikanet. Foto: AFP

Vittigheder er et overraskende stærkt våben i politik, som i de senere år er blevet skærpet af professionelle satirikere. Men det er også et våben, der let kan ramme tilbage på den, som bruger det

Kort før præsidentvalget i USA i 2012, hvor republikaneren Mitt Romney stillede op mod den siddende demokratiske præsident, Barack Obama, introducerede Obama begrebet Romnesia i en tale, han holdt i Fairfax, Virginia. Ordet var skabt som en sammentrækning af ”Romney” og ”amnesia” (hukommelsestab) og fungerede som en kritik af Romneys tilsyneladende glemsomhed i forhold til tal og løfter.

I talen forklarede Obama, at ”hvis man lider af Romnesia og ikke kan huske de politiske synspunkter, som endnu står på ens egen hjemmeside, eller de løfter, man har afgivet i de seks år, man har været præsidentkandidat, så er den gode nyhed her: Obamacare dækker også eksisterende sygdomme!”

Ifølge retorikeren Mette Møller, som ved Københavns Univeristet er i gang med ph.d.-afhandlingen ”Politisk humor eller humoristisk politik - en undersøgelse af humoristiske argumenters funktion og effekt”, er episoden med den amerikanske præsident et godt eksempel på, hvor stærkt et våben en vittighed kan være i en politisk tale.

”Ikke nok med, han får gjort grin med Romney, han får også flettet sin egen politiske dagorden, sundhedsreformen Obamacare, ind i talen på en meget raffineret måde,” forklarer hun.

Naturligvis kan det ikke udelukkende føres tilbage til denne vittighed, at Obama vandt valget komfortabelt over Romney. Men Mette Møller betoner, at veltalenhed har været Obamas måske største styrke som politiker, og at evnen til også at være sjov er en del heraf.

Også tidligere amerikanske præsidenter har brilleret med vittige replikker. For eksempel Ronald Reagan, der som nyvalgt præsident i 1981 blev såret ved et skudattentat. Da han kort efter lå på operationsbordet, sagde han: ”Jeg håber, I alle er republikanere!”. Eller Bill Clinton, der engang sammenlignede det at være præsident med at være bestyrer af en kirkegård: ”Du har en masse folk under dig, men ingen hører efter!”

Al den veltalenhed og humor kommer naturligvis ikke af sig selv. Ligesom sine forgængere har Obama tilknyttet en hel stab af taleskrivere, og inspirationen til Romnesia-vittigheden kan han også have fundet i nogle af de satiriske nyhedsshows, som har haft en fremtrædende placering i det amerikanske mediebillede i de seneste par årtier. Det mest kendte er ”The Daily Show”, som har været vist i USA siden 1996, og siden 1999 med komikeren Jon Stewart som ”nyhedsvært”, og som også kan ses på dansk tv. En anden kendt nyheds-satiriker er Stephen Colbert fra programmet ”The Colbert Report”.

”Der er mange amerikanske studier, som viser, at flere, især unge, er holdt op med at se egentlige nyhedsudsendelser i tv og i stedet ser den politiske satire som nyheder. Det siger noget om, at den humoristiske tilgang kan ramme meget virkningsfuldt,” siger Mette Møller.

Hun nævner som eksempel en kampagne, Colbert har gennemført, om donationer til valgkampagner, som mere eller mindre viste, at enhver kan købe sig til politisk indflydelse, hvis han har penge nok.

”Historien blev fortalt med den karakteristiske ironiske Colbert-humor og en masse gakkede videoindslag, men man skal ikke tage fejl af, at dokumentationen og det juridiske grundlag for kampagnen var på plads,” fortæller Mette Møller.

Det er altså her, vi kan trække en grænse imellem den nye politiske satire i USA og de statsminister-parodier og andre satiriske indslag, vi længe har kendt i Danmark - for eksempel når radioprogrammet ”Selvsving” på P1 i årevis har ladet Lars Løkke Rasmussen (V) fortælle godnathistorier for sin lille dreng, men altid ender med at blive sur, fordi knægten ikke køber eventyret om den store statsmand.

Mette Møller pointerer, at nok ligger fortælleformen i de amerikanske nyhedssatire-shows meget langt fra nyhedsprogrammernes klassiske tilstræbte objektivitet og minder mere om revy og komik. Men hun påpeger, at ”The Daily Show” har 100 researchere ansat, som ikke mindst arbejder hårdt på, at fakta bag satiren er i orden.

”Der er i det amerikanske mediebillede en polarisering, vi ikke kender magen til herhjemme. Selvom vi har dagblade med hver sit ståsted, stræber man efter en vis objektivitet. I USA er tv-stationen Comedy Central oprettet som en klar modpol til den republikanske tv-station Fox News,” påpeger Mette Møller.

Målet er altså ikke objektivitet, men med afsæt i fakta at tolke verden på en måde, så den gavner ens eget standpunkt og gør modparten - fortrinsvis republikanerne - til grin. Når humorforskeren skal pege på danske forsøg inden for genren, falder valget på journalisterne Mads Brügger og Mikael Bertelsen. Førstnævnte har lavet dokumentarudsendelserne ”Danes for Bush” og ”Det røde kapel”, som med en blanding af journalistik og satire gjorde grin med henholdsvis USA's republikanere og styret i Nordkorea. Bertelsen lavede i 00'erne DR2-programmet ”De uaktuelle nyheder”, hvor blandt andre Venstres Bertel Haarder blev presset til at indrømme, at han gik med kiksede briller i 80'erne, og hvor DF's Morten Messer-schmidt blev interviewet om, at han syntes Danmarks Radio var for venstreorienteret, og hvor hvert spørgsmål gennem hele interviewet sluttede med udfaldet ”dit højreorienterede svin!”

En endnu forholdsvis ukendt dansk komiker, der med et vist held forsøger at gå Jon Stewart og de andre i bedene, er ifølge Mette Møller Michael Schøt, der hver uge lægger en video ud på internetsiden Youtube under overskriften ”Schøtministeriet”, hvor han forklarer og satiriserer over dansk politik - for eksempel ved at anskueliggøre regeringens og oppositionens finanslovsudspil ved hjælp af røde og blå legoklodser. Også på skrift kan man finde dansk politisk satire på nettet, blandt andet ”Rokokoposten”, som formidler fiktive nyheder.

Men hvis vi i Danmark er bagefter USA med hensyn til topprofessionelle, gennemresearchede politiske satire-programmer på tv og kæmpe sekretariater, som arbejder med at forsyne toppolitikere med humor, vid og patos, så er der intet, der tyder på, at danske politikere som personer har mindre humoristisk sans en lederne i det land, der bragte Richard Nixon og George W. Bush til magten.

Ifølge Mette Møller byder den nyere danske politiske historie på talrige eksempler på politikere, der var sjove. Men også eksempler, som forklarer, hvorfor mange politiske rådgivere advarer de folkevalgte mod at fortælle vittigheder.

”At fortælle en vittighed kan være et virksomt våben for en politiker, men det er også risikabelt, for hvis det går galt og bliver ufrivilligt komisk, kan det dukke op igen og igen,” siger hun.

Ikke mindst her i internet-alderen, hvor alle kan offetliggøre klip på Youtube er der set mange eksempler på politikere, der bliver gjort til grin for noget, de selv har sagt. SF's tidligere formand Villy Søvndal var dygtig til at give danskerne et smil på læben - af og til efter rådgivning fra komikeren Sebastian Dorset. Men tilsigtet var det ikke, da han op til folketingsvalget i 2011 blev hængt ud af et vittigt hoved, som havde klippet en tale, han holdt på gebrokkent engelsk under klimatopmødet i København i 2009, sammen med en scene fra filmen ”Monty Python og de skøre riddere”.

Også Lars Løkke Rasmussen (V) har oplevet denne effekt. Også for en klimatopmødetale, for hans forvrøvlede interview om forskellen på at ændre holdning og at ændre standpunkt og for bemærkningen i Folketinget om, at man da vist kunne købe et par sko for 2000 kroner.

Så var Løkkes forgængers forgænger som Venstre-formand, Uffe Ellemann-Jensen, mere ovenpå, da han i 1992 præsterede en politisk vittighed, som Mette Møller placerer i Obama-klassen af vellykkethed. Uffe Ellemann-Jensen var til EU-topmøde som udenrigsminister kort efter, at Danmark havde stemt nej til Maastricht-traktaten, og netop som det danske fodboldslandshold havde spillet sig i EM-finalen mod Tyskland. Han valgte at møde den europæiske presse iført solbriller og Roligan-tørklæde og servere en vits, som ifølge Mette Møller kunne vise ham som ”den gode taber” over for såvel de danske vælgere som resten af Europa.

Vitsen var ikke spontan. Den var opstået i private venners lag, hvor Ellemann havde spurgt, om nogen havde en god idé til en sjov bemærkning, han kunne sige til pressen. Og Ellemann har tidligere fortalt, at en af vennerne, bryggeridirektør Michael Juhl, forsynede ham med replikken, der gik Europa rundt:

”If you can't join them, beat them” (hvis du ikke kan slutte dig til dem, så slå dem).

Tegning: Rasmus Juul