Prøv avisen

Børn lider under voksnes angst for at opdrage

Siden 1968-oprøret har der været en udbredt opfattelse af, at forholdet mellem forældre og børn skal være et symmetrisk og ligeværdigt kammeratskab, fortæller pædagogikforsker. Foto: serov

Aldrig har der været så meget fokus på børneopdragelse, og aldrig har opdragelsen været mere præget af konfliktskyhed og frygt for fiasko

For ikke længe siden havde en børnepsykiater en samtale med moderen til den 10-årige Sebastian, fordi skolen flere gange havde udtrykt bekymring over drengens udvikling. Lærerne oplevede, at Sebastian havde svært ved at samarbejde med de andre i skolen og at følge med i undervisningen. Men moderen gav udtryk for, at det vigtigste var, at han havde det så sjovt som muligt, ”for ellers gider han ikke lære noget”. Hun havde selv en oplevelse af, at sønnen kunne en masse ting.

”Jeg tror i højere grad, at det er hans lærere, der ikke er i stand til at forklare stoffet, så han kan forstå det. Måske bliver han også forstyrret af sine klassekammerater,” sagde hun blandt andet.

Eksemplet stammer fra den tyske børnepsykiater Michael Winterhoffs bog ”Hvorfor bliver vores børn små tyranner?”, som netop er udkommet på dansk.

Bogen beskriver, hvordan stadig flere børn i det moderne samfund diagnosticeres som vanskelige og umodne, fordi de voksne ikke har sikret sig, at børnenes psykiske udvikling svarer til deres alderstrin. I nogle tilfælde er forældre for slappe til at påtage sig rollen som opdrageren, der ved bedst. I andre tilfælde er de voksne bange for, at deres barn taber i konkurrencen med alle de andre børn og stiller derfor nogle høje krav og forventninger, som barnet ikke er i stand til at leve op til i sin nuværende alder.

Omtrent samme diagnose stiller to norske teoretikere, pædagogikforsker Per Bjørn Foros og filosofiprofessor ved Universitetet i Oslo Arne Johan Vetlesen, i bogen ”Angsten for opdragelse”, som udkommer på dansk i næste uge.

”Siden 1968-oprøret har der været en udbredt opfattelse af, at forholdet mellem forældre og børn skal være et symmetrisk og ligeværdigt kammeratskab. Der har ført til, at den unge generation har en opfattelse af at indgå i en forhandling med forældrene med henblik på at finde et kompromis. Det anerkendes ikke, at den voksne bør have en forrang i kraft af større visdom eller livserfaring,” forklarer Arne Johan Vetlesen.

Han mener, at dette kammerateri er til stor skade for, at børn udvikler sig til såvel modne som samfundsetiske borgere, der kan se ud over egen næsetip.

Det kunne lyde som en ren gentagelse af de seneste årtiers gængse kritik af bløde 68'eres laissez faire-pædagogik. Men ifølge Vetlesen har de fleste reaktioner på 68'er-pædagogikken i form af krav om disciplin i skolen, fokus på præstationer og italesættelse af egen succes gjort lige så stor skade.

”Der er en strømning lige nu, som ganske vist råber på forældre- og lærerautoritet, men rammen er stadig, at den enkelte ses som et selv-realiserende individ. Unge i dag kan ses som en lydighedsgeneration, der er underlagt et stort pres for at præstere og lykkes. Men hvis målet er at disciplinere børn og unge til at konkurrere hårdt i vellykkethed, er vi lige vidt,” siger Arne Johan Vetlesen.

I forbindelse med bogudgivelsen holdes der på torsdag på DPU Aarhus Universitet en konference, hvor danske forskere skal diskutere danske voksnes angst for at opdrage børn. Bag initiativet står lektor Claus Holm, som selv holder oplæg om opdragelsens nødvendighed.

”Det har i mange år været et pædagogisk ideal, at relationen mellem voksne og børn skal være inddragende og baseret på dialog. Det er lykkedes i så udpræget grad, at når danske gymnasieelever på en Prag-rejse i vinterferien laver så meget ballede, at de bliver buret inde, så er reaktionen fra dansk side i år at sende nogle såkaldte dialog-betjente med ned til Prag. Det anses for udansk at sige absolut nej til de unge,” siger Claus Holm.