Prøv avisen

Ældre udsætter andre ældre for aldersdiskrimination

At byde en plus-60-årig inden for i fællesskabet er for stor en risiko for mange kollektivbeboere - derfor afviser de ansøgere over 60 år. Modelfoto: Iris

Er man fyldt 60 år, er det mange steder umuligt at komme i betragtning til et seniorbofællesskab. Ældre vil ikke trækkes med andre ældres byrder, lyder forklaringen

Hver uge ringer fire til seks ældre til Ældre Sagen med et helt specifikt problem: De har søgt optagelse i et bofællesskab for seniorer, men fået at vide, at de er for gamle til trods for, at de ofte blot er i midten af 60'erne.

Faktisk hersker der en uskreven aldersgrænse på 60 år, forklarer Ældre Sagens chefkonsulent Margrethe Kähler, der tager imod mange af opkaldene, og som gennem flere år har arbejdet med netop bofællesskaber for seniorer. Hun kalder praksissen for regulær aldersdiskrimination og oplever, at problemet har været støt stigende de senere år.

”Der er flere og flere ældre, der bor alene og derfor søger et bofællesskab. Samtidig hersker der blandt mange ældre et stærkt fokus på at leve aktivt, og der passer de potentielt svækkede dårligt ind. Men det er jo dybt uretfærdigt, for rigtig mange ældre i dag er jo funktionsmæssigt mindst 10 år yngre end deres kronologiske alder,” siger hun.

To af de ældre, der har fået afslag på grund af deres alder, er 76-årige Poul Schrøder og hans kone, Jytte. De er ellers sunde og raske og fuldstændigt selvkørende begge to, men det var ikke nok.

”Vi fik at vide, at man skal begynde at søge om plads, når man er 50, ellers er det svært. For der skal jo klippes hæk og slås græs, og de eksisterende beboere var typisk over 70 og var bange for, at deres egne kræfter snart slap op. Men det er jo aldersdiskrimination. Og i øvrigt ret usympatisk,” siger Poul Schrøder.

Du kan læse hele Poul og Jyttes historie her. 

Der findes i dag cirka 350 seniorbofællesskaber mod blot 10 i 1980'erne. En tredjedel af dem er andels- eller ejerboliger, hvor man frit kan sætte begrænsninger, men resten er almene boliger drevet gennem offentlig støtte, og her er det ikke rimeligt med så rigide og utidssvarende aldersgrænser, mener Margrethe Kähler.

At de alligevel eksisterer, overrasker ikke lektor Karen Munk fra Center for Sundhed, Menneske og Kultur på Aarhus Universitet. For det er en skrøne, at man skulle blive mere tolerant og solidarisk med alderen, siger hun. Derfor har ældre lige så mange fordomme om ældre, som resten af samfundet. Mere afgørende er dog, at ældre i dag generelt er meget optaget af at sikre sig den mest optimale alderdom. At byde en plus-60-årig inden for i fællesskabet er simpelthen for stor en risiko.

”Nu skal folk endelig i gang med at nyde friheden og de opsparede midler og måske hjælpe børn og børnebørn, og så er det at føle sig moralsk lænket fast til en svagelig nabo noget af det værste, der kan ske. Er det ægtefællen eller en nær ven, er det en anden sag, men jeg synes egentlig, det er rimeligt nok, at man ikke vil bruge sin alderdom på at tage sig af en vildt fremmed,” siger Karen Munk.

Kultursociolog og direktør i Ensomme Gamles Værn, Christine E. Swane, er mere kritisk over udelukkelsen af en bestemt aldersgruppe. Dels giver det ikke længere mening at bruge alder som markør for noget som helst, for der er meget stor forskel på, hvad plus-60-årige kan. Dels er udelukkelsen et udtryk for, at både ældre og alle andre har svært ved at håndtere, at svækkelse og sygdom er en del af alderdommen.

”Det udstiller jo den meget tidstypiske dobbelthed i samfundet: Vi vil gerne leve så længe som muligt, men vi vil ikke være syge og svækkede. Denne form for aldersdiskrimination er en uholdbar måde at forsøge at holde de svære sider af alderdommen på afstand,” siger Christine E. Swane.

Tegning af Rasmus Juul