Prøv avisen

Derfor raser debatkrigen om "1864"

Blandt de elementer i ”1864”, som fungerer bedst, er de rent filmiske scener, som da Lars Mikkelsen i rollen som Laust og Peters far i 2. afsnit falder om på marken og dør, mener lektor Helle Kannik Haastrup.

1,7 millioner seere følger med hver søndag, men samtidig hagler kritikken ned over DR's store tv-satsning ”1864”. Vi har spurgt en historiker, en politolog og en medieforsker, hvorfor danskerne elsker at hade det historiske tv-drama

Kameraet zoomer langsomt ud fra detaljer i et maleri af de menige, blødende soldater fra 1864. Fortællerstemmen tager over og bekendtgør for seerne, at ”Danmark lå under solen, og ingen kunne i deres vildeste fantasi forestille sig, at landet snart skulle opleve sit største og mest blodige nederlag”. Et nederlag, hvor danskere i tusindvis blev ”ofre for gale menneskers euforiske dårskab”.

Sådan indledes Ole Bornedals tv-serie ”1864”, som for tiden vises i prime time, søndag klokken 20.00 på DR 1. Den helt store tv-satsning, som har kostet i omegnen af 173 millioner kroner at lave, herunder en øremærket særbevilling fra Folketingets partier på 100 millioner kroner til netop her i 150-året for den historisk betydningsfulde krig at skildre den i dramatiseret form.

Selvom vi kun er en fjerdedel igennem ”1864”, står det klart, at 1,7 millioner ser med, og at der er udbrudt en debatkrig om tv-serien. En krig, som det ikke krævede vild fantasi at forudsige. En krig, som handler om historiske unøjagtigheder, dansk selvforståelse og kulturpolitiske armslængdeprincipper. Men også om et forsøg på at skabe dansk tv-drama i international klasse, som muligvis kun er lykkedes på fire ud af fem felter.

Uffe Østergaard, professor i historie ved CBS Handelshøjskolen i København, mener, at megen af den avisdebat, ”1864” har affødt, kunne have været ført, uden at nogen behøvede at se tv-serien.

På den ene side af fronten står kulturradikale debattører og medier som dagbladet Politiken, som mener, at serien er god, og at politikere og historikere ikke skal blande sig i udformningen af et fiktionsværk.

På den anden side står borgerlige, nationalt sindede debattører, medier som Berlingske og Morgenavisen Jyllands-Posten samt politikere fra Dansk Folkeparti. Herunder kulturordfører Alex Ahrendtsen, som vil oprette et panel af historikere, der skal hindre fejl i historiske dramaer.

”Linjerne har været trukket hårdt op fra første færd hos 'kommentariatet' af debattører. Og alle disse parter har ageret mere forudsigeligt, end jeg havde regnet med. Det spændende er, hvordan de almindelige tv-seere modtager serien. Jeg har noteret mig, at den indtil videre er blevet set af forholdsvis mange. Der er en del unøjagtigheder, der kan støde mig som historiker, men jeg tror ikke, en tvungen historikerkommission er vejen frem,” siger Uffe Østergaard.

Blandt unøjagtighederne er scener i afsnit 2 med dyresex og nøgenhed, som ikke virker autentiske i forhold til perioden. Og så er der fremstillingen af biskop og konseilspræsident D.G. Monrad, som ifølge Uffe Østergaard er gjort ”mere neurotisk og idiotisk”, end der er dækning for i de historiske kilder.

”Men jeg vurderer, at hans figur skal ses som et sindbillede på en dansk politisk kultur i perioden, som var neurotisk, og som fejlagtigt troede, at Danmark havde vundet Den Første Slesvigske Krig 1848-1850. Men selvom jeg anerkender, at man i en tv-serie er nødt til at forenkle, finder jeg det uheldigt at klappe hele denne danske stemning sammen i én figur, Monrad,” siger han og tilføjer:

”Jeg indrømmer, at jeg selv har set de nationalliberale som selvovervurderende idioter, men må anerkende, at historikerne Rasmus Glenthøj og Johan Peter Noack i år har udgivet væsentlige bøger, som nuancerer dette billede. Men tv-serien bygger på Tom Buk-Swientys 'Slagtebænk Dybbøl', hvis bærende perspektiv er, at en ansvarsløs elite pådrog folket store ulykker.”

Rune Stubager, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, der har skrevet ph.d.-afhandling om dansk værdipolitik, peger på, at det ikke er latterliggørelsen af Monrad som person, der sætter sindene i kog, men latterliggørelsen af den fædrelandskærlighed, han står for.

Og når det bliver ekstra eksplosivt, skyldes det, at fortællingen ikke holder sig i 1864, men også har et nutidsspor med en ung pige, hvis storebror er blevet dræbt i en af Danmarks seneste krige.

”Monrad fremstilles tydeligvis som dels nationalt sindet, dels en psykisk udfordret person. Det efterlader et indtryk af, at det at være nationalt sindet tenderer det sindssyge. Og med det nutidsspor, som er føjet til historien, bliver diskussionen om, hvorvidt nederlaget i 1864 var uundgåeligt eller en følge af nationalistisk drevet overmod, let til en diskussion om, hvorvidt Danmark skal passe på med at involvere sig i militære operationer som den aktuelle indsats imod Islamisk Stat,” siger Rune Stubager.

Men ud over den strid om fortolkningen af fortiden, som for eksempel også vækkes til live, hver gang et fiktionsværk tager Danmarks besættelse 1940-1945 op, så er der en anden klassisk og fortløbende kulturkamp, som ”1864” har aktiveret. Nemlig hele diskussionen om, hvorvidt den nationale, massivt statsstøttede public service-station DR er domineret af ”røde lejesvende”, påpeger Rune Stubager:

”Når der politisk er bevilget midler fra et borgerligt politisk flertal til en historisk fremstilling, er det ikke overraskende, at disse personer føler sig trådt over tæerne og ikke mener, at '1864' var det, de ønskede sig. Traditionelt er der et 'armslængdeprincip', som går ud på, at de bevilgende politikere ikke blander sig i den kunstneriske frihed. Men der er også tradition for, at især Dansk Folkeparti har et andet syn på denne frihed.”

Helle Kannik Haastrup, lektor i medievidenskab ved Københavns Universitet, forsker i ”de nye tv-serier”, som i disse år vises på streaming-tjenester som Netflix og HBO, og som er mere ambitiøse og filmiske i deres udtryk end tidligere set. Serier som ”Game of Thrones”, ”House of Cards”, ”Mad Men”, ”Breaking Bad” og ”Boardwalk Empire” er kendetegnet ved, hvad medieforskere betegner som operationel refleksivitet, filmisk æstetik, narrativ kompleksitet, skæve karakterer og en stemningsgivende titelsekvens.

Oversat til hverdagsdansk betyder det første, at fiktionsfortællingen og dens personer bevidst bruger andre fiktionsfortællinger som ramme. For eksempel læser ”Mad Men”s hovedperson, Don Draper, Dantes ”Inferno” i begyndelsen af et afsnit, hvis handling siden afspejler samme tekst. Tilsvarende indgår Shakespeares tragedie ”Macbeth” som en ramme i ”1864”, hvor vi i første afsnit ser Johanne Luise Heiberg opføre dette skuespil.

”Der er tilsyneladende lagt en parallel ud for hele seriens fortælling om Monrad som en Macbeth, en tragisk figur, som går til grunde på grund af manglende realitetssans,” forklarer Helle Kannik Haastrup.

Den filmiske fortælleform er ifølge medieforskeren det, som fungerer bedst i ”1864”. Serien er smukt fotograferet og fungerer rigtig godt i de scener, hvor billederne taler for sig selv.

Narrativ kompleksitet betyder, at fortællingen rummer mange lag og fortælletekniske greb, som kræver et opmærksomt og trænet publikum. I ”1864” arbejdes med flere slags tidsforskydninger. Dels nutidsplanet, dels scenen i andet afsnit, hvor der klippes imellem, at Monrad øver sin tale, og at han rent faktisk holder den i Rigsdagen.

Persontegningen er måske det punkt, hvor de nye tv-serier skiller sig ud for alvor. Der er ikke bare gode og onde, men skæve karakterer, antihelte, moralske dilemmaer og personer, der pludselig overrasker seerne. Her mener Helle Kannik Haastrup, at ”1864” endnu ikke helt er lykkedes.

”Monrad-figuren er nok den, som lykkes bedst med at rumme en sådan kompleksitet. Pilou Asbæks figur, Didrich, virker indtil videre umotiveret ubehagelig. Men det kan jo være, han udvikler sig hen ad vejen,” siger hun.

Sluttelig er det et særkende for de nye tv-serier, at titelsekvensen ikke bare fortæller, hvad tv-serien hedder, og hvem der er med, men i sig selv er en fortælling, der indrammer den fortælling, vi skal se. Her ”består” den indledning, som også er denne artikels indledning, med glans.

Alt i alt lever ”1864” op til mange af de ambitioner, som præger moderne tv-serier. Når den vækker så megen debat, er det ifølge Helle Kannik Haastrup ikke af æstetiske grunde, men på grund af den politisering, serien er underlagt:

”Hvis den skal sammenlignes med en udenlandsk serie, må det blive den engelske 'Downton Abbey', som også er et historisk drama, der blander den lille og den store historie. Men 'Downton Abbey' er mere rutineret og præcist lavet, og '1864' skal - på baggrund af de to første afsnit - stadig finde sin balance mellem den lille og den store historie, da flere af karaktererne er lige vel en-dimensionelle.”