”De mennesker, jeg møder, kan ikke bare tage sig sammen"

Rud Ellegaard, politibetjent på Vesterbro i København gennem 30 år modtog i går Tine Brylds særpris for sit personlige engagement i arbejdet blandt narkomaner, psykisk syge og prostituerede

Gennem 30 år har den 54-årige politibetjent Rud Ellegaard mødt nogle af samfundets mest udsatte på Vesterbro i København. I går modtog han Tine Brylds særpris for sin personlige indsats for bydelens mest udsatte. -
Gennem 30 år har den 54-årige politibetjent Rud Ellegaard mødt nogle af samfundets mest udsatte på Vesterbro i København. I går modtog han Tine Brylds særpris for sin personlige indsats for bydelens mest udsatte. - . Foto: Leif Tuxen.

En ubarberet mand på omkring 50 år stavrer haltende hen ad fortovet med en rollator foran sig. Han lyser op i et tandløst smil og hilser, da han møder politibetjent Rud Ellegaard. Det er mandag eftermiddag, og den 54-årige Rud Ellegaard er på arbejde som udgående gadebetjent på Vesterbro i København.

Rud Ellegaard er en del af ordningen ”Din Betjent” under Københavns Politi. Det er et initiativ, der satser på at gøre politiet synligt i gadebilledet og skabe dialog mellem borgere og politi. I går modtog Rud Ellegaard Tine Brylds særpris for sin sociale indsats.

Dagens tur med gadebetjenten begynder i bunden af Istedgade lige foran Hovedbanegården og går forbi Maria Kirkeplads og Mændenes Hjem.

Det har været en weekend med ”godt gang i den”, fortæller Rud Ellegaard, der er i fuld uniform. Et knivstikkeri er blevet anmeldt til politiet. Det samme er en episode, hvor en person har fået kastet salmiakspiritus i ansigtet. I de lukkede miljøer kan den slags konflikter give anledning til selvtægt, hvis ikke tingene tales ned. Rud Ellegaard lægger derfor ofte en dæmper på gemytterne ved blandt andet at tale med nogle af de brugere, der kommer i Mændenes Hjem.

”En del af mit arbejde er at skabe kontakt med stofmisbrugere, psykisk syge og andre af de mest udsatte. Deres forventninger er blevet skuffet så mange gange, at de ikke selv beder om hjælp. Jeg skal også være med til at beskytte dem, så de ikke bliver rullet af kriminelle,” fortæller Rud Ellegaard.

Rud Ellegaard var 22 år, da han begyndte at arbejde som almindelig betjent på Vesterbro. Dengang husede Vesterbro mange heroinmisbrugere. Nogle gange fandt han døde narkomaner, der var dejset om på gaden.

De seneste 20 år er velstillede familier flyttet ind i de byfornyede ejendomme. Men de sociale problemer på gaden findes stadig, selvom de i dag er koncentreret i nogle få hjørner af bydelen, fortæller Rud Ellegaard.

De prostituerede præger stadig gadebilledet. Hovedparten er udlændinge, og i mange tilfælde undgår de politiet. Derfor er prostitutionsmiljøet mere lukket end tidligere. Heroin er i dag afløst af kokain. Hvor heroinen sløvede, gør kokain narkomaner udadreagerende og aggressive til stor irritation for naboerne.

Vi er fremme ved den næsten færdigrenoverede Maria Kirkeplads, der har fået ny granitbelægning. Der er ingen mennesker på pladsen. På den anden side af Istedgade er der til gengæld en livlig trafik af mennesker ud og ind af den graffitiovermalede murstenskarré, der udgør Mændenes Hjem og stofindtagelsesrummet ”Skyen”.

I løbet af 10 minutter tæller Rud Ellegaard otte mennesker, der går ud og ind af ”Skyen”. n kvinde og syv mænd. Mændene har alle anden etnisk baggrund end dansk. Den lille optælling passer godt på det mønster, Rud Ellegaard ser blandt misbrugerne på Vesterbro. Flertallet er mænd, og stadig flere har anden etnisk baggrund end dansk.

”En etnisk dansk stofmisbruger har ikke nødvendigvis brændt sine broer. Han er stadig velkommen hos mor og far. Men hvis en stofmisbruger for eksempel er muslim, så vil familien i mange tilfælde have slået hånden af ham. Så har han kun fællesskabet med de andre stofmisbrugere tilbage,” forklarer Rud Ellegaard og fortæller historien om en mand i begyndelsen af 30'erne, som han stødte på for et par år siden.

”Det var, lige før de første fixerum blev indviet. Han indtog sine stoffer i en opgang. Han sagde, at han ikke kunne gøre det andre steder og havde tårer i øjnene, fordi det var så flovt. Han fortalte, at han var blevet misbrugt af sin far. Der var nogle dæmoner, som fyldte så meget i hans hoved, at han var nødt til at tage stoffer. I dag kan jeg henvise ham til et fixerum, hvor han kan få hjælp af en sygeplejerske og en socialrådgiver,” siger Rud Ellegaard.

Gadebetjenten fortæller, at hovedparten af de stofmisbrugere og prostituerede, han har mødt, er præget af personlige traumer og negativ social arv.

”Ofte siger man, at de her mennesker bare skal tage sig sammen. Men for mange af dem er det at henvende sig på et offentligt kontor lige så umuligt som at bestige Mount Everest. De kan ikke bare tage sig sammen, men vi kan hjælpe dem til at få et mere tåleligt liv. De fleste drømmer om et andet liv og om at gå på afvænning på et tidspunkt. Bare ikke i dag,” fortæller Rud Ellegaard.

Som ung betjent mødte han mange stofmisbrugere på sin egen alder. De er næsten alle døde i dag. En af de få, der stadig lever, er en kvinde, som Rud Ellegaard ikke har set i lang tid.

”Jeg kan huske en ung narkoprostitueret pige fra den første dag, jeg startede på Vesterbro. Jeg kunne se på hendes personnummer, at hun var under 18 år, og senere fandt jeg ud af, at hendes mor også trak i Skelbækgade. To gange har jeg stået med hende livløs, og det glemmer man ikke. Jeg ved, hun stadig lever, og at hun har det dårligt.”

Turen går ned ad en sidegade mod det renoverede Halmtorvet. På den anden side af torvet ligger den istandsatte Kødby med gallerier, restauranter og cafeer. Afskærmet bag et trådhegn ligger Københavns Kommunes sundhedsrum og det mobile stofindtagelsesrum Fixelancen. På gårdspladsen sidder en yngre mand i kørestol, fordi han kun har et ben.

Ved siden af sundhedsrummet ligger Rysensteen Gymnasiums fysiklokaler. Elevernes møde med misbrugsmiljøet har vakt en del debat. Men Rud Ellegaard finder det sundt, at almindelige danskere ser samfundets skyggesider.

”Hvis ikke vi oplever den side af livet, så kommer vi til at leve i parallelsamfund, hvor vi ikke inkluderer de svageste,” siger han.

De senere års indførelse af stofindtagelsesrum og særlige sundhedstilbud til stofmisbrugere er ifølge politibetjenten et kæmpe fremskridt.

Han fortæller historien om en stofmisbruger med marokkansk baggrund. Tidligere tog han stoffer i en parkeringskælder, og hans ben var efterhånden helt ødelagte af de mange fix. Men hans liv ændrede sig, da han fik hjælp af sygeplejersker i stofindtagelsesrummet.

”I dag er han på metadon og bor på Sundholm. Hvis ikke han havde fået hjælp, var han formentlig død,” fortæller Rud Ellegaard, inden han afslutter sin runde og går tilbage til sit kontor på politistationen.