Den radikale social- og ligestillingsminister Manu Sareen lagde i går et billede af sin afdøde mors mågestel på sin Facebook-profil. Anledningen var, at Dansk Folkepartis tidligere europaparlamentsmedlem og nuværende byrådsmedlem i Gladsaxe, Mogens Camre, med en Facebook-erklæring fredag om, at det er ”underligt”, at en journalist med tyrkiske rødder på tv interviewer en minister med indiske rødder om folkevandring til Danmark, har sået tvivl i Sareens sind. ”Er jeg overhovedet dansk?”, spørger han og beder sine følgere give deres bud på, hvad der gør en borger til dansker.
Dermed er vi i gang med endnu et kapitel i den uendelige historie om, hvad danskhed og danske værdier er. Men denne gang er afsættet til diskussionen sat endnu mere på spidsen end vanligt, vurderer Jacob Torfing, professor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet.
”Camre-udtalelsen afgrænser danskheden ved, at den lægger op til, at de to personer ikke er danske nok til at have lov til at tage denne diskussion. Dermed lægger den sig tæt op ad en ren hudfarve-racisme, som vi ikke har hørt fra et DF-medlem længe. De seneste års indvandrer-retorik har mere handlet om utryghed i forhold til østarbejdere, der tager danske job, og om kriminelle fra Balkan-landene,” siger Jacob Torfing.
Camres udtalelse - om den radikale minister og DR-journalisten Erkan Özden - er blevet kritiseret af DF-ledelsen, herunder næstformand Søren Espersen, som afviste den som ”hudfarve-vrøvl”.
I går trak Camre selv udtalelsen tilbage med den begrundelse, at ”medierne forsøger at udlægge det på en måde, jeg ikke har tilsigtet og til skade for Dansk Folkeparti.”
I sin helhed lød Camres kommentar: ”En journalist, som ser ud til at stamme fra Mellemøsten, interviewer en integrationsminister, som er inder. De drøfter, hvordan folkevandringen bedst kan få plads i Danmark. Deres pejlemærker er konventioner, som er vedtaget af folk i fremmede lande, uden at danskerne er blevet hørt. Folk fra fremmede kulturer bestemmer, hvad der skal ske med dette land.”
Mens det hører til sjældenhederne, at etnicitet og religion stilles op som kriterium for, at man har ret til at kalde sig dansk, har debatten en mere stueren side, hvor det er ”værdier” og ”sindelag”, der kræves, for at man er dansk nok. Men ifølge Jacob Torfing fører denne debat ingen vegne hen.
”Vi taler om første- og andengenerationsindvandrere. Skal vi også tale om tredje-generationsindvandrere som en særlig kategori, der ikke er helt så danske som andre? For mig at se må vi insistere på, at danskhed ikke kan gradbøjes. Er man dansk statsborger, så er man dansker,” siger han.
Jeppe Fuglsang Larsen er ekstern lektor i sociologi ved Aalborg Universitet og har forsket i unge andengenerationsindvandreres følelse af tilhørsforhold. Hans interview peger på, at nogle har den identitetsusikkerhed, som Manu Sareen ironiserer over med sin mors mågestel. Det vil sige en følelse af, at selvom man taler sproget perfekt, uddanner sig og bidrager til samfundet, er man ikke helt godkendt af ”gammeldanskerne”.
”Nogle oplever, at hvis de for eksempel skriver klummer i avisen, hvor de selv definerer sig som danskere, bliver de mødt med kommentarer om, at de ikke er rigtige danskere,” fortæller Jeppe Fuglsang Larsen og tilføjer:
”Episoden med Manu Sareen og Erkan Özden illustrerer, at der er kommet nye ansigter i mediebilledet, i roller hvor man før kun så etniske danskere. For unge med indvandrerbaggrund opleves det som værdifuldt at se, at man kan blive tv-journalist, minister, skuespiller eller komme på fodboldlandsholdet. Det er med til at vise, at det ikke er en fælleskulturel fortid, men en virkelighed som nudansker, der er afgørende.”