Prøv avisen
Interview

Tv-værten, der blev ramt på sin jødiske baggrund

"Deadline”-værten Martin Krasnik plejer ikke at gå af vejen for en skarp meningsudveksling. Men i sommeren 2014 blev han alligevel overrasket, da hans journalistik om Gaza-konflikten førte til en flodbølge af vrede kommentarer om hans jødiske baggrund. På billederne bag ham ses her nogle af de begivenheder, som danner bagtæppet for historien om journalisten, debattøren og jøden Martin Krasnik: Terrorangrebet i USA 11. september 2001 (øverst tv), hærværk mod Carolineskolen (nederst tv), demonstration på Nørrebro (øverst i midten), flagafbrænding under Muhammedkrisen 2006, en Davidsstjerne fra Anden Verdenskrig (nederst i midten), den 10-årige elev på Carolineskolen Martin Krasnik (øverst th), omskæring af jødiske spædbørn samt et palæstinensisk barn i Gaza, sommmeren 2014 (nederst th). - Fotos: Agnete Schlichtkrull, DR, Scanpix samt privatfoto. Collage: Ole Munk.

”Fucking jøde” er titlen på journalist og ”Deadline”-vært Martin Krasniks nye bog, som reflekterer over de stærke reaktioner man får, når man som jøde laver journalistik om Mellemøsten-konflikten. Indtil sommeren 2014 ville han have afvist, at der var antisemitisme i Danmark. Nu har han ændret opfattelse

Lørdag den 2. august gennemførte Martin Krasnik, vært på DR 2-nyhedsudsendelsen ”Deadline”, et interview med den norske læge Mads Gilbert om konflikten i Gaza, som skulle få konsekvenser. En flodbølge af vrede. En tvivlende opbremsning fra Danmarks ellers mest pågående interviewer. Og nu en bog, som reflekterer over, hvad jødedommen egentlig betyder for ham. Bogen, der udkommer 13. november, har hentet sin titel fra en kommentar til Krasniks interview med Gilbert: ”Fucking jøde”.

”Det er ikke første gang, jeg har fået at vide, at jeg skulle holde mig fra emnet, men det er første gang, det er så højlydt og voldsomt. I første omgang skete der det, at jeg mistede lysten til at sige, hvad jeg mener. Jeg begyndte at lægge bånd på mig selv, hvilket jeg ellers aldrig gør. Men så skete der hurtigt det, at jeg fik lyst til at tage afsæt i alle de firkantede påstande om min jødiske baggrund og min journalistik, og selv skrive om min jødiske baggrund. Ikke fordi jeg forventer, at min kritikere vil læse bogen og så sige: 'Nå, så er det i orden'. Men fordi jeg havde brug for selv at markere, hvad det betyder for mig.”

At Martin Krasnik er jøde ved vel de fleste, som kender til ham. Han har tidligere som journalist på Weekendavisen skrevet artikler om sin jødiske familie, han har før på tv foretaget et interview iført jødisk kalot, og Israel fylder meget i hans forfatterskab, som blandt andet omfatter en samtalebog om Israel og jødedom med Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundik, skrevet af Allan Sørensen, samt en rejsebog om Jerusalem.

Men denne gang var det anderledes. Den erklærede ateist, som er sig sin jødiske kulturbaggrund bevidst, oplevede, at han blev ramt bagfra af jødedommen. Måske netop i den betydning, at den i kritikernes gestaltning var en dom, som dømte ham ude som tv-journalist.

Selve interviewet med Mads Gilbert fandt sted nogle uger efter, at israelske kampvogne var rullet ind i Gaza og en uges tid efter, at Martin Krasnik havde interviewet Mellemøsten-eksperten Michael Irving Jensen, som kort fortalt vurderer, at den palæstinensiske terror er en følge af den israelske undertrykkelse, og at Hamas' raketter mod Israel vil ophøre den dag, Israel opgiver besættelsen. Dette er mindst lige så meget en holdning som en analyse, mener Krasnik, som i sit interview gik hårdt til Irving og bagefter blandt andet høstede kommentaren: ”Morder - at hjælpe zionisterne er som selv at myrde uskyldige!”

Nu var det så Gilbert. Den norske læge var lige vendt hjem fra Gaza og havde udtalt: ”Jeg har aldrig set så mange døde børn”. Igen fulgte en hård snak, hvor Martin Krasnik bevidst satte ord på modsynspunktet, og hvor reaktionerne blev endnu voldsommere. ”Du har blod på hænderne”, ”Skrid ud af mit land” og ”Jødesvin” lød nogle af kommentarerne til Martin Krasnik, som også fik truende telefonopringninger og oplevede, at hans børns navne og hans privatadresse blev offentliggjort af kritikerne.

Derpå blev en net-underskriftsindsamling sat i værk, som kritiserer, at mediernes dækning af konflikten præges af Martin Krasnik og en række andre navngivne journalister, som ”enten er zionistiske, gift israelsk eller bosat og opvokset i Israel”. Indtil nu har knap 4000 personer skrevet under på denne kritik.

”Hvis man påstår, at jeg og andre danske journalister uden videre argumentation skal fratages retten til at behandle dette emne, ikke på grund af vores arbejde, men på grund af vores baggrund, mener jeg, at vi er ovre i en form for antisemitisk berufsverbot,” siger Martin Krasnik.

Der sker meget på dette område i august 2014. Den jødiske privatskole Carolineskolen - hvor Martin Krasnik selv har gået - bliver for første gang udsat for hærværk efter mere end 200 år i Danmark. Vinduer knuses, og murene overmales med slagord til fordel for palæstinenserne i Gaza. Martin Krasnik og andre gennemfører eksperimenter med, om man kan gå på gaden på Nørrebro iført kalot uden at blive forulempet. Det finder de ud af, at man ikke kan.

”Jeg har altid sagt, at hvis der er nogen, der ved, om der findes antisemitisme i Danmark, må det være nogen som mig, der skilter med min jødiske baggrund. Jeg har altid tænkt, at når jeg var blevet udsat for så lidt, findes problemet ikke,” fortæller Martin Krasnik, som tilføjer, at nu er han ikke længere så sikker:

”Der er sket en forandring i Danmark. Noget har at gøre med, at Mellemøstkonflikten er rykket hertil i kraft af, at her bor flere med palæstinensisk baggrund. Men det er ikke hele forklaringen. Mange af dem, som kritiserer mig voldsomt, har dansk klingende navne.”

Det hører med til billedet, at Martin Krasniks interviewstil provokerer mange. Da han interviewede Lars Hedegaard et par måneder efter mordforsøget på ham, og stillede sig i klar opposition, vakte det ramaskrig blandt Hedegaards støtter. Når han er gået i kødet på socialdemokrater eller folk længere ude på venstrefløjen, har forargelsen været lige så stor.

Selv mediefolk som Krasniks tidligere ”Deadline”-kollega Kurt Strand har været ude med kritik. Martin Krasnik stiller ikke åbne spørgsmål på klassisk vis, han bringer sin egen person ind i diskussionen på en måde, så den overskygger emnet, lyder kritikken. Men hvis Martin Krasnik ikke spørger, så er det, fordi interviewpersonerne ikke svarer, erklærer han:

”Hvis det var sådan, at man som journalist stillede åbne spørgsmål, og der rent faktisk blev svaret, ville det give god mening. Det, vi desværre ser, når politikere og andre interviewes på direkte tv, er at de forsøger at kontrollere interviewet ved ikke at svare på spørgsmålene, men blot sige det, de på forhånd har besluttet, de vil sige. I den situation bliver det absurd at nøjes med at stille spørgsmål. Så kan man også lave debatter, hvor to modparter inviteres ind til at dyste på argumenter, men der sker det samme. Begge taler uden at lytte til hinanden. Det, jeg prøver i mine interview, er bevidst at indtage et modstandpunkt, for at samtalen kan blive den dyst, som man måske kender fra en ophedet diskussion ved et middagsselskab. Nogle gange går det bedre end andre, men mit indtryk er, at mange synes, det er forfriskende,” siger Martin Krasnik, der ser det som et kvalitetsstempel, at han med lige stor indædthed er blevet beskyldt for at repræsentere ”den sorte reaktion” og at være ”rød lejesvend”:

”I den enkelte interview repræsenterer jeg måske ikke journalistisk neutralitet, men i kraft af, at jeg positionerer mig forskelligt og går lige hårdt til alle, mener jeg alligevel, at jeg er neutral.”

En bærende idé i Krasniks form er, at mange politikere og eksperter ikke toner rent flag om, at deres ytringer og positioner ikke kun baserer sig på fakta.

”Det bliver ofte kaldt populisme, når man lader sin politik styre af følelser. Det synes jeg er mærkeligt. Jo nærmere en debat kommer ens hjerteblod, jo mere påståelig bliver man, og jo mere vred bliver man, når de andre synes, vi tager fejl,” siger Martin Krasnik.

Det afgørende er, at der er en forståelse for, hvornår et standpunkt er baseret på henholdsvis fakta og følelser.

Derfor er han for eksempel i et interview med Pia Kjærsgaard (DF) optaget af, om hun kan argumentere faktabaseret for, at man bør have ret til at gå med kalot, men ikke med tørklæde, eller om det et spørgsmål om, at hun bare ikke bryder sig om muslimer, men godt kan lide jøder.

Og når Zenia Stampe (R) kritiserer en kalot-aktion, der skal vise, at der findes antisemitisme i Danmark, fordi den efter hendes opfattelse flytter fokus fra det, som hun mener er det reelle problem, som er antimuslimsk diskrimination, giver det også Martin Karsnik lyst til at spørge. hvorfor flere tusinde danskere så mener, han ikke må lave journalistik om Mellemøsten.

Det irriterer Martin Krasnik, at den ene diskrimination synes at udelukke den anden. Han tror, at tonen over for muslimer er hårdere end tonen over for jøder, men det får ikke det sidste til at ophøre med at eksistere.

Men hvad er det, der er på færde i Danmark? Hvis vi er antisemitter og antimuslimer, hvordan er vi så blevet det? Ifølge Martin Krasnik har vi på den ene side haft det held i mange århundreder at have en forbløffende homogen befolkning, hvor et lille, tilpasningsindstillet jødisk mindretal var forholdsvis let at passe ind og styrke vores selvforståelse af at være et rummeligt folk. Men verden er en anden i dag. Danskerne er ikke nødvendigvis blevet mindre rummelige, vi er blot ved omsider ved at vågne op til virkeligheden.

”Det er helt vildt, så sekteriske vi er i vores forståelse af danskhed. Der er en forståelse af, at vi alle er på præcis samme måde. Derfor behøver vi ikke tale sammen på gaden eller i toget, for vi mener at kende hinandens historie i forvejen. I Danmark hersker en endimensional identitetsforståelse, som gør, at hvis man er dansker, får man svært ved at argumentere for, at man også er mere - for eksempel dansk jøde eller dansk muslim. For de fleste virker det provokerende med en dobbelt eller tredobbelt identitet, men vi må til at vænne os til, at sådan er det i det meste af verden.”

Martin Krasniks familie har grene, der har været i Danmark siden 1600-tallet, og som straks forsøgte at blive integreret, men samtidig holdt fast i en række jødiske traditioner. En af de stærkeste er omskæringen af drengebørn - som i disse år jævnligt er til debat, fordi adskillige debattører ønsker den afskaffet med henvisning til barnets sundhed og ret til ikke at blive påført dette indgreb. Martin Krasnik har i flere år været involveret i den danske debat herom og mener, at netop her er et punkt, hvor ”danskheden” støder sammen med, hvordan verden opleves af andre. Og det er primært en følelsesdebat om, hvad man synes virker rigtigt. Om noget er en del af en lang, historisk, identitetsskabende tradition, eller om det virker underligt og gammeldags. Der er ikke tungtvejende medicinske fakta at afgøre ud fra. Ligesom debatten om muslimske tørklæder mangler fakta, der kan anvise et entydigt svar.

”Min familie har været i Danmark i 12-14 generationer, men jeg opfatter mig selv mindst lige så meget som jøde, som jeg opfatter mig som dansker. Gør det mig til mindre dansker end dig, at jeg også har en identitet, som gør, at jeg efter alle disse generationer stadig omskærer mine børn?” spørger han og tilføjer:

”Det, mange danskere har brug for, er et virkelighedstjek, som kan vise, hvilken verden vi lever i. En verden, hvor vi må vænne os til, at alle ikke ligner hinanden eller har forhuden intakt - men at de forskelle ikke nødvendigvis er et anslag mod vores demokrati. For det afgørende må være demokratiske værdier som ytringsfrihed og ret til at kritisere religioner, men samtidig også mindretals- og religionsbeskyttelse.”

Martin Krasniks bog handler ikke kun om den danske debat og hans egen jødiske baggrund, men reflekterer også over den fortvivlende politiske situation i Mellemøsten, hvor modviljen mod en fredelig udvikling er så stor, at løsningen ikke just er lige om hjørnet. I bogen erklærer Martin Krasnik sig som ”superzionist” - ikke i religiøs, men i politisk forstand. Han slås for, at der skal være en stat for jøderne. Dette forhindrer ikke, at han fortvivles over den måde, palæstinensere kan blive behandlet på i dagens Israel.

Men hvad er egentlig forskellen på den ”Danmark for danskerne”-mentalitet, han kritiserer i den hjemlige debat, og hans egen zionisme, som blandt andet indebærer, at han mener, at hvis jøderne skulle komme i mindretal i Israel, ophører landet med at være den intenderede stat for jøderne?

”Der er jo kæmpestor forskel. Israel er skabt som stat til at skaffe husly til alverdens jøder efter Anden Verdenskrig. Israel er et demokrati, som accepterer at give selv kæmpestore mindretal samme rettigheder som flertallet. Sammenlignet med Danmark har man i Israel plads til vanvittig mange lag af identiteter. En 70-årig israeler med polske eller tyske rødder er grundlæggende anderledes end en ung somalisk, etiopisk eller russisk jøde. Efter Murens Fald åbnede Israel grænserne for 700.000 russiske jøder. Forestil dig, at vi skulle modtage lige så mange udlændinge på én gang,” siger Martin Krasnik og tilføjer:

”Men denne rummelighed ændrer ikke på, at det samtidig er frygteligt, at israelske jøders xenofobi og ligefrem had mod israelske arabere desværre griber om sig.”