Prøv avisen
Politisk analyse

Spil om kirkereform tærer på V's politiske kredit

Venstre og De Konservative forlod i torsdags forhandlingerne om en kommende kirkereform. Arkivbilledet af Venstres Bertel Haarder er fra konferencen Folkekirkens Fremtid(er), der var en indledende del af debatten om, hvorvidt folkekirken skulle have et styrende organ. Foto: Claus Fisker

De borgerlige partier har formelt vundet en sejr ved, at kirkeministeren må droppe styringsreform af folkekirken - men det koster troværdighed

Det var ikke noget chok, at Venstre og De Konservative i torsdags definitivt sagde nej til en ny styre-reform for folkekirken.

Det overraskende var, at det tog Venstre flere uger at gøre sin stilling til reformen op over for kirke- og kulturminister Marianne Jelved (R).

Oprindelig var regeringens plan at få et bredt forlig i hus på et møde den 16. september. På det tidspunkt var regeringens tidligere visioner om en langt mere selvstændigt styret folkekirke forlængst blevet barberet ned til sokkeholderne. Man var milevidt fra det politiserende kirkeråd, som især borgerlige politikere frygtede kunne blive konsekvensen.

Alligevel udbad Venstres kirkeordfører, Flemming Damgaard-Larsen, sig betænkningstid, så mødet den 16. september blev aflyst. Det forløb gentog sig for halvanden uge siden. Den officielle forklaring fra Venstre har været, at man først ville høre sit bagland om et så principielt spørgsmål.

Den forklaring kan man overveje et øjeblik. Folketinget tager hvert år stilling til hundredvis af forslag, men man kan næppe finde et eneste andet eksempel på, at Venstre har bedt om at få forhandlinger udsat i ugevis, fordi man først lige skulle høre baglandets mening.

Det eneste parti, der ellers gør det, er Enhedslisten. Her er det fast procedure, at hovedbestyrelsen skal godkende alle større forlig.

Men hvorfor har Venstre haft behov for denne baglandsmanøvre? Hvorfor har man ikke sagt nej med det samme, når den samlede partiledelse var imod reformen?

Ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger lovede topfolk i Venstre allerede for flere år siden Dansk Folkeparti, at man ikke ville gå med til en reform.

Alligevel trak forløbet ud, og den mest nærliggende forklaring er, at kirkeordfører Flemming Damgaard Larsen er kommet i klemme.

Flere kilder siger, at Venstre undervejs har fået stort set frie hænder af Marianne Jelved til at skrive reformteksten. Det skulle være forklaringen på, at man endte med et forslag om et minimalistisk, demokratisk valgt økonomiråd uden reel magt - samt en lovfæstet høringsret for biskopper om regler for folkekirkens indre forhold. Det vil sige meget langt fra det politiserende kirkeråd, som borgerlige politikere har forestillet sig i deres værste mareridt.

Problemet for Flemming Damgaard Larsen har været, at han har haft svært ved at sige nej til en tekst, som han selv har forhandlet og haft stor indflydelse på.

Det betyder, at han enten ikke haft noget klart mandat fra partitoppen, eller også har han ikke fulgt det mandat, han måtte have haft. For som nævnt har ledelsen ikke på noget tidspunkt været indstillet på at gå med i en reform, hvor udvandet den end måtte være blevet.

Derfor fik man behov for en undskyldning for at bakke ud, og den fandt man i høringen af baglandet.

Forløbet tærer på partiets parlamentariske troværdighed. Det anstrenger forholdet til ministeren og De Radikale - også på længere sigt.

Umiddelbart kan man ganske vist notere det som en politisk sejr, at det er lykkedes at ydmyge regeringen og stoppe endnu et punkt i dets regeringsgrundlag. Det er et politisk drilleri, som man imidlertid næppe kan forestille sig at høste stemmer på. Det er trods alt få vælgere, som sætter kryds efter, hvordan partierne forholder sig til et rådgivende økonomiudvalg i folkekirken.

Om Marianne Jelved kunne have håndteret forløbet bedre er en anden sag. Hun har fra første færd udstyret Venstre med en reel vetoret ved at gøre det tindrende klart, at en folkekirkereform skulle vedtages af et bredt flertal.

Omvendt havde det ikke været så troværdigt, hvis Jelved havde ”truet” Venstre med at indgå en aftale med Enhedslisten og Liberal Alliance, såfremt Venstre ikke ville være med.

Folkekirken er som folkeskolen trods alt et af de områder, hvor man plejer at sikre sig brede aftaler.