Prøv avisen

”Vi skal ikke ødelægge det, vi selv har været med til at bygge”

Emilly og Irem går på Charlotteskolen og har været involveret i flere af kvarterets projekter. De har blandt andet været med til at bygge såkaldte 'Hyggehytter', hvor man kan hænge ud, og er begge med i lommepengeprojektet. - Foto fra bogen: Urban co-creation 2640 Charlottekvarteret.

Charlotteager i Høje-Taastrup er et såkaldt særligt udsat boligområde. Alligevel bobler området af aktiviteter, boligsociale projekter, der er karakteriseret ved medejerskab, frivillighed og fællesskab blandt beboerne. Mød kvarteret, der nægter at have ghetto-stemplet siddende på sig

I Charlottekvarteret i Høje-Taastrup Kommune bor der knap 1900 beboere med 40 forskellige nationaliteter. De udgør en tredjedel af Hedehusenes befolkning, men føler sig alligevel isoleret fra resten af byen. De er nemlig på regeringens liste over særligt udsatte boligområder - det, der tidligere blev kaldt ghettolisten - og ghetto-stemplet hænger ved. Også selvom beboerne ikke kan genkende deres kvarter i den definition.

”Kvarteret har forandret sig på den gode måde. Da jeg i sin tid flyttede hertil, kom jeg med alle de samme fordomme, som folk stadig har i dag. Men dengang var der mere at have det i. Kvarteret har virkelig ændret sig. De mange projekter har bragt beboerne sammen,” fortæller 71-årige Karen Nørrebro, der har boet i Charlottekvarteret, det som også kaldes Charlotteager, i 28 år.

Hun sidder midt i Charlottekvarteret i det, de kalder Cirkuspavillonen; et sted, der fungerer som et mødested for de lokale, der er aktive i områdets projekter. Udenfor pavillonen løber små skolebørn rundt, banker på væggene og leger pigerne efter drengene. Indenfor i varmen drikker Karen Nørrebro kaffe med 21-årige Sama Al-yasiri, der indtil for nylig boede i Charlottekvarteret, Martin Rosenkreutz Madsen og Anders Hagedorn.

De to sidstnævnte har uddannelser i henholdsvis billedkunst og design og har siden 2007 været projektmedarbejdere i området. De er ansat til sammen med beboerne at forbedre de sociale forhold som et led i en landsdækkende boligsocial indsats, der primært er finansieret af Landsbyggefonden. Det har over de seneste syv år ført til talrige beboerskabte projekter, som bliver beskrevet i den netop udgivne bog 'Urban co-creation 2640 Charlottekvarteret'.

”Bogen skal inspirere. Vi har oplevet, at dette såkaldt udsatte boligområde var nøglen til bæredygtig udvikling fremfor et samfundsmæssigt problem. Hvis en 'ghetto' kan inspirere, giver det mulighed for, at man kan se dem som en kapacitet i stedet for et problem,” siger Anders Hagedorn, projektmedarbejder og en af forfatterne bag bogen.

Alle projekterne skal ”have sin egen identitet herude,” fortæller Martin Rosenkreutz Madsen, den anden forfatter. De skal komme nedefra og op og være forankret i beboerne. Derfor arbejder projektmedarbejderne sammen med eksempelvis den lokale folkeskole, Charlotteskolen. De har et unikt samarbejde og ses som et foregangseksempel på, hvordan man kan inddrage civilsamfundet i skolegangen, som den nye skolereform tilskriver, at man skal. I Charlottekvarteret har de bare gjort det lang tid inden, at man overhovedet snakkede om skolereformen - de gjorde det allerede dengang, at 21-årige Sama Al-yasiri gik i ottende klasse.

Her stillede projektmedarbejderne skoleeleverne det helt åbne spørgsmål: Hvis I skulle præge kvarteret, hvad ville I så gøre? Sama Al-yasiri og de andre elever gik på opdagelse i deres kvarter og fandt ud af, at området havde et stort problem med efterladt skrald. De satte sig derfor for at tegne, designe og bygge anderledes skraldespande, der skulle gøre det sjovere at smide skrald ud. Resultatet blev skraldespande, der for eksempel var bygget som basketball-kurve, hvor man kunne score ved at skyde sit skrald gennem en høj ring, hvorefter det endte i en skraldespand. Elevernes idéer blev altså til rigtige brugbare skraldespande. Og det betyder noget, mener Martin Rosenkreutz Madsen:

”De unge ændrer indstilling, når de mærker, at de og deres idéer bliver taget seriøst,” siger han.

Sama Al-yasiri er enig:

”Jeg havde slet ikke forestillet mig, at vi unge kunne lave sådan noget. Det var så fedt at se nogle af ens idéer blive ført ud i livet,” fortæller hun.

Hun tegnede en af de skraldespande, der derefter blev bygget. Projektet vakte hendes interesse for design i sådan en grad, at hun nu læser til teknisk designer på Roskilde Tekniske Skole.

”Når man mærker, at man virkelig får lov til at være en del af det her område, så gør det, at man passer meget bedre på tingene efterfølgende. Vi fik at vide, at genbrugsmaterialet kun kunne holde i et halvt år, men skraldespandene endte med at stå her i fem år, fordi folk passede godt på dem. Som der også er en, der siger i bogen: 'Vi skal ikke ødelægge det, vi selv har været med til at bygge',” siger Sama Al-yasiri.

Mange af projekterne i Charlottekvarteret har den sidegevinst, at de ”tvinger beboerne til en relation”, fortæller Martin Rosenkreutz Madsen.

Og nogle gange er relationen målet i sig selv. Det var tilfældet med et projekt, der blev etableret for et par år siden, efter at en undersøgelse viste, at 40 procent af beboerne følte sig utrygge. Det var særligt ældre mennesker, der følte sig utrygge ved de unge, og derfor besluttede de unge at tage sagen i egen hånd og ændre på det negative image, der var forbundet til dem.

De etablerede sammen ”Lommepengeprojektet”, hvor unge hjælper ældre med praktisk arbejde.

Samtidig får de unge mulighed for at tjene lommepenge og bliver introduceret til arbejdsmarkedet. Dem, der er med i lommepengeprojektet, er lette at genkende, da de bærer trøjer med logoet 'De aktive unge', som de selv har tegnet. Dette skaber tryghed i kvarteret, da de ældre ved, at de unge, der bærer trøjen, gør en forskel for lokalområdet.

”De unge er med til at tage ansvar for kvarteret. De etablerede lommepengeprojektet og blev på den måde problemløsere i stedet for at være en del af problemet,” fortæller Anders Hagedorn.

Naboskabet på egnen er tilsyneladende også forbedret. I hvert fald er der mange, der frivilligt træder til, når en nabo har brug for hjælp. Som for eksempel 68-årige Stig Smirnov, der to gange om ugen kører områdets ældre og handicappede på indkøbstur i Charlottekvarterets minibus.

”Jeg har været med til at starte indkøbsturen. Der har jeg hjertet allermest med. Som folkepensionist går jeg jo alligevel og glor, så kan jeg jo ligeså godt melde mig til noget frivilligt arbejde,” fortæller han i den nyudgivne bog om kvarteret.

Karen Nørrebro har også oplevet det gode naboskab og hjælpsomheden på egen krop. Det kom især til udtryk, da hun for to år siden fik et nyt knæ:

”Der var der en masse naboer, der ringede og tilbød at hjælpe mig. Vi tager ansvar for hinanden,” siger hun.

Karen Nørrebro er da også en af dem, der giver meget tilbage til kvarteret. Hun er på 20. år formand for en af de tre afdelingsbestyrelser i området, og så er hun kvinden bag den årligt tilbagevende begivenhed ”Sjov Søndag”, hvor børn og voksne fester sammen med hoppeborge, ansigtsmaling og fodboldturneringer.

”Jeg har aldrig haft så travlt, som da jeg blev pensionist,” griner Karen Nørrebro.

Ingen af de fire i Cirkuspavillonen vil dog benægte, at der også er problemer.

Da Anders Hagedorn og Martin Rosenkreutz Madsen i sin tid rykkede ind i kvarteret, var det med en rigtig, gammeldags cirkusvogn. Og første nat, den stod parkeret, blev den brudt op.

”Men man må ikke lade enkeltepisoder få lov til at definere et helt kvarter. Det er meget let at påpege, at der er nogle problemer her. For selvfølgelig er der det, men det er der også alle andre steder, hvor der er så mange mennesker samlet,” siger Martin Rosenkreutz Madsen. Karen Nørrebro er enig:

”Det er også meget selvmodsigende: Charlottekvarteret kom på ghettolisten, da den blev indført i 2010, og vi beboere blev meget kede af det. Året efter blev vi til Integrationsprisen hyldet med en andenplads i kategorien 'årets boligområde',” siger hun og fortæller, at der faktisk er stor efterspørgsel for at komme til at bo i området, og at beboerne foretrækker at flytte internt i området fremfor at flytte væk fra Charlottekvarteret.

Derudover synes Karen Nørrebro og Sama Al-yasiri at kunne mærke, at flere og flere fra Hedehusene By besøger kvarteret, når beboerne inviterer til eksempelvis kultur-aftener.

Så måske er ghettostemplet alligevel ved at blive vasket væk. Sama Al-yasiri, der for nylig er flyttet hjemmefra, kunne i hvert fald godt tænke sig at vende tilbage:

”Det er et dejligt sted at bo, hvis man har børn. Jeg vil gerne have, at mine fremtidige børn får noget af den selvstændighed og selvsikkerhed, som jeg fik af at være involveret i projekterne.”