Hvad er det, de gør rigtigt i Charlottekvarteret?
Mange af deres projekter dyrker trivsel og naboskab, samtidig med, at de løser konkrete problemstillinger, der er i området. Og så involverer de beboerne i projekterne, hvilket altid er godt. Når man gør det, så sikrer man sig en forankring og en drivkraft hos beboerne, der kan sprede sig som ringe i vandet til andre aktiviteter i området.
Da den daværende ghettoliste blev indført i 2010, kom Charlottekvarteret på listen. Året efter blev de til Integrationsprisen hyldet med en andenplads i kategorien ”årets boligområde”. Det synes beboerne er ret paradoksalt, men er det et udtryk for, at vi forbinder listen med ét, men den i virkeligheden er et udtryk for noget andet?
Jeg kan sagtens forstå, at beboerne i Charlottekvarteret finder det paradoksalt. Det er måske et udtryk for, hvor meget listen reelt betyder. På den ene side gør den det lettere at få tildelt midler. Det betyder, at der er nogle områder, der får den særlige opmærksomhed og indsats, de behøver - og for eksempel proaktivt kan modtage penge fra Landsbyggefonden. På den anden side har den en stigmatiserende effekt, og beboerne kan føle sig stemplet.
Jeg mener, at man bliver nødt til at have retningslinjer for hvem, der i særlig grad skal have penge. Og der er en form for liste nok nødvendig, men det betyder jo ikke, at man ikke kan kigge på kriterierne. Listen for 2014 er opstillet efter nye og flere kriterier, der breder definitionen mere ud, hvilket jeg synes er et godt skridt på vejen.
Projektmedarbejderne fra Charlottekvarteret peger på, at ghetto-stemplet kan have en selvforstærkende effekt for et områdes beboere. Kan du genkende det?
Jeg tror, at det er rigtigt, at mediernes ghetto-stempel kan have en selvforstærkende effekt. At hvis et område i medierne bliver blæst op til at være en ghetto, så kan beboere også gradvist begynde at opfatte sig selv som den type, der bor i en ghetto.
Mange af Charlottekvarterets projekter fokuserer på at etablere relationer mellem beboerne. Hvorfor er det vigtigt?
Relationer mellem beboere betyder meget for trygheden, tilliden og sammenhængskraften i et område. I et udsat boligområde ønsker man at højne områdets sociale kapital. Hvordan gør man så det? Via tillid. Hvordan får man tillid til hinanden? Ved at mødes! Derfor er fælles nyttehave, fællesspisninger, sportsaktiviteter og noget så banalt som årstidsfester geniale, fordi man får mødt hinanden på kryds og tværs.
Et af kapitlerne i den nye bog handler om, hvordan man forsøger at binde Charlottekvarteret sammen med resten af Hedehusene. Hvorfor er det nødvendigt?
Det er vigtigt for afmystificeringen, at de særligt udsatte boligområder bliver åbnet op for resten af beboerne i den by, området ligger i. Det kan for eksempel ske ved at invitere byen til kulturaftener. Det er en udfordring, som der bliver kæmpet meget med på landsplan.
Hvorfor? Hvad afholder os fra at besøge de udsatte boligområder - er det fordi, at vi er utrygge?
Tryghed er en del af den barrikade, der afholder os fra at komme i områderne. Men det er ikke kun fordomme, der styrer vores færden. Ofte er de særligt udsatte boligområder så afgrænsede og fysisk isolerede, at man ikke tilfældigvis besøger stedet, hvis man ikke har et ærinde der. Der ville det være en god idé at flytte funktioner som for eksempelvis en svømmehal eller et bibliotek ud i området, så byens andre indbyggere er ”tvunget” til at komme der og opleve, at området ikke er farligt.