K styrer mod at blive et kommunalparti på Christiansborg

Med Lene Espersens farvel til dansk politik står De Konservative til en meget stor udskiftning i Foketinget efter næste valg. De nye ansigter kan for manges vedkommende blive folk med kommunalpolitisk erfaring

Efter næste folketingsvalg kan De Konservative stå med en folketingsgruppe, hvor mange medlemmer kommer direkte fra kommunalpolitisk arbejde. Ligesom formanden Søre Pape (billedet) gør det.
Efter næste folketingsvalg kan De Konservative stå med en folketingsgruppe, hvor mange medlemmer kommer direkte fra kommunalpolitisk arbejde. Ligesom formanden Søre Pape (billedet) gør det. Foto: Claus Bech/Scanpix.

De Konservative står over for et generationsskifte ved det kommende folketingsvalg. Lene Espersen sagde sent tirsdag aften overraskende farvel til dansk politik for at få sit ”drømmejob” som direktør for Danske Arkitektvirksomheder. Det sker, kort efter at retsordfører Tom Behnke og kirkeordfører Charlotte Dyremose har meddelt, at de ikke genopstiller til valget.

Af folketingsgruppens gamle garde er det nu kun Brian Mikkelsen og Lars Barfoed, som genopstiller.

Lene Espersens taburet bliver overtaget af den 32-årige viceborgmester i Hjørring, Daniel Rugholm, og hvis partiet fastholder sin nuværende opbakning, kan han få følgeskab af flere andre yngre, konservative lokalpolitikere, peger flere kilder i partiet på.

Det gælder for eksempel den 26-årige Mette Abildgaard, der leder den konservative gruppe i region Hovedstaden, og den 37-årige Rasmus Jarlov, som leder De Konservative i Københavns Borgerrepræsentation.

I forvejen stiller den nye partiformand, Søren Pape Poulsen, op i Midt- og Vestjylland, og han har tidligere været viceborgmester i Viborg.

Så efter valget kan partiet stå med en folketingsgruppe, hvor mange medlemmer kommer direkte fra kommunalpolitisk arbejde.

Der spiller de ideologiske skel typisk en mindre rolle end i landspolitik, og der er konsensus om de fleste beslutninger.

Det nye folketingsmedlem Daniel Rugholm frygter dog ikke, at det vil udviske De Konservatives profil.

”Jeg tror, vi får en blanding af talent og erfaring i folketingsgruppen, og vi kan få flere medlemmer med kommunalpolitisk og regionalpolitisk erfaring. Det giver en stor indsigt i de emner, der er tæt på borgerne, for eksempel skolevæsenet og erhvervslivet.”

”Jeg ser det ikke som et problem, at vi har siddet med den pragmatiske tilgang til politik, for mange af os er også blevet ideologisk skarpe ved at have været tæt på partitoppen i flere år,” siger han.

Daniel Rugholm peger samtidig på, at han selv tidligere har været inde som suppleant i Folketinget, så helt nyt bliver det ikke for ham.

De Konservatives gruppeformand, Brian Mikkelsen, mener også, at foryngelsen af gruppen kan blive en fordel, selvom han er ærgerlig over Lene Espersens exit.

Partiet står over for en udfordring, der minder om De Radikales efter valget i 2011, som udskiftede en meget stor del af folketingsgruppen.

Erfaringerne herfra er dog ikke så opmuntrende med hensyn til at fastholde og udvikle de politiske talenter.

Eksempelvis genopstiller hverken Folketingets yngste medlem, den 23-årige radikale retsordfører Jeppe Mikkelsen, eller den 38-årige skatte- og arbejdsmarkedsordfører, Nadeem Farouq. Tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach forlod også Folketinget i sommer til fordel for et topjob i FN.

En central kilde hos De Konservative erkender, at partiet i forhold til store partier som Socialdemokraterne og Venstre i mange år har været langt bagud med at rekruttere nye talenter, ligesom det har været svært at fastholde dem, man havde.

Sidste år iværksatte De Konservative et talentudviklingsprogram med samme metoder som i sportsverdenen, hvor 20 yngre politikere fik mulighed for et halvandet år langt træningsprogram i politik, delvis for egen regning.

Flere af dem, der nu har chancen for at komme i Folketinget, har været på programmet, blandt andre Daniel Rugholm. Han fik ved sidste valg seksdoblet sit personlige stemmetal i Hjørring fra 500 til 3300 stemmer og fik posten som viceborgmester i kommunen.

Men han erkender, at det bliver en noget større udfordring efter folketingsvalget at skulle efterfølge Lene Espersen, der har været en af meget få konservative stemmeslugere.