Prøv avisen

Fra Vietnams jungle til et torv i Kolding

Nguyen Quang Truong flygtede efter flere års fangenskab fra Vietnam og blev samlet op af det danske skib ”Lexa Maersk”. De seneste 14 år har han haft egen pølsevogn. - Foto: Soffi Chanchira Larsen

Officielt er Nguyen Quang Truong erklæret død. Han døde den 28. april 1975, da han blev skudt ned i sit kampfly over den vietnamesiske jungle. Han har overlevet fangehuller, tortur og en flugt ud på havet. De seneste 14 år har han stået i en pølsevogn i Kolding. Hele vejen med troen i behold

Forestil dig, at du ligger i et hul i jorden. At du er spærret inde i en kvadratisk metalkasse med gitter på alle seks sider, der hver er en meter lang. Det er for lavt til, at du kan rejse dig op i fuld højde. Det er for kort til, at du kan lægge dig behageligt ned på gulvet. I loftet er der en lem, der er forbundet med gulvet i dine fangevogteres vagttårn.

I sådan et hul lå vietnamesiske Nguyen Quang Truong i knap to år.

Truong var blevet taget til fange af kommunisterne. Skudt ned den 28. april 1975, hvor han som pilot i den sydvietnamesiske hær var beordret ud for sammen med sin wingman at stoppe to russiske tanks på vej mod Saigon. To dage senere, den 30. april, sluttede Vietnam-krigen. For Truong sluttede krigen først syv år efter, da det lykkedes ham at flygte fra en fangelejr.

Han fortæller sin historie over disken i sin pølsevogn i Kolding, hvor han har stået i 14 år. Det regner. Har gjort det længe. Og vejrudsigten lyder på regn hele dagen. Alligevel står døren til den lille pølsevogn åben, og regnen danner en lille pøl på gulvet. Truong tror ikke, vi bliver afbrudt af særlig mange kunder i dag.

Han blev født i 1949 i den lille provinsby Son Tay i det nordlige Vietnam 35 kilometer vest for Hanoi.

Den 6. maj 1954 blev byen Dien Bien Phu indtaget af Ho Chi Minhs tropper. Nederlaget betød, at Frankrig gav Indokina, der bestod af Vietnam, Cambodja og Laos, selvstændighed. Slaget førte til, at Vietnam midlertidigt blev delt i to langs den 17. breddegrad.

Truongs familie var katolikker. Og på grund af kommunisternes større indflydelse i nord, valgte familien sammen med omkring 500.000 andre katolikker at flygte til Sydvietnam.

”Vi flygtede til en forstad til Saigon. Men min mors familie blev i Nordvietnam. De kunne ikke flygte. Det var kun dem, der havde råd, der flygtede,” fortæller Truong.

I det lille sogn uden for Saigon voksede Truong op. Ud over at ligge centralt i byen med 30-40 huse, spillede kirken også en central rolle i den katolske Truongs liv.

”Vi gik i kirke hver dag. Og vi sang højt. Og bad højt. Så Gud kunne høre os. Hele tiden, hver dag,” fortæller han.

Den seksårige Truong gik og drømte om at blive præst. Den drøm fortsatte, indtil han som 19-årig fik sin studentereksamen og meldte sig til præsteseminariet.

På det tidspunkt skriver vi 1968. Vietnamkrigen havde nået sit højdepunkt. USA havde været involveret i krigen mellem demokrati i syd og kommunister i nord siden 1965. I 1968 var der 200.000 amerikanske soldater i landet. Og den sydvietnamesiske hær havde hårdt brug for soldater.

Så Truong blev indkaldt. Inden han kunne opfylde sin drøm om at blive præst, måtte han gøre militærtjeneste i den sydvietnamesiske hær.

”Jeg ville ikke. Men jeg kan ikke nægte. KAN ikke nægte!”, siger han og vifter afværgende med armene.

For de fætre på hans mors side, der blev i Nordvietnam, er på hans alder. Så han ved, at de ligesom han selv var blevet indkaldt af kommunisterne. Hvilket betød, at fætrene kunne risikere at møde hinanden på slagmarken på hver sin side af skyttegravene.

Men Truong troede, han fandt en udvej: Uddannelsen som pilot i flyvevåbnet tog tre år i USA.

”Jeg håbede, at hvis jeg kunne blive pilot, så var krigen overstået, når jeg kom hjem igen.”

Men på grund af krigen blev uddannelsen forkortet til to år. Og da Truong vendte hjem, rasede krigen stadig. Truong var blevet en ambitiøs nyuddannet pilot. Og fætrene i den kommunistiske hær havde han glemt alt om.

”Jeg var kun 20 år, ikk'? Og jeg ville bare have min uniform fyldt med medaljer. Bom bom bom bom,” smiler han og tegner en firkant på sit venstre bryst med sine hænder. Og markerer rækken af medaljer.

USA har ikke kun ændret hans forhold til familien i Nordvietnam. Også hans tro var blevet udvidet og udfordret af den amerikanske kultur.

”Der er mange forbud i katolicismen, ikk'? 'Man må ikke spise i fasten, man skal gå i kirke hver søndag.' Så mange restriktioner. Men de er menneskabte. Det kommer ikke fra Gud selv,” mener Truong.

Det er noget andet med De Ti Bud. De er fra Gud. Dem overholder han.

Da han kom til Danmark, begyndte han at gå i forskellige kirker. Han går derhen, hvor der er en god præst, en god forkynder af Guds ord.

”Religionen er forskellig. Men troen er ens. Uanset om det er en baptist, protestant, katolsk, bom bom bom,” siger han.

Men han holder fast i at gøre korsets tegn foran alteret - uanset hvilken kirke han besøger. Og han beder som en katolik.

”Men der er ingen forskel, Det er samme tro. Det hedder bare noget forskelligt,” siger han.

”Goddag, hr. Yes, sir?”.

Truong smiler og afslører et hul i undermunden, hvor de to midterste tænder mangler.

”En hotter med det hele og en Cocio,” lyder bestillingen.

”Med det hele hotter, ja tak. Yessir.”

Truong bukker let og går hurtigt og stille i gang med arbejdet. Med fejende bevægelser putter han ketchup, remoulade og sennep på pølse og brød.

Cocio'en får en rystetur, som spillede Truong maracas i et sambaorkester, før den stilles på disken. Kunden spiser op, drikker ud og forsvinder ud i regnen igen.

Tilbage i Vietnam fortsatte krigen. Truong fløj mange succesrige missioner i sit A-37 Dragonfly, blev forfremmet til løjtnant som den yngste i flyvevåbnet og blev også udnævnt som eskadrilleleder, mødte sin kone, Hoa Le, og blev gift. I 1974 fik de en søn.

I april 1975 nærmede krigen sig sin afslutning, og situationen i Vietnam var kaotisk. Truong og Hoa Le var blevet forældre til endnu et barn, en lille pige, en måned tidligere.

Som mange andre soldater fik Truong tilbudt at få sin familie ud af Vietnam, så de sydvietnamesiske soldater kunne få ro til at kæmpe.

”Jeg fik et tilbud i begyndelsen af april, om at min kone kunne komme ud af Vietnam. Jeg nægtede. Min kone vidste intet. Da hun senere fik det at vide, blev hun vred over min beslutning,” fortæller han.

I stedet blev hans kone og to børn sendt længere mod syd til hendes forældre.

”Jeg var så ung i en flot position med store ambitioner. Hvis jeg flygtede, var alt slut. Jeg ville have et nyt liv i USA. Men flygtede vi, så var min karriere slut, følte jeg.”

”Det var kun dem, der blev tilbage og kæmpede, der blev store,” siger han.

28. april 1975. En flot dag med højt solskin og kun få skyer. Bare to dage senere sluttede krigen. Den 30. april trak USA de sidste amerikanske tropper ud af Vietnam. Og Saigon faldt.

Løjtnant Truong mente dog noget andet.

”Jeg nægtede at acceptere, at krigen var slut. Jeg ville hellere dø tappert end tabe krigen. Jeg ville hellere dø end tages til fange.”

Om eftermiddagen havde flyveleder Truong og hans 30 piloter allerede været på tre missioner. De landede i flyvebasen i Saigon klokken 16.30 efter en succesfuld mission. Klokken 17.15 fik de en ordre om at lette igen.

Der var to russisk-byggede T54-tanks på vej ad motorvej AH1 mod Saigon. 100 kilometer væk. Tre timer senere ville de være i centrum. De skulle stoppes hurtigst muligt og for enhver pris.

To fly skulle på vingerne. Alle var trætte og udkørte. Ingen meldte sig frivilligt, så Truong udpegede sig selv og en ung fyr.

Men da de gjorde sig klar til at lette, var der flere problemer. Truongs fly var blevet trukket i hangar, da flymekanikerne ikke regnede med, at han skulle af sted så hurtigt igen. Alle fly med antitank-missiler var også brugt. Der var kun fly udstyret med bomber tilbage.

Truong havde ikke tid til at vente den time, det ville tage at skifte til missiler, så han valgte at tage chancen og håbede, de kunne ramme de to tanks med bomber.

”Når man kaster en bombe, skal man gøre det med følelse. Man kan mærke, om den rammer plet. Ikke som i dag, hvor de har alle mulige tekniske hjælpemidler. Dengang havde vi kun vores fornemmelse og et lillebitte sigtekorn i cockpittet.”

Han havde ramt tanks med bomber før. Han var overbevist om, at han kunne gøre det igen.

Efter bare 10 minutter på vingerne fandt de to Dragonfly deres mål, der kom rullende på motorvejen midt i junglen.

Truong tager en slidt mørkegrøn Advanced Learner's Dictionary of Current English og en cigarkasse af mærket Advokat og lægger op på disken. De er tanks. Disken er motorvej. Hans venstre hånd er hans fly.

Hvert fly havde fire bomber. Men da de begge havde kastet deres første tre, fortsatte de to tanks ufortrødent på deres vej mod Saigon. Truong satsede alt.

”Jeg er så sur og flov. Fordi vi ikke kan ramme. Jeg råbte højt over radioen: 'Hvis jeg ikke stopper det her, så kommer jeg ikke tilbage.' Dumt,” siger han.

Han trisser lidt rundt i sine H2O-klipklapper og hvide tennissokker uden at sige noget. Hænderne op af lommerne i de gamle mørkeblå joggingbukser. Hænderne ned igen. Tager en buket pølser op af kogegryden og lægger dem på grillen. Henter en ny flok pølser i fryseren. Pølserne ryger i kogegryden.

I luften over motorvej AH1 valgte Truong at flyve lavt ned over motorvejen, så de to tanks var nemmere at ramme. Men han var også selv et nemmere mål. Og lige da han trykkede på bombeknappen, fyldtes hans synsfelt af en stor ildkugle. Han vidste, han var ramt, og instinktivt krængede han flyet stejlt opad og trak med venstre hånd i håndtaget, der udløste katapultsædet. 14 g-kræfter slog ham kortvarigt bevidstløs, men han vågnede, da katapultsædet ramte trætoppene i junglen. På jorden blev han modtaget af en lille gruppe kommunistiske soldater. Da han opdagede dem, greb han efter sin pistol. Men i trykket fra katapultsædet havde han mistet både pistol og walkie-talkie.

”Jeg reagerede helt instinktivt. Hvis jeg havde haft min revolver, havde jeg skudt mig selv. ”

Han er godt klar over, at selvmord betragtes som en synd i katolicismen. Og både hans kone og forældre skældte ham ud, da de senere hørte hans overvejelser.

”Det var jeg ligeglad med. Det handlede om min ære som officer. Jeg følte, jeg måtte gøre det,” forklarer han.

I den første tid som krigsfange blev Truong ført rundt blandt fangelejre. Mens han samtidig blev afhørt og tortureret. I efteråret 1975 endte han i en ny fangelejr - og i et hul i jorden.

Hullet var omkring en meter på alle sider og i højden, og det bestod af metalgitter på alle seks sider med huller cirka 15 gange 15 centimeter. I toppen var der en lem, der var forbundet med gulvet i en træhytte på pæle ovenover, der blev benyttet som vagttårn. Der sad altid vagtposter i hytten.

Det meste af metalburet var under jorden. Mens Truong havde omkring 40 cm, hvor han kunne stikke hovedet op og kigge sig omkring.

”Det var frygteligt. Man kan ikke gøre noget.”

Så han forsøgte at gøre sig det behageligt. Det er sådan, man overlever. Han læner sig længere ned i sin kontorstol bag disken i pølsevognen og trækker benene op under sig, så han virkelig ikke fylder meget.

Truong fik mad og vand én gang om dagen. Maden bestod altid af to stykker grøntsager på omkring 8 cm, ofte majs eller kinaradise.

Han fik vand i en enlitersdåse.

”Jeg vidste ikke, om vandet var rent eller beskidt. For jeg kunne ikke se det. Jeg var også ligeglad. Det var vand.”

Han gik på toilettet ved at grave små huller i jorden i gulvet af hullet med sine hænder.

Heldigvis var jorden meget fugtig, så det var nemt.

I hullet mistede han totalt tidsfornemmelsen. Han kunne ikke se himlen; bare se, om det var lyst eller mørkt. Derfor ved han heller ikke, hvor længe han sad sammenkrøbet i sit hul. På grund af vejret gætter han dog på, at han blev sat i hullet i oktober 1975.

Da han endelig kom op og i arbejdslejr, viste kalenderen juli 1977.

I sin tid i hullet fik han noget af tiden til at gå med at synge. Alle de salmer, han lærte som barn, lå han nu og sang. Og bad.

”Midt i Helvedet. Døden. Beder jeg.”

Men han bad ikke om frelse. Eller om at blive reddet. Truong bad om styrke, om mod. Og om at få lov til at se sin familie igen.

”Jeg sidder og takker Ham. Og lovpriser Ham. I stedet for at bebrejde Ham: 'Du har givet mig mulighed for at sidde i harmoni med naturen og de små insekter'. Mens jeg sidder i elendighed, ser jeg Guds skønhed,” fortæller han.

En gang imellem lod hans fangevogtere ham komme fra hullet. Men det var kun for at slå ham. Det lod til at more dem.

”Jeg tror, vagterne kedede sig. Men jeg hadede dem ikke for det. Jeg vidste, at det var regimet, der var ondt. Ikke dem. Det er nok på grund af troen. Når man har støtte fra sin tro, så kan man alt. Det var derfor, jeg overlevede.”

En dag var der to højerestående officerer i vagthytten, da han blev trukket op. Truong fik at vide, at han skulle overflyttes til en arbejdslejr. I arbejdslejren måtte han få besøg af sin kone, Hoa Le, og deres to børn én gang om året. Efter fire år spurgte hun ham, hvorfor han ikke havde prøvet at flygte. Hans svar var, at han skam havde forsøgt seks gange. Men uden held.

”Jeg ville gerne, men jeg kendte ikke området uden for lejren. Så det kunne ikke lade sig gøre.”

Lejren lå midt i junglen med vandløb, vandfald og grønt, masser af grønt rundt om. Der var én vej, der gik parallelt med lejren, som hovedindgangen stødte op til.

I pølsevognen peger Truong ud ad vinduet og ser. En parkeringsplads og en nedlagt trælast med hegn omkring. Men Truong er tilbage i arbejdslejren i Vietnam.

”Jeg havde i lejren accepteret, at min kone ville finde en anden, så hun kunne komme videre med sit liv. I 1982 kommer hun ind i lejren. Hun er så smuk. Hun er alene, hun har ikke børnene med. Hun har taget stram kjole på og sat håret op. Og taget makeup på og masser af smykker. Da jeg så hende sådan der, var jeg sikker på, at nu var det sket. Hun havde fundet en anden.”

De to mødtes adskilt af pigtråd. De rakte deres hænder frem mod hinanden, og da de mødtes, lod Hoa Le et lille stykke papir, der var skjult under en kæmpestor ring, glide over i Truongs hånd.

Det var et sammenfoldet cigaretpapir med et simpelt kort tegnet i hånden.

”Hvem ser på en ring, når den sidder på en smuk kvinde? Så er det kvinden, man ser, ik'?”, smiler Truong.

Med kortets hjælp flygtede han seks måneder senere. Hoa Le havde på det lille kort tegnet en rute med nogle tal. De viste afstande fra nogle punkter, hvor hun havde lagt tøj, mad, medicin og endelig falske papirer og id til sin mand, så han kunne komme ud af landet.

Truong flygtede ud på havet i en lille båd, han havde fundet i et fiskerleje ved kysten. Efter to dage på åbent hav samledes han op af det danske containerskib ”Lexa Maersk”.

Ved skibets hjælp kom Truong til en flygtningelejr i Hongkong, hvor han kontaktede det amerikanske konsulat. Her opdagede han, at han var meldt død, fordi han blev skudt ned. Da hans familie allerede havde fået udbetalt en lille erstatning for hans død, valgte han at forblive ”død”, da de ellers skulle betale pengene tilbage. Den amerikanske konsul opfordrede ham til at tage til Danmark, da skibet, der samlede ham op var dansk. I 1982 ankom Truong så til Danmark. Død i Vietnam, men i høj grad i live i dag.

I sin pølsevogn fortsætter han tankerne fra sin tid i hullet.

”Jeg fortryder utrolig meget,” siger han.

”Hvis jeg var blevet præst, havde jeg gjort bedre mod verden. Jeg har kun ødelagt. Færdigt arbejde. Jeg har ikke gjort noget til gavn for andre. Jeg har slået andre ihjel.”

Han føler, han har oplevet og nået en masse. Og det er han meget taknemmelig for. Men føler også, at han kunne give mere.

Derfor forsøger han at betale tilbage i dag. Kunder i pølsevognen, der lige mangler et par kroner for at betale, får deres hottere med et: ”Du kan bare komme tilbage senere.”

Den tilgang til livet har han også prøvet at give videre til sine børn.

”Du kan leve for at elske andre. Du kan ikke leve, for at andre skal elske dig.”