Det skal være slut med at kalde Folketingets ministre i samråd for ”hvad som helst”, mener formand for Folketingets Præsidium, Mogens Lykketoft (S).
Som beskrevet i Kristeligt Dagblad i går er brugen af samråd steget markant de seneste år, og Mogens Lykketoft opfordrer nu til, at folketingspolitikerne diskuterer, om de mange åbne samråd er ved at blive til for mange. Derfor tager han nu i Folketingets Præsidium initiativ til en drøftelse af spørgsmålet og planlægger i løbet af vinteren at afholde en konference om, hvorvidt reglerne for indkaldelse til samråd bør laves om, eller om man på andre måder skal forsøge at gøre op med indkaldelsesiveren.
”Man bør i Folketinget diskutere, om man bruger sin tid rigtigt ved at have så mange åbne samråd. For forhandlingsmulighederne ligger ofte i det lukkede samråd. Spørgsmålet er, om ikke udvalgene kunne have mere gavn af at behandle lovforslagene grundigere i stedet for at bruge tid på det, der sjældent fører til nogen egentlig dialog, nemlig de åbne samråd, som har fået en karakter af at være en fortsættelse af markeringsdebatterne i folketingssalen,” siger Mogens Lykketoft og foreslår konkret, at reglerne for at indkalde til samråd kunne ændres:
”Spørgsmålet er jo, hvorvidt vi i dag har en for lemfældig omgang med brugen af samråd. Forstået på den måde, at hvis bare et enkelt medlem af et udvalg beder om et samråd, så får man det. Meget ofte har samrådene et beskedent fremmøde fra udvalgsmedlemmerne, når man når til at afholde dem,” siger Mogens Lykketoft.
Venstres Bertel Haarder, der også er medlem af præsidiet, mener derimod ikke, at der er behov for nye regler.
”Hvis Lykketoft gerne vil holde en konference, så skal jeg da gerne dukke op til den. Jeg synes bare ikke, at det er nødvendigt. Samtidigt skal vi ikke svække Folketinget ved at indføre nye regler, og vi skal fra præsidiets side passe på med for mange løftede pegefingre. Der bærer straffen i sig selv, hvis man indkalder til et åbent samråd på et tyndt grundlag, for så bliver man til grin. Det her skal begrænses ved, at politikerne af sig selv opdager, at de ikke vinder noget i længden ved at indkalde til samråd i flæng,” siger han.
Per Clausen, der er folketingsmedlem for Enhedslisten og for nylig blev medlem af Folketingets Præsidium, mener, at det vil være en glidebane at indføre deciderede regler for, hvad der kan kaldes i samråd om:
”Jeg vil nødig gøre mig til dommer over, hvad der er meningsløse spørgsmål til et samråd, og hvad der ikke er. Det bør man også være varsom med, for det er nærmest umuligt, uden at man i kommer til at begrænse muligheden for kontrol med regeringen. Det er da nogle samråd, hvis relevans man kan stille sig lettere undrende overfor. Jeg tror bare ikke, at man kan gøre noget gennem regler,” siger han.
Ifølge Niels Nørgaard Kristensen, der er lektor i politisk kommunikation ved Aalborg Universitet, bliver man nødt til at huske samrådenes principelle rolle i det politiske system, før man begynder at overveje ændringer af dem:
”Idéen med samrådene er, at man her har en mulighed for at sikre, at ministrene forvalter deres ansvar ordentligt. Det er også en mulighed for befolkningen, gennem de spørgsmål, der bliver stillet, for at kigge politikerne og dermed magthaverne lidt over skuldrene,” siger Niels Nørgaard Kristensen og uddyber:
”Hvis man har den tankegang, som man kan kalde en proceduretankegang, om, at samrådene også kan være forsinkende og langsommelige for det politiske arbejde, så vil man synes, at de ofte er irriterende. Rent principielt og for at kunne opretholde demokratiet, som vi har det i Danmark, er det bare afgørende, at der er en bred mulighed for at kunne afholde samrådene.”