Liberal Alliance kritiseres for værdi-fællesskab med omstridt forfatter

Den omstridte forfatter Ayn Rands egoistiske menneskesyn smitter af på Liberal Alliance, mener kritiker. Liberal Alliance, Saxo Bank og Cepos afviser kritikken

Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll på Liberal Alliances landsmøde lørdag d. 20 april 2013 i Tivoli Hotel og Congress Center. (Foto: Claus Bech/Scanpix 2013)
Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll på Liberal Alliances landsmøde lørdag d. 20 april 2013 i Tivoli Hotel og Congress Center. (Foto: Claus Bech/Scanpix 2013). Foto: Scanpix.

Liberalisterne i Liberal Alliance (LA) og tænketanken Cepos fremmer værdier inspireret af den afdøde russisk-amerikanske forfatterfilosof Ayn Rand, der priste en grænseløs egoisme. Det mener debattør og cand.mag. Leander Møller Gøttcke, der med en kronik i Berlingske har antændt en ny debat om de danske liberalisters menneskesyn og moralfilosofi.

Liberalisterne kæmper ”ikke kun for en mere fri økonomi, men også en bestemt livsform, mennesketype og moral” inspireret af Ayn Rands 1957-kultroman ”Atlas Shrugged” (”Og verden skælvede” på dansk), fremfører Leander Møller Gøttcke i kronikken med overskriften ”Den liberalistiske drøm er et mareridt”.

”I Rands ideelle verden behandler alle mennesker hinanden som midler for deres egne mål, og de fleste vil formentlig anse hendes Utopia for i realiteten at være et Dystopia,” skriver han.

Det er bekymrende, tilføjer Gøttcke i kroniken, at LA's ”store mæcen”, Saxo Bank-direktøren Lars Seier Christensen, åbenlyst beundrer og anbefaler en bog ”fyldt med passager, hvor udryddelsen af 'altruister' og 'irrationalister' omtales som ønskværdigt”.

I indlæg på Facebook og i flere dagblade tager liberalistiske meningsdannere til genmæle mod kronikkens kritik af Ayn Rand og af det liberalistiske politiske projekt. Leander Møller Gøttcke læser Ayn Rand, ”som en vis herre læser Bibelen”, skriver Lars Seier Christensen, der i 2003 optrykte og uddelte 10.000 eksemplarer af ”Atlas Shrugged” til danske politikere, virksomhedsledere og meningsdannere.

”Ingen forklarer det moralske fundament for friheden og individet bedre end Ayn Rand,” skriver han i et modsvar i Berlingske.

I et debatindlæg i Morgenavisen Jyllands-Posten konstaterer Cepos-direktør Martin Ågerup, at tænketanken alene underviser i Ayn Rand i kraft af hendes rolle som storsælgende forfatter og filosof, og han betegner det som en ”misforståelse”, at Rand fantaserede om at udrydde samfundets svageste.

”Intet sted i Rands store forfatterskab argumenterer hun for vold endsige udryddelse af anderledes tænkende,” skriver han.

Leander Møller Gøttckes kronik er ”konspiratorisk”, fremfører også gruppeformand og politisk leder i LA, Simon Emil Ammitzbøl og Anders Samuelsen.

”Vi kæmper ikke for en bestemt livsform, men vil tværtimod gerne slippe danskerne fri til at vælge den livsform, der passer dem bedst, og vi kæmper slet ikke for en bestemt mennesketype,” skriver de i Berlingske.

Leander Møller Gøttcke fastholder, at den liberalistiske fascination af Ayn Rand er foruroligende.

”Der er tydeligvis et værdifællesskab mellem Rand og visse dele af den offentlige debats liberalister. Og alene det, at hun omtales som en acceptabel og vigtig filosof, selvom hun taler for et helt igennem grusomt menneskesyn, bør så tvivl om liberalisternes moralske dømmekraft,” siger Leander Møller Gøttcke.