Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Essay

"Vi var ikke onde, men fulde af trang til at nedlægge bytte"

Bækørred medde karakteristiske røde pletter.-

Bækørreden tændte jagtglæden hos en flok drenge på Nordbornholm. Vi var ikke onde, men fulde af trang til at nedlægge bytte. Sådan var dagene i forellernes verden, hvor en længere lystfiskeræra blev indledt, selv om det økonomiske udbytte ved fangsten var meget skuffende

I min barndom og ungdom var de elektroniske medier i de fleste hjem begrænset til en radio, som til gengæld var ren magi, når musik og stemmer strømmede af højtalerne.

Pladespillerens mekanik var til at forstå med vinyl og pickup.

Men radioen. Min tvillingebror Jacob og storesøster Karen mente lige som jeg, at der vel var små mænd og damer inde i kassen. Så Jacob (familiens umætteligt nysgerrige pilfinger) skilte en gammel, stum radio ad for at få syn for sagen. Skuffende. Ingen mænd og damer, men en masse mærkelige dimser og rør. Nå - måske havde de små mennesker bare forladt radioen. Det var vel derfor, den ikke virkede mere.

Dengang som nu berettede de elektroniske medier om virkeligheden, der er derude. Som lille sad jeg (vistnok til mine forældres lettere bekymring) ofte klistret til radioen med åben mund og polypper for at høre vejrmeldinger, farvandsefterretninger eller fiskerinoteringer. Kuling over Doggerbanke, bundgarnspæle, der var observeret drivende, sømærker med koste, der vendte op eller ned. Kulmule, mørk sej, lys sej, havtaske og pighaj. Og i de kolde vintre kom istjenesten med dagens ismeldinger om grødis, tallerkenis, nyis, pakis, svær pakis og om, hvor Danbjørn, Thorbjørn og Isbjørn assisterede skibe i nød i de danske farvande.

Jeg elskede de udsendelser, fordi jeg forestillede mig fiskerbådene på havet, eller hvordan de stærke isbrydere banede sig vej gennem den svære pakis. Radiomeldingerne talte til fantasien og sendte mig på rejse.

Men ellers var naturen den store legeplads. Elektroniske spil var ikke opfundet, og det meste af tiden var vi henvist til at beskæftige os med virkeligheden på Nordbornholm. Og det var ude i den fri natur: på engen, ved åen, i skoven, ved skovbækken, på lyngen, ved søen og ved kysten.

Her boltrede vi os. Nordbornholms natur blev vores jagtmarker, og det var ikke småting, vi bragte hjem til køkkenet.

I det tidlige forår var der ikke meget at hente. Men udrustet med vanter og en skarp saks gik jagten ind på de første små brændenældeskud til suppe. Indsamlingen var en fornøjelse, fordi det dels var en slags hævn over de onde, brændende urter, som paradoksalt nok kunne spises, dels en rigtig forårsgerning. De spæde brændenældeskud vokser frem på solbagte steder først i april, og når man samler skud ind, kan den fineste nældeduft pludselig melde sig med strejf af sommerstemning.

Samtidig med brændenælderne gik jagten på blege mælkebøtteskud ind. Man kunne finde dem under gamle brædder eller selv fremstille dem ved at lægge brædder eller flade sten ud på arealer med mange mælkebøtter. Grønne mælkebøtteblade er bitre, men de små, blege mælkebøtteskud er sprøde og har en fin og kun let bitter smag. Marinerede med syrnet fløde er de en forfriskende forårssalat.

Vores far lærte os tidligt at fiske med line, flåd, krog og orm, og for min tvillingebror Jacob og mig blev det indgangen til en lang og oplevelsesrig lystfi-skeræra. En god kilometer fra vores hjem lå den fine skovsø Hestehaven, hvor det myldrede med fisk, og på et tidspunkt opdagede vi en sø, hvor det vrimlede med krebs. Søens ejer var ikke interesseret i krebs, så vi fik lov til at fange alt, hvad vi kunne.

Vores jævnaldrende ven, Anders, lærte os at fiske gedde og ål og at fange bækørreder med hænderne. Nordbornholm har mange små bække, som strømmer livligt af sted mellem klipper, sten og træer i bunden af de mange små og store sprækkedale. I forårsmåneder kan bækkene svulme op til brusende elve med vandmasser, der tordner mod havet med stor kraft. Men i sommermåneder svinder vandføringen ind til næsten ingenting. I de mest regnfattige somre tørrer selv ret store vandløb ind, så vandet slet ikke strømmer, men blot står tilbage som adskilte bassiner i vandløbenes dybde sving.

Her holder bækørrederne til. I mange år havde vi adgang til at fiske ørreder i Tejn Å, som er en af de større bække på Nordbornholm. Åen strømmer gennem en af de dybe og store sprækkedale, der præger øens landskab. Her slynger den sig smukt mellem masser af sten i alle størrelser. Dalbunden er bred og dækket af frodig og gammel løvskov af avnbøg, løn, elm, ask, el, ær og kirsebær. Og gamle elletræer og asketræer klamrer sig til åens stejle bredder, hvor deres rødder griber fast om brinkerne og sender myriader af armtykke rødder ned i vandet til forankring i den lerede undergrund.

På hede, lyse sommerdage var det som at komme ind i en kølig katedral, når vi tog på tur langs Tejn Å for at fiske. Sollyset spillede gennem træernes kroner, og vandet klukkede og brusede kun ganske svagt i renden mellem åens dybe og rolige bassiner. De fleste somre var vandstanden på de lige strømsteder bare nogle få centimeter, så kun de mindste ørreder kunne svømmer dér uden at skrabe bugen. Og ørredynglen pilede af sted som mørke lyn, når vi viste os og larmede, trampede eller foretog hurtige bevægelser. Men vore opmærksomhed var rettet mod de dybe bassiner med de store sten og gamle træer med greb af rødder i vandet.

Her var de store bækørreder. Det var forellernes verden. Og hvis vi listede og var forsigtige, så vi tit ørrederne stå frit i vandet. Et syn, der tændte jagtglæden og fremkaldte sød musik. ”Die Forelle” var næsten vores. Men der var udfordringer forinden.

Så snart vi nærmede os bassinet eller gik ud i vandet, rykkede forellen væk i en ruf og efterlod blot et kølvand af bølger og en sky af grumset vand, hvor det havde stået, før den gemte sig under en stor sten eller mellem rødder i brinken. Nogle gange mistede vi fisken af syne, men som regel så vi, hvor den smuttede hen. Og så var det bare med at komme i gang. Af med sko, strømper og bukser, af med trøje og ud i vandet. Det var koldt - ofte iskoldt - men udholdeligt, fordi vandet sjældent gik os længere end til midt på lårene.

Så handlede det om at finde ørredens gemmested og håbe på, at det ikke var så dybt inde under en sten eller så langt inde mellem rødderne, at vores bare arme var for korte. Det skete tit. Men lige så ofte gav vores søgen resultat. Ørreden stoler så meget på, at den er i sikkerhed, at den ikke flytter sig for et par forsigtigt famlende hænder. Fornemmelsen af en fin ørred inde i det skjulte er uforglemmelig. Blød som fløjl, nærmest erotisk i sin blide føjelighed, bliver ørreden på sin plads i blind tillid til, at drengehænderne er kærlige og gode. En tillid, som vel kunne gøre et hårdt hjerte blødt, skulle man mene. Men en rask dreng på 14 år drømmer om jagt og sejr og store fisk, og vi havde ingen skrupler. Tanken om at lade fisken være strejfede os ikke et sekund. Det handlede om drab, mad og jagtlykke.

Så ørreden mellem hænderne skulle hales frem fra sit skjul og kastes langt ind på land i håb om, at den ikke smuttede tilbage til friheden i åen. Det hændte undertiden til vores uendelige ærgrelse. Men når fisken lå flot på land i sikker afstand af åen, var vi pavestolte og fulde af beundring over det smukke dyr. Den friskfangede bækørred er iklædt en skinnene dragt af sølv og guld og blodrøde pletter. Vi så, at fisken var en skønhedsåbenbaring af rang, og hvis vi havde været huleboere i meget gamle dage, havde vi sikkert malet fisk på væggene.

Det var et eventyr at fange foreller med hænderne. Lidt senere i livet blev jeg lystfisker med stang og line og blink og fluer, og jeg mødte en inkarneret lystfisker, som jeg fortalte om vores ørredeventyr. Han så anklagende på mig og kaldte os rovfiskere. Det var vi, og vi var stolte af det.

Vi var ikke onde, men fulde af trang til at nedlægge bytte. Det gjaldt også ålene, som vi fristede natten over i åen med regnorme på kroge, der var forbundet til hvide flåd med tre meter næsten usynlig, klar fiskeline. Der var masser af ål dengang, og vi skræmte dem tit frem eller mærkede dem under sten og mellem rødder, når vi jagtede foreller med hænderne. De var bare ikke til at gribe med hænderne, så vi brugte de lumske og feje kroge, som vi satte om aftenen og røgtede tidligt om morgenen. Vi plejede at sætte omkring 20 ålekroge over åstrækningen på omkring halvanden kilometer, og som regel var der gevinst i form af to-tre fede ål næste morgen.

Det var spændende, men svært, at røgte ålekroge. Den stakkels ål slugte ormen med krog og det hele, så krogen satte sig fast i halsen eller i maven mens linen, der var forbundet til det hvide flod, skar i fiskens mundvig. Sådan søgte den uheldige ål tilflugt mellem rødder og sten. Vi fandt ålen ved at følge linen (som tit havde viklet sig håbløst rundt mellem rødder og grene) med hænderne i det kolde vand, indtil vi mærkede ålens snude. Ofte var det nødvendigt at kappe linen, så der kun var en lille stump, som man skulle holde godt fast i, så den sprælske ål ikke smuttede væk. Det hændte desværre en sjælden gang, men ellers var det fornøjeligt af lirke ålene frem fra deres skjulesteder og gøre ende på deres lidelser.

En kold morgen i september var belønningen hele ni flotte ål, som vi stolte bragte hjem til Anders' hjem, hvor vi lagde dem i køkkenvasken, så hans mor, Kis, kunne beundre dem. Vi mente, der var ål for en mindre formue, og regnede med at gøre forretninger og få masser af ros. Da Kis søvndrukken kom ud i køkkenet for at fylde vand i tekedlen, blev hun mødt af en køkkenvask, der lignede en slangegrube. Den forventede lovprisning af vores dåd og anerkendelse af vores nøjagtige udregning af den formue, vi kunne høste ved at sælge halvdelen af de fede ål til den lokale fiskehandel i Allinge, udeblev. Hun konstaterede tørt, af der ikke var flere ål, end vi selv kunne spise, og bad os om at rense dem. Skuffende. Men det endte med, at de fem største ål blev bragt til røgeriet, hvor den flinke røgemester tog sig betalt med én af ålene. Så vi fik fire nyrøgede ål igen, og alle var glade.

Sådan var dagene i forellernes verden med til at befrugte mit liv.