Borgerligheden har bidt sig fast hos unge

Fra venstre mod højre: Jens Husted, næstformand for VU (Venstres Ungdom) - Morten Dahlin, formand for VU ...

Blandt unge, der vælger at melde sig ind i et ungdomsparti, slår den borgerlige tendens igennem. Her ses medlemmer af Venstres Ungdom. Foto: Copyright © 2012 Photographer Rune Johansen / Scanpix Denmark

Blandt de yngste vælgere har de borgerlige partier klart flertal. De unge tiltrækkes af kompromisløsheden og de kontante budskaber, vurderer eksperter

Stadig flere unge vælgere foretrækker de borgerlige og især de liberale partier.

Det viser en opgørelse over vælgernes vandringer siden folketingsvalget i 2011, som professor emeritus ved Institut for Aarhus Universitet, Søren Risbjerg Thomsen, netop har foretaget for det politiske netmedie altinget.dk.

Stod det til vælgere under 25 år, ville Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative tilsammen få lidt over 55 procent af stemmerne. Blandt disse er Venstre er det mest populære parti blandt vælgere i aldersgruppen 18-24 år med 28 procent af stemmerne. Til sammenligning er der kun godt 11 procent i samme aldersgruppe, der vil stemme på Socialdemokraterne.

Allerede i 2012 kunne Søren Risbjerg Thomsen på baggrund af en større undersøgelse af materiale fra Gallup konkludere, at de unge i stigende grad fravalgte de røde partier, som ellers tidligere har været de mest populære hos unge førstegangsvælgere. I undersøgelsen fra 2012 var især Liberal Alliance blevet populære hos de unge, og det er denne tendens, der nu ifølge den nye analyse har bidt sig fast:

”Det er en interessant udvikling. Den stigning i andelen af unge, som bevæger sig over mod de liberale og højreorienterede partier og den stigning i gruppen af unge, som må formodes at gå ind for en meget liberal politik, har vist sig at holde hen over en længere periode. Det er bemærkelsesværdigt, at der i denne ungdomsgeneration er mange, som drages af de liberale partier. Måske er det, fordi Liberal Alliance repræsenterer noget kompromisløst, at de har stærk appel til de yngre vælgergrupper,” siger Søren Risbjerg Thomsen.

Også blandt unge, der vælger at melde sig ind i et ungdomsparti, slår den borgerlige tendens igennem. I 2012 var Danmarks Socialdemokratiske Ungdom landets største ungdomsparti, men i dag er det Venstres Ungdom. Også Liberal Alliances Ungdom, der blev stiftet i 2008, har oplevet en støt stigende tilslutning og har nu 815 medlemmer.

Når både Liberal Alliance og dets ungdomsafdeling vinder opbakning blandt unge, skyldes det blandt andet, at deres udmeldinger er kontante, lyder det fra professor Rune Stubager, som forsker i vælgeradfærd ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

”Generelt er de yngste vælgere mere påvirkelige over for tendenser. Så når der kommer et nyt parti med klare budskaber som Liberal Alliance, der får opmærksomhed i mediebilledet, får de et godt tag i de yngste vælgere. Det interessante ved, at flere unge drages af de borgerlige partier, er, at man fra tidligere forskning ved, at vælgerne i høj grad holder fast ved den fløj, man har placeret sig på som ung. I undersøgelser kan vi se, at de gamle 68'ere fortsat er mere venstreorienterede - omend den helt stærke røde farve falmer lidt med årene. Tiden vil vise, hvordan det kommer til at udspille sig med denne gruppe unge i dag,” siger Rune Stubager.

Han peger dog på, at der alligevel ikke er tale om fuldkommen borgerlig dominans i den yngste vælgergruppe.

”Enhedslisten står også rigtig stærkt blandt de unge. For den yngre gruppe tiltrækkes generelt af yderfløjene med klare budskaber, og deri finder vi også en del af forklaringen på, at Liberal Alliance nu står så stærkt. En del af forklaringen kan også være, at de unge endnu ikke har en så stor berøringsflade med de offentlige institutioner, som de får, når de eksempelvis når til at stifte familie. De er endnu ikke praktisk udfordrede af virkeligheden og derfor mindre midtsøgende, end de måske bliver senere hen,” siger han.