Inden for arkæologi findes der en særlig liberal dansk model, som fungerer enestående godt. Hvor det i andre lande har givet problemer at slippe amatører løs med metaldetektorer, er de danske amatørarkæologer komptetente og optændte af lysten til at bidrage til vor fælles kulturarv.
Gennem 30 år har de derfor bidraget væsentligt til vor viden om jernalder og vikingetid.
Men desværre mangler der en database, som gør, at det bliver muligt at danne sig et overblik over de mange fund.
Sådan lyder konklusionen i en artikel, som Andres Dobat, lektor i forhistorisk arkæologi ved Aarhus Universitet, har fået publiceret i det internationale videnskabelige tidsskrift European Journal of Archaeology.
”Indførelsen af metaldetektoren er den største revolution i arkæologien, siden skovlen blev opfundet. Og i Danmark er der en særlig samfundsmodel, som gør, at den frivillige indsats og samarbejdet med offentlige institutioner og museer fungerer rigtig godt. Men desværre er det kun et fåtal af de mange fund, som bliver ordentligt registreret, og risikoen er, at alle de øvrige fund ender som døde data, ingen bruger til noget,” siger Andres Dobat.
Som omtalt i Kristeligt Dagblad i mandags er antallet af danefæfund steget fra 2911 fund i 2010 til 4290 i 2013. De mange fund og danskernes store loyalitet over for at give dem videre til museerne hænger dels sammen med, at der er en dusør, som ikke er prangende, men omtrent svarer til, hvad skattene ville kunne indbringe på det sorte marked. Dels er det relativt let for amatører at få adgang til at lede på marker - i modsætning til lande som Tyskland, Frankrig og Polen, hvor man er tilbøjelig til at kriminalisere metaldetektor-skattejægere.
Ifølge Andres Dobat kan mange lande lære af den danske model. Til gengæld kan vi danskere lære af Storbritannien med hensyn til registrering af fund. Han henviser til projektet ”Portable Antiquities Scheme”, som via hjemmesiden finds.org.uk/database registrerer og formidler alle amatørfund ud fra geografi og fundets art.
”I Danmark er der måske kun to-tre ud af de flere tusind årlige fund, som omtales i en artikel i tidsskriftet 'Skalk'. Resten af fundene sker der ikke noget med, og det er ærgerligt, for selvom de måske ikke er lige spektakulære, kan de alle bidrage til vores viden,” siger han.
Til dette siger Peter Vang Petersen, museumsinspektør ved Nationalmuseet, at Kulturstyrelsen er i færd med at indarbejde et registrerings-computersystem ved navn Sara, som i forvejen bruges af 1600 museer verden over. Systemet vil føre til, at man bedre kan danne sig et overblik over alle gjorte fund via internettet. Peter Vang Petersen håber, at systemet kan tages i brug til næste år:
”Borgerne vil ikke selv kunne skrive deres fund ind i databasen, men det skal ske ved registreringen på et lokalt museum. Målet er, at vi kan bygge videre på den velfungerende treklang, vi har inden for arkæologien mellem finderen, det lokale museum og Nationalmuseet.”