De lærde strides stadig om 1864

Men historikerne er dog enige om én ting: Instruktør Ole Bornedal har misforstået det meste

Den svenske kong Karl XV var stærkt optaget af skandinavisk samhørighed og ville gerne hjælpe Danmark i tiden op til 1864, men fik ikke sin regerings opbakning hertil. Rasmus Glenthøj peger på, at stærke kræfter i den danske regering forsøgte at få Danmark, Norge og Sverige forenet i en union med Karl XV som fælles konge i stedet for Christian IX, fordi dette måske kunne have forhindet krig. -
Den svenske kong Karl XV var stærkt optaget af skandinavisk samhørighed og ville gerne hjælpe Danmark i tiden op til 1864, men fik ikke sin regerings opbakning hertil. Rasmus Glenthøj peger på, at stærke kræfter i den danske regering forsøgte at få Danmark, Norge og Sverige forenet i en union med Karl XV som fælles konge i stedet for Christian IX, fordi dette måske kunne have forhindet krig. - . Foto: Mathias Hansen/"Kunglig bildskatt", Bra Böcker 1991.

Kunne man forestille sig en tv-serie på otte afsnit i den bedste sendetid søndag aften, som handlede om et lille land, som igennem 16 år reelt ikke bliver regeret, fordi fem forskellige magtgrupperinger holder hinanden indbyrdes i skak - og alle søger at undgå at påtage sig ansvar? Serien skulle udstille, hvor fatalt det er for et land, når ingen tager styringen.

Eller kunne man få tv-drama ud af historien om et land, der gennem århundreder har været et imperium med en broget sammensat norsk-, tysk- og dansktalende befolkning, holdt sammen af en fælles, enevældig konge og ikke ret meget andet. Men nu har den dansktalende del af riget fået folkestyre og søger mere samhørighed. Men for at opretholde folkestyret er man nødt til at betale en høj pris i form af en militært håbløs krig mod det mægtige naboland, som er ved at opstå mod syd, og som ønsker krig. Hvad er mest dyrebart: Fred eller frihed?

Eller hvad med en tv-serie, hvis fokus er en hel verdensdel, der har været splittet op i et broget kludetæppe af monarkier og hertugdømmer, men nu samler sig i større stater, hvor de store opsluger de små? Og hvor centrale politikere i et mindre land, Danmark, er så desperate ved udsigten til den så godt som uundgåelige krig mod ét naboland, Tyskland, at de forsøger at gå bag deres egen konges ryg og lade deres land indgå i en union med et andet naboland, unionen Sverige-Norge, med den svenske konge som fælles regent. Hvem skylder man mest loyalitet: Folket eller kongen?

Tirsdag aften udkæmpede tre af Danmarks førende eksperter i den anden slesvigske krig, historikerne Rasmus Glenthøj, Johan Peter Noack og Hans Vammen, en meget ublodig og civiliseret batalje i Dronningesalen i Det Kongelige Bibliotek i København. En batalje, der udgjorde det fjerde og sidste afsnit i en foredragsrække på fire aftener om 1864, som bibliotekets direktør, Erland Kolding Nielsen, har taget initiativ til.

I de første tre foredrag præsenterede de tre forskere hver for sig hovedpointerne i de bøger, de hver har skrevet om 1864. Glenthøjs ”1864 - sønner af de slagne” og Noacks ”Da Danmark blev Danmark - fortællinger af forhistorien til 1864” udkom tidligere i år, mens Vammens ”Den tomme stat - angst og ansvar i dansk politik 1848-1864” udkom i 2011. Nu samlede direktøren de tre forskere på scenen for at undersøge, om det var muligt at nå til nogenlunde enighed om, hvorfor der blev krig i 1864.

Det var det ikke. De lærde strides stadig.

Til gengæld er de enige om, at årsagsforklaringen ikke skal søges i Ole Bornedals - med Kolding Nielsens ord - ”revisionistiske, forenklende og historieforvridende tolkning”.

Kolding Nielsen ville så gerne vide, om tv-serien kunne have givet et mere retvisende billede af optakten til 1864, hvis den havde hvilet mere på kildematerialet. De tre plot i indledningen er denne skribents bud på, hvordan henholdsvis Vammens, Noacks og Glenthøjs bøger kunne dramatiseres til tv.

Johan Peter Noack, tidligere rigsarkivar, er især optaget af at gøre op med de historikere, som forklarer 1864-krigen med, at de ledende danske beslutningstagere var overbevist om Danmarks uovervindelighed. Han peger på, at det nok tirrede tyskerne, at Danmark i november 1863 vedtog en forfatning, som indlemmede Slesvig i Danmark. Men var det ikke sket, havde Bismarck fundet et andet påskud for krig.

”Man kan godt tilskrive krigsudbruddet nationalisme, men det er i givet fald en nationalisme, som ikke handler om nogle kvadrat-kilometer territorium, men at Danmark kunne bevare sin uafhængighed og styreform,” mener Noack, men Vammen er uenig.

”Du underdriver det ekstreme nationale hysteri, der var dengang. På det punkt er Bornedals fremstilling rigtig - ellers ikke,” sagde den tidligere historielektor ved Københavns Universitet, som betegnede Noack som en nationallogiker.

Med en parallel til sin ungdoms marxistiske kapital-logikere udlægger han Noacks vurdering som udtryk for, at den voksende nationalisme i både Danmark og Tyskland var en uafvendelig proces.

Selvom alle tre historikere er enige om, at man ikke skal dømme fortidens personer, kun forstå deres motiver, må de erkende, at de hver især har helte og skurke. For eksempel holder Noack med danskheds-forkæmperen Orla Lehmann, mens Vammen afskyr ham. Og i forbindelse med den fatale London-konference i sommeren 1864 - mellem de to militære nederlag ved Dybbøl og på Als - er der uenighed om, hvis skyld det var, at Danmark ikke lod Slesvig dele, men lod krigen fortsætte og efter et nyt nederlag mistede hele Slesvig.

Vammens ”helt” er kong Christian IX, Noacks er konseilspræsident Monrad.

Et andet uenighedspunkt er, hvorvidt det var udelukket, at Danmark i efteråret 1863 kunne have undgået krigen ved at gå i union med Sverige. Adjunkt ved Syddansk Universitet Rasmus Glenthøj mener - i modsætning til de to andre - at en union med Sverige var tæt på at blive gennemført. Han baserer dette på politikeres dagbogsnotater og er på vej med en bog om emnet skandinavismen i 1800-tallets Danmark.

Mens Ole Bornedals tv-serie tydeligvis bygger op til slaget ved Dybbøl som den store tragedie, ser historikerne en smule anderledes på sagen. Ifølge Rasmus Glenthøj var krigen selvfølgelig tragisk, men det er højst tvivlsomt, at de danske beslutningstagere kunne have forhindret den. Den store tragedie fandt sted på London-konferencen, hvor Danmark fik tilbudt omtrent den grænse, som har været virkelighed siden 1920, men afslog. Og mens de to andre vælger side, skyder Glenthøj til alle sider af danske beslutningstagere:

”Når de svigtede dengang, hænger det sammen med, at vi havde en splittet regering, som ikke kun bestod af nationalliberale, men også konservative og bondevenner. Vi havde en konseilspræsident, som i sig selv havde flere holdninger, og en konge, som mente det stik modsatte af sin regering.”

Ifølge Rasmus Glenthøj bliver vi ikke klogere, men dummere på 1864 af at se Ole Bornedals tv-serie. Noack konstaterer diplomatisk, at han ser serien, men vil overlade det til anmeldere at vurdere den - som fiktionsværk.

Hans Vammen medvirker i en ultrakort scene i ”1864” men betegner tv-serien som en ”banal ugebladshistorie”. Han synes, det giver lige så lidt mening at spørge, om den er dækkende for de historiske kendsgerninger, som hvis man stillede samme spørgsmål til ”Gøngehøvdingen” eller ”De tre musketerer”:

”Sådan er det med fiktion med historisk stof. Hvis serien skulle være dækkende, ville seerne for alvor falde i søvn.”

Foto: Bridgeman Art Library
Foto: Wikipedia.org