Ny forskning: Danske stendysser var meget mere end gravsteder

Ny forskning viser, at stendysser var rituelle steder for oldtidens danskere i flere hundrede år, før de blev til gravsteder. Vi skal gentænke vores syn på bondestenaldermennesket, mener museumsfolk

Gunderslevholmdyssen i Gunderslev Skov på Sydsjælland, som den ser ud i dag. - Foto: Palle Eriksen

Det siges om N.F.S. Grundtvig, at han i 1808 havde et religiøst udfald ved en stendysse i Gunderslev Skov.

I hvert fald har litteratur-historikeren Christian Molbech berettet om, hvordan han og vennen Grundtvig en sommerdag tog på ”jagt” efter en dysse i den sydsjællandske skov. Da de to havde vandret lidt, kom en række tonstunge, mosbegroede kampesten til syne. Grundtvig blev så bevæget, at han kastede sig ned på alle fire og tilbad de førkristne guder til hvis ære, dyssen måtte være rejst. Senere fortrød teologen efter sigende, men udødeliggjorde alligevel sine oplevelser i digtet ”Gunderslev Skov”:

”O, er det ej Altrets mossede Stene/ som egnens Grene/ saa tætte omhvælver?/ Det er! O, jeg skælver/ jeg dirrer af Lyst/ og hellige Andagt/ opfylder mit Bryst;/ jeg iler, jeg iler med vingede Fjed/ for Asernes Alter at kaste mig ned/ og prise de hensovne Guder,” lyder én af de højstemte strofer.

I dag ser arkæologer og danmarkshistorikere tilbage på 1800-tallets tolkning af stendyssen som nationalromantik for fuld udblæsning. De guddommelige egenskaber, man dengang tillagde Danmarks tusindvis af stendysser, blev siden lagt i skuffen og erstattet af en mere naturvidenskabeligt funderet opfattelse af stendyssen som gravsted for stammens fineste, høvdingen.

Men måske var nationalromantikerne ikke helt på afveje. I en ny bog gør to af Danmarks førende museumsforskere i bondestenalderen i hvert fald op med den i dag accepterede opfattelse af de mere end 5000 år gamle stendysser som rene gravpladser.

”Af én eller anden grund, har vi i 150 år troet, at stendysserne blev bygget til begravelse af landsbyens høvding. Vi har tænkt dyssen som et engangsmonument, hvor man gik hen og lagde høvdingen, når han var død, punktum. Men vi har bare aldrig fundet den høvding,” siger Niels H. Andersen, dr. phil. og adjungeret professor ved Moesgaard Museum, der er medforfatter til bogen ”Stendysser - arkitektur og funktion”, der netop er udkommet på Jysk Arkæologisk Selskabs forlag.

Sammen med Palle Eriksen, museumsinspektør ved Ringkøbing-Skjern Museum, har han analyseret egne og kollegers udgravninger af stendysser.

I bogen argumenterer de to museumsfolk for, at dysserne sandsynligvis ikke blev brugt til almindelige begravelser, som man hidtil har troet. Nye kulstof 14-analyser har vist, at de knogler, man har fundet i dysserne, i flere tilfælde var flere hundrede år gamle, da de blev lagt der. Og gengangere af knogler i forskellig størrelse viser, at knoglerne kommer fra vidt forskellige mennesker, heriblandt kvinder og børn, og ikke én høvding.

Det kan tale for, at dysserne i første omgang er blevet bygget som et rituelt sted, og at senere generationer har lagt knogler af forfædrene til for at fastslå et historisk tilhørsforhold, mener Niels H. Andersen.

”Vi mener, vi skal til at se på monumenterne på en helt ny måde, som steder, der først og fremmest er rituelle,” siger han.

”Menneskeknogler har en magisk betydning, på den måde, at forfædrene er med i det, man gør. Det flytter stendyssen fra at være et simpelt begravelsessted til et rituelt sted og samlende punkt for datidens landsby, lidt på linje med en kirke eller et forsamlingshus,” siger han.

De fleste af Danmarks stendysser er bygget i skiftet mellem jægerstenalder og bondestenalder (omkring 4000 år f.Kr.), og det har krævet mellem tyve og halvtreds mand at løfte de tonstunge sten på plads i cirkel- eller cylinderform med en slags stol i midten. Det vidner om, at dyssen i sig selv har haft en vigtig funktion, mener Niels H. Andersen.

”I bondestenalderen skal mennesket til at tænke livet som en cyklisk bevægelse, der gentages. Jægeren er bare gået ud i skoven og har skudt et dyr. Som bonde har du et korn, du lægger i jorden, som spirer. Det må for mig at se være en stor opdagelse at se, at noget dødt kommer til live på den måde og op af jorden. Man er helt anderledes afhængig af vejret, for at det kan lykkes, og der tror jeg, at himmellegemerne begynder at få en større betydning for det enkelte menneske,” siger han.

Pia Bennike, biologisk antropolog og lektor ved Københavns Universitet, mener, at teorien virker meget sandsynlig.

”Der sker en hel masse i overgangen fra jægerstenalder til bondestenalder. Vi ved ikke helt, hvad overgangen skyldes, og arkæologien har længe diskuteret, om det er indvandrere udefra, der har skabt kulturændringen, eller om det er vores egne stammer, der af en eller anden grund holder op med at jage og fiske og dyrker jorden i stedet for. Men det er sikkert, at i den periode begynder de første storstensgrave at dukke op,” siger hun.

Det skaber sandsynlighed for, at en ny tro eller religion begynder at spille en rolle, mener hun.

Som biologisk antropolog har Pia Bennike specialiseret sig i naturvidenskabelige analyser af knogler fra Danmarks stenalder.

Når det kommer til teorier om religion og ritualer, har hun stor respekt for forskere, der tør byde på, hvad oldtidsmennesket gjorde ud over at spise og sove.

”I Sverige har forskningen fokuseret meget på de rituelle handlinger, mens vi har gjort det i mindre grad herhjemme. Men jeg synes, det er rart, at man igen begynder at foreslå noget. Forskning i det rituelle er den mere humanistiske del af arkæologien, hvor man ikke altid kan bekræfte det, man tror, men får nogle idéer og forfølger dem. Men nogle skal jo komme med teorierne, for at vi kan komme videre,” siger hun.