Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Tv-serie

Ole Bornedals ”1864” druknede i symboler og morale

3 stjerner
Skuespilpræstationerne har været af høj standard, men det har manuskriptet ikke, skriver anmelderen. - Foto: Per Arnesen/Miso Film. Kilde: DR

”1864” har skabt værdifuld samtale, men som tv-serie kom den aldrig til at fungere gennem de otte afsnit. Et mangelfuldt manuskript og et klaustrofobisk moralsk symbolsprog stod i vejen for den store oplevelse, skriver sognepræst og debattør Sørine Gotfredsen i sin anmeldelse af den omdiskuterede tv-serie

Vi er nu nået til vejs ende af Ole Bornedals tv-serie ”1864”. I aftes blev nederlaget til preusserne til fulde erkendt, og de endnu levende soldater kunne vende hjem til en sønderskudt dansk virkelighed. Således blev skæbnerne også fulgt til dørs for Peter, Inge, Sofia og Didrich - og naturligvis Monrad, hvis ydmygelse blev fuldbragt gennem kongens iskolde bemærkning om, at han vist bar på mere sindssyge, end godt var. Og efter at Peter og Sofia fik hinanden, mens Didrich løb af med den ulykkelige Inge, og den gamle Severin udåndede i samme nu, de sidste nedfældede ord var blevet læst højt, er det blevet tid at vurdere, hvad DR med ”1864” har givet os. Udover en dyrebar lejlighed til at forholde os til et vigtigt punkt i damarkshistorien.

Som udgangspunkt må man sige, at Bornedal på det billedmæssige plan kan noget særligt. Kornmarker, vasketøj og ikke mindst krigsscener er blevet fremvist med stor æstetisk indføling, og Bornedal er gået til projektet med en kunstnerisk alvor og ambition, der fortjener respekt. I visse sekvenser har man siddet med følelsen af faktisk bedre end før at forstå, hvor grusom en krig er, og Bornedals hang til det demonstrative har generelt virket bedst i beskrivelsen af krigens rædsler. Ikke mindst, naturligvis, i afsnit syv, hvor den lange beskrivelse af nedslagtningen ved Dybbøl foldes ud.

Men tilbage står nogle store problemer. Grundlæggende kom ”1864” aldrig for alvor til at fungere som tv-serie, men fremstod snarere som en lang spillefilm klippet op i otte bidder. Afsnittene savnede selvstændigt liv, hvilket blandt andet betød, at personerne forblev underligt skabelonagtige.

Skuespilpræstationerne har været af høj standard, men det har manuskriptet ikke, og Bornedal burde på dette punkt have haft bistand. Det har haltet gevaldigt både med dramatisk fremdrift og replikkernes kvalitet og ikke mindst Inges fortællestemme har undertiden formuleret det direkte tå-krummende klichéfyldte. Bornedal kan meget med billeder, men han kan ikke tilstrækkeligt meget med ord, og serien har svinget så meget fra det visuelt smukke til det sprogligt hjælpeløse, at man faktisk ikke helt forstår, at DR Drama har ladet passere. Det andet store problem udgøres af fortællingens morale, der i mine øjne har ligget som en tung og klistrende dyne hen over hele serien. Dette er selvsagt et punkt for uenighed, men set herfra har en stor del af hensigten med ”1864” været at fremstille begreberne nationalfølelse og danskhed som noget farligt og ynkværdigt.

Den karikerede fremstilling af Monrads nationalistiske og kristne fanatisme er blevet nuanceret af historisk kyndige, men Bornedals forkyndelse rækker længere end til Monrads figur. Og lad os holde fast i det sidste afsnit, hvor sløjferne bindes, og pointerne gentages i bornedal'sk beton. For eksempel i scenen, hvor Didrich trods en kujonagtig krigsindsats af sine berusede venner hyldes som idealet for Danmarks fremtid, der altså her karakteriseres som værende i høj grad baseret på et fortsat oppustet selvbedrag. Den danske tilstand udstilles også, da Monrads kone opfordrer ægtemanden til at rejse til New Zealand for at ”omvende de vilde”, som hun siger. Hvorpå teologen kaster sig ud i en ukontrolleret krigsdans, der ikke lader nogen i tvivl om, hvem der er den egentligt uciviliserede. Og skulle man alligevel være gået glip af Bornedals syn på dansk degenerering, får vi slutteligt serveret en skålfuld trist brun institutionssovs, da Severin gør sig klar til at forlade denne verden. Hele serien har været præget af et symbolsprog på kanten til det klaustrofobiske og til tider vulgære, og jeg mener, at man aner et kraftigt strejf af underliggende nedgørelse af dansk identitet. En mistanke, der i øvrigt kun bekræftes gennem den sigøjnerfamilie, der hele vejen igennem forbliver ren af hjertet.

Som afslutning udformes Bornedals meddelelse til os gennem den tale, som Peter holder for familien, mens lærken kvidrer. Den prøvede soldat understreger, at vi mennesker skal bekæmpe det onde i os selv, hvilket som udgangspunkt er en klog betragtning. Men derudover meddeler talen blot det helt banale, at vi skal nyde livet og finde glæde i hinanden.

Vi bemærker her, at Peter udelukkende forholder sig til det luftigt humane, og som han står der i sit lykkelige etnisk blandede ægteskab har vi Bornedals morale serveret på et fad. Det nationale er tilbagelagt, og mens folkets indadvendte selvforherligelse i en grad lever videre - klart formuleret af Lundbye, da han trøstende siger til Monrad, at danskerne nu må forlige sig med lidenheden og ”tænke indad” - har den enkelte mulighed for at hæve sig op over de givne rammer og bygge en fremtid gennem dyrkelsen af det gode i mennesket selv. Peters tale synes dybt inficeret af de seneste årtiers værdikamp med konflikten mellem det nationalt grundede og det globale, og påfaldende er det, at Bornedal ikke lader Peter bekende sin kærlighed til det fædreland, der nu skal genopbygges. I stedet vælger han udelukkende at lade ham hylde menneskets eget følelsesliv, og en del af budskabet synes så klart at være, at både nationalfølelsen og folkets selvbevidsthed, ja, måske også kristendommen, reelt spillede fallit sammen med de fejlslagne politikere. Og tilbage i ”1864” står det velkendte, men også naive billede af et menneske, der gennem sin gode vilje kan skabe en ny virkelighed.

Vi takker DR og Ole Bornedal for en tv-serie, der har skabt en stor og værdifuld samtale om historien og dansk identitet. Men vi ærgrer os over, at den hundedyre tv-serie ”1864” kom til verden med så mange mangler og med en så ensidig moralsk forkyndelse.

kultur@k.dk