Fra mit hjørne her på Strøget i København oplever jeg både håb og ondskab. Jeg står her for at sælge hjemløseavisen Hus Forbi og ser på alle dem, der går forbi. Især børn, der går forbi, er virkelig kære. De kan være rigtig søde og faktisk behandle hinanden godt. Det så jeg for eksempel for et par dage siden, hvor fire drenge på 8-9 år havde lagt penge sammen i en pulje, så de kunne købe en avis af mig.
I går oplevede jeg virkelig julehåb. Nu har jeg glemt hvad hun hed, men hun kom gående dér hen ad gaden med sin grønne frakke på. Hun så så sød ud. Hun var lige blevet smidt ud af konservatoriet, og nu ville hun bruge tiden på at gå rundt og hjælpe hjemløse. Hun stillede sig hen ved siden af mig - og så begyndte hun at synge.
Jeg kunne godt høre, at hun var uddannet musiker, for hun sang virkelig godt. Jeg er ikke bleg for at sige, at jeg er sådan én, der godt kan få en lille tåre i øjenkrogen, og mens hun stod der og sang syv-otte julesalmer for mig, blev jeg da ret rørt. Jeg glemte at give hende en Hus Forbi-kalender inden hun gik, det ville jeg gerne have gjort.
Blandt de hjemløse oplever jeg også, at vi er gode ved hinanden. Jeg kom herover til København helt på røven for en måned siden. Men så fik en kammerat mig i gang med at sælge Hus Forbi.
For nogle dage siden sad jeg sammen med tre andre hjemløse på Østerport Station. Pludselig kom der en otte år gammel dreng hen til os for at give os et julekort. Han hed Joshua. Han skulle skrive en stor opgave i skolen, og tænk, han havde valgt at skrive om hjemløse! Han stillede os en masse spørgsmål om at være hjemløs.
At han kom med et julekort til os var i sig selv en fantastisk ting. Men at han så yderligere havde valgt at skrive sin opgave om et så stort emne, det var vildt. Tænk at have så meget overskud som otte-årig.
Jeg er hjemløs, fordi jeg kom ud for en ulykke, så jeg ikke mere kan arbejde. Oprindeligt er jeg uddannet erhvervsfisker fra Thyborøn. Jeg har sejlet mange steder på kloden, lige fra Skagen til Canada, Grønland og Island. Et år holdt jeg jul ombord på skibet uden for Grønlands kyst. Mændene fik to timer fri fra arbejdet for at spise julemiddag, og rederiet og Sømændenes Hjem i Sisimiut gav os julepakker. Vi fik hver en hue og varme sokker.
Men for omkring tre år siden var jeg ude for en ulykke. Jeg blev ramt af en bil, og min nakke og ryg blev beskadiget. Min højre hånd blev flænset op, og nu har jeg ingen følelse i den. Jeg var sygemeldt i et par år, og efterfølgende blev det bare en lang, sej kamp gennem systemet. Det var som at løbe panden mod en mur. På et tidspunkt meldte jeg mig helt ud, og selvom jeg senere har forsøgt at komme til et par møder, så gjorde det mig bare deprimeret. Det er jeg ikke nu.
Da jeg var ude og sejle, kunne jeg sidde i timevis og læse om gamle dage. Jeg kan godt lide at være isoleret, langt væk. Jeg gider ikke rigtig være en del af det samfund, vi har skabt os i dag.
Det er også derfor, jeg går til alle de demonstrationer, der er. Jeg demonstrerer mod det hele. Det er mit julehåb, at folk fremover vil stå ved de forventninger, de har til de politikere, de stemmer på.
Det er blandt andet sådan noget, der kan få mit julehåb til at svigte. Når politikerne for eksempel kan drage vores land i krig, uden at det har konsekvenser for dem.
Jeg er også ked af, at julen er blevet så materialistisk. Selv har jeg alt, hvad jeg skal bruge, i min lille vogn: Tæpper, liggeunderlag, trangia, mad, gaffa-tape, en kløpind og en masse Faxe Kondi. Mere behøver man ikke. Jeg sover i Købmagergade i København og har sparet sammen til en ordentlig sovepose. Hver aften laver jeg rigtig mad på mit trangia for at demonstrere, at mere behøver man ikke. Jeg vil gerne vise, hvor materialistiske folk er blevet.
Fra min plads på gaden har jeg også oplevet dårlige sider af mennesker. Den anden nat lå jeg og sov i Købmagergade, mens en gruppe unge drenge gik forbi. Så sagde den ene ”Se, dér er en hjemløs, der har en bedre sovepose end min!” Jeg forstår ikke, hvordan man kan have ondt over dét. Jeg har jo sparet op til den.