Min ledestjerne er den burmesiske politiker og Nobels fredspristager Aung San Suu Kyi, som jeg mødte på en rejse med Folketingets Præsidium til Burma (Myanmar, red.) sidste år. Det var en stor oplevelse, for hun er et af de få mennesker, der ikke fylder meget fysisk, men som alligevel drager opmærksomhed til sig, når hun træder ind i et lokale, fordi hun har været så meget igennem.
Hun er meget bedårende at se på, men hun har også en stor personlighed, der fylder meget. Den måde, hun optræder på, viser en på sin vis meget ydmyg person, men man er samtidig ikke i tvivl om, at hun sætter sig igennem, når det gælder.
Jeg havde glædet mig utroligt meget til at få lov at møde hende, og det blev virkelig også en stor oplevelse. Vi kunne gå og sludre fra det ene til det andet lokale, det var uhyre interessant, og hun levede helt op til de forventninger, jeg havde.
Jeg fortalte Aung San Suu Kyi, at jeg i sin tid havde stiftet et nyt parti. På det her tidspunkt overvejede hun, om hun skulle stille op som præsident ved valget i 2015, hvilket hun senere besluttede sig for at gøre. Hun funderede over, hvordan hun skulle håndtere militærlederne i hendes parti, som var nogle af dem, der havde været med til at gøre det af med hendes far. Men hun er jo et gennemført ikke-voldeligt menneske, så hun var ikke spor hævngerrig.
Hun minder mig lidt om en kvindelig udgave af Dalai Lama, som jeg også har mødt, der er lidt det samme over dem, måske bare tilsat lidt mere power i hendes tilfælde. De er jo begge gennemførte demokrater, der vil indføre alt via dialog og ofte også er lykkedes med det.
Hendes politiske kamp har haft enorme konsekvenser for hende. Hun har siddet i husarrest i 15 år, hendes mand døde i England, mens hun ikke kunne rejse fra Burma. Det har haft store personlige omkostninger. Og det er inspirerende på den måde, at når hun kan klare det, så må vi i Danmark også kunne holde ud at blive ved med at kæmpe vores politiske kampe lidt endnu.