Prøv avisen
Året der gik

Terror, hestetelepati og MeToo: 2017 genfortalt af 12 hovedpersoner

Åbningen af kulturåret var en helt særlig oplevelse for Birthe Schmidt. Selv gik hun med i optoget ved vikingeskibet med nordiske dyr. –

Hestetelepati, maskeringsforbud, terror og kvindefodbold var nogle af temaerne i 2017. En række personer fortæller her om årets største begivenheder fra ind- og udland set med deres øjne

Grønt lys for belgisk lov satte debatten i gang om et hjemligt maskeringsforbud

Et forbud mod burka og niqab splittede Venstre og Folketinget, men Belgien viste vej til et brugbart kompromis, fortæller Venstres integrations- og udlændingeordfører Marcus Knuth, der er personligt engageret i emnet på baggrund af sine erfaringer fra Afghanistan.

Den 11. juli blåstemplede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, endda ret kraftigt, at det ikke var i strid med menneskeretten, at Belgien havde forbudt kvinder at gå i tøj, der helt eller delvist dækker ansigtet, det vil sige blandt andet niqab og burka, i det offentlige rum.

Det var relevant for os og satte gang i debatten om, hvorvidt vi skulle have et lignende forbud herhjemme.

Der havde været en tilsvarende debat i 2009, hvor Dansk Folkeparti også foreslog et forbud mod burka og niqab. Det kunne man ikke, for det var grundlovsstridigt, men man kunne godt lave et maskeringsforbud.

Det var midt i sommerperioden, så jeg kunne ikke lige spørge min gruppe, hvad Venstre skulle mene om det, men jeg fortalte, hvad jeg mente personligt, og i det hele taget er det en meget personlig sag for mig, fordi jeg har arbejdet i Afghanistan i tre år og med den danske indsats i Syrien.

Jeg ser burka og niqab som indbegrebet af islamismens kvindeundertrykkelse og noget, som vi bestemt ikke ønsker os i Danmark.

Derfor sagde jeg til medierne, at jeg ville foreslå, at vi ved Venstres sommergruppemøde skulle gå ind for at indføre et lignende forbud i Danmark, nu da det var blevet blåstemplet i Belgien.

Det førte til en meget, meget stor debat, både internt i min gruppe og i andre partier. På den ene side blev jeg mødt med meget stor forståelse fra mange partimedlemmer, men selvfølgelig var der også andre, som var meget imod det. Heldigvis var vi allesammen i folketingsgruppen enige om, at vi var imod brugen af burka og niqab, fordi det er kvindeundertrykkende, fordi kvinden de facto er placeret i et socialt fængsel, hvor hun ikke har kontakt til andre end dem i sit nærmeste miljø.

Derudover er hele vores flygtningepolitik lagt til rette efter, at du skal ud på arbejdsmarkedet i den periode, du er i Danmark, inden du skal hjem igen, men det kan du ikke komme, hvis du bærer burka eller niqab.

Men folk var meget uenige om, hvordan vi skulle modgå det. Om det skulle være ved et forbud eller ved at fjerne sociale ydelser, eller hvad det skulle være. Det var noget, som folk tog meget personligt, og der blev markeret nogle fløje, både i Folketinget og i min egen gruppe.

Normalt tager vi vores debatter internt, men her fik vi lov til at sige, hvad vi hver især mente. Heldigvis nåede vi frem til, hvad gruppen kunne være enig om.

Det var et maskeringsforbud, hvor vi ikke bare kiggede på burka og niqab, men også på andre former for maskering. Vi har for eksempel en verserende bandekonflikt, hvor mange går med masker, og vi har maskerede hashhandlere på Christiana. Så vi blev enige om, at et maskeringsforbud giver mening.

Jeg lærte meget om forhandling med dem, som ikke nødvendigvis er enige med en, og om, hvordan man bedst muligt fremsætter sine argumenter, så andre forstår det.

Jeg kan jo godt se, at det er dybt uliberalt at lovgive om for eksempel hovedbeklædning, og jeg ville ønske, at forbuddet ikke var nødvendigt. Jeg ville ønske, at der ikke var kvinder i Danmark, der blev tvunget til at gå med niqab eller burka, eller maskerede bandemedlemmer, men de er her nu engang. Det var de ikke for 15 år siden, og man er nødt til at forholde sig til den tid, man lever i.

Det vækker postyr, når vi inviterer den ­alternative verden ind i kirken

Det vakte stor debat, da sognekirken i Gislinge i juni holdt foredrag om dyreclairvoyance, hvor der blev afprøvet telepati med afdøde dyr. Sognepræsten Dorthe Thaulov røg efterfølgende ud i et mediestormvejr, blev kortvarigt fritstillet og er i dag under opsyn.

Min datter er bidt af en gal hest. Hun har haft en top-pony og ­redet mange landsstævner, og efterhånden er min interesse for ridning også vokset. Inden for ridesport er det blevet meget almindeligt at bruge clairvoyance til at lære at kommunikere med sin hest. Så vi kontaktede den clairvoyante Ditte Young, som vi siden har brugt flere gange. Dittes arbejde med hesten har været en god oplevelse, og det fik mig til at tænke, at hun egentlig var en oplagt mulighed for et anderledes foredrag her i Gislinge.

Da mange viste interesse for at del­tage, blev vi i menighedsrådet enige

om, at vi ikke kunne være i sogne­gården. Vi valgte derfor at holde foredraget i kirken.

Der var over 100 fremmødte til foredraget, som varede i to timer. Ditte kom ind på mange ting, og folk var meget glade. Under oplægget forholdt vi os som kirke ikke til, om hendes foredrag tog udgangspunkt i noget kristent. Det var ment som et foredrag om noget fra den alternative verden.

Dagen efter begyndte journalisterne at ringe. Der forstod jeg, at vi havde sat noget i gang, der vakte folks interesse. Nogle journalister ringede selvfølgelig også til min provst og min biskop for at spørge, hvad de mente om dyretelepati og arrangementet i kirken. Min provst fik efterfølgende en mundtlig redegørelse fra mig, og biskoppen en skriftlig. Og så blev jeg fritstillet nogle uger fra mit embede, indtil biskoppen og jeg havde talt sammen. Han sagde, at det nok var godt med en tænkepause.

Fritstillingen var nok det værsteved hele forløbet. Der gik måske 14 dage, hvor jeg ikke måtte arbejde. Jeg kunne ikke tage mig af de børn, der skulle over i kirken, eller stå for bi­sættelser af folk, jeg kendte. Det var frygteligt, men jeg forstod selvfølgelig processen.

Til gengæld var jeg overrasket over, at sagen blev så stor. Man må sige, at det vækker postyr, når vi inviterer den alternative verden ind i kirken.

Det er jo dejligt, at medierne interesserer sig for, hvad der sker i folkekirken, men det var specielt at være på forsiden af landets aviser med karikaturtegninger. Jeg følte, at jeg betragtede mig selv udefra. Jeg fandt også hurtigt ud af, at jeg ikke skulle læse, hvad fremmede folk skrev om mig på sociale medier. Det kunne være grimt. Omvendt mødte jeg stor opbakning fra rigtig mange.

Ellers har jeg egentlig haft det godt under hele forløbet og været overbevist om, at det rigtige nok skulle ske.

Jeg var selvfølgelig spændt op til samtalen med biskoppen. Jeg havde en repræsentant med fra Præsteforeningen og min tillidsmand, og det gik stille og roligt. Vi fik snakket tingene igennem og endte med at lave en pressemeddelelse.

Derefter fik jeg lov til at genoptage arbejdet, men jeg er stadig under skærpet tilsyn. Biskoppen har overværet guds­tjenester og læst nogle af mine prædikener og begravelsestaler. Jeg føler, at jeg har lært biskoppen bedre at kende, hvilket jeg faktisk har været glad for.

Mange har spurgt, om jeg fortryder arrangementet. Men nej, jeg vil hellere stå ved, at jeg gjorde det, og så se, hvor det bærer hen. Jeg ville også godt turde at lave arrangementer, der har med det ­alternative at gøre igen, men så vil jeg have provsten og biskoppens vurdering med ind over.

Et halvt år senere kommer der stadig grantsplinter ud af min datters krop

Den22. maj var der igen terror i Europa, denne gang i Manchester, hvor en selvmords­bomber efter en koncert tog 22 mennesker med sigi døden og sårede 120, deriblandt Tina Tomlinsons datter.

Jeg ventede uden for Manchester Arena sammen min mor for at hente min 17-årige datter Amelia og hendes veninde, da jeg fik et opkald fra venindens mor, som spurgte, hvor vi var.

Hun fortalte, at pigerne havde været i et uheld, og min første tanke var, at en af dem var faldet ned ad en trappe eller sådan noget, men så sagde hun, at der var eksploderet en bombe. Vi var lige uden for arenaen, men vi havde ikke hørt noget. Jeg forsøgte at ringe til ­Amelia, men hun svarede ikke. Jeg vidste ikke, om hun var død eller levende. Jeg kunne ikke finde hende, og de ville ikke lukke os ind, så vi kunne lede efter hende.

En time senere fik jeg en opringning fra en paramediciner, som var sammen med Amelia. Det viste sig, at Amelia havde været blot to meter væk, da bomben eksploderede. Hendes telefon var blæst ud af hendes hånd, og hun var hårdt såret.

Da jeg endelig så hende, var hun i en forfærdelig tilstand. Tre fingre hang løst fra hendes hånd, og hun så ud, som om at nogen havde hældt blod over hende, og hun havde småstykker fra andre mennesker på sig. Det var forfærdeligt.

Her over et halvt år senere har Amelia været igennem adskillige operationer. To for at sætte hendes fingre tilbage på plads, og operationer for at fjerne granatsplinter fra hendes krop. Og der kommer stadig granatsplinter ud af hendes krop i dag.

Hun har slemme ar i ansigtet og ser en specialist, og hun er også i terapi for at genoptræne sin hånd og for skader på sine ribben.

Udover de fysiske skader er Amelia også stærkt påvirket af, hvad hun oplevede. Hun så døde og voldsomt skadede menneskekroppe. Ubehagelige billeder, som ingen bør se, og særligt ikke en 17-årig.

Hun får hjælp gennem sundhedsvæsenets psykologhjælp for børn og unge og får nu ugentlig behandling hos en specialiseret terapeut.

Selv er jeg blevet diagnosticeret med ptsd, post traumatisk stress diagnose, men det var først seks uger efter begivenheden. I starten var al vores fokus på Amelia, og jeg var ikke klar over, hvor meget jeg selv led.

Jeg får nu hjælp gennem organisationen Victim Support, hvor jeg har en god sagsbehandler, som har gjort meget for vores familie, og jeg kunne altid se ham, og han ringede også i weekenderne, så vi kunne tale tingene igennem. Da jeg fortalte ham, at Amelia havde haft dyrepasning som et af sine fag i skolen, arrangerede han en særlig tur til Chester Zoo, hvilket virkelig opmuntrede hende, for det gav hende noget andet at tænke på. Det er fantastisk, at noget så enkelt kan gøre så stor en forskel.

For nylig var vi så tilbage i Manchester Arena til en koncert med Little Mix, og det var en udfordring. Det var først to timer før koncerten, at vi besluttede, at vi kunne klare det. Amelia ville virkelig gerne, men det sværeste var efter koncerten, da vi skulle forlade stedet, hvor det lå i baghovedet, at terror kunne ske igen. Men vi havde hele aftenen hjælp af to fra arenaen, hvilket var en stor hjælp. Jeg var meget tårevædet.

Selvom jeg ikke har travlt med at komme tilbage til arenaen, så føler jeg, at det er en udfordring, som vi har overvundet, og jeg er meget stolt over Amelia. Hun vil ikke lade det skete stoppe hende i at nyde livet som en ung person.

Prinsen gik planken ud, godt hjulpet af pressen. Det var ­beklemmende at se på

Da kongehuset i september meldte ud, at prins Henrik havde fået diagnosen demens, fik han fred for nævenyttige ugeblade, og det menneskelige drama sluttede. Men en politisk krise består, fortæller lektor Sebastian Olden-Jørgensen, der er historiker og kongehusekspert.

Det var beklemmende at overvære prins Henrik gå planken ud, godt hjulpet på vej af nævenyttige ugeblade, der stod klar med mikrofonen og håbede på, at han ville sige noget forfærdeligt – og det gjorde han også. Det var menneskeligt ubehageligt at se på.

Den menneskelige side af krisen stoppede med udmeldingen om, at han var dement, og så fik han fred. Han blev ­anerkendt som syg og svag, derfor er

der ingen jagt på ham mere, og roen er faldet over kongehuset.

Men set udefra er det med begravelsen et alvorligt, uløst problem. At prins ­Henrik ikke har følt sig helt tilpas med sin rolle, har været kendt i årtier, men det har altid fremstået plausibelt, at hans og Dronningens forhold var stabilt, ja, ubrydeligt, og kunne bære de vanskeligheder, han havde. Han bar over med Danmark, og Danmark bar over med ham.

Men så kom det med begravelsen, og prinsens udtalelser om, at ”hun gør mig til narren”. Det desavouerer 50 års liv som prins her i landet og kaster en skygge over alt. Det, der havde været vanskeligheder og en sten i skoen, blev til tragedie. Hans nej var ikke rettet mod personen Margrethe, men imod Dronningen, sagde han, men den skelnen er illusorisk. Det er meget svært at gøre det i kongehuset.

Det, at prinsens liv på den måde ser ud til at skulle ende med et stort nej med udråbstegn og en halvfyldt grav, er en helt ny situation for kongehuset. Set historisk har der også været andre par, der har haft det mere eller mindre godt med hinanden, men det er ikke endt med en demonstrativ ­situation. Man holdt på formerne, men det kastede prins Henrik over bord.

Krisen med den manglende sam­begravelse består og vil kaste en skygge over hans og Dronningens embedsperiode. Det er et splidens tegn, og det er så meget desto mere alvorligt, som det danske kongehus har været et ”familiefirma” med orden, stabilitet og effektivt parløb som varemærke.

Så det menneskelige drama er slut, men det politiske består. Da beslutningen om, at prins Henrik ikke vil begraves sammen med dronning Margrethe, kom frem, hed det sig, at det ikke var en ny beslutning. Dermed havde den heller ikke direkte noget at gøre med demens-diagnosen.

Jeg vil se med fortsat spænding på, hvordan kongehuset lander det her. For det står ikke i manualen, hvad man så gør.

DR gav os en ­danmarkshistorie, der ikke bombede folk med årstal

Danmarks Radios tv-serie ”Historien om Danmark” var med til at bringe både børn og voksne tættere på fortiden og ind på museerne, siger projektleder Morten Teilmann-Jørgensen fra oplevelsescentret Kongernes Jelling, der blev stillet til rådighed for optagelserne.

I min familie havde vi på forhånd besluttet at se DR-serien ”Historien om Danmark” sammen. Mine fire børn i alderen 14 til 18 år var med på idéen, blandt andet fordi jeg nærmest havde lovet dem, at det ikke ville blive kedeligt. Det viste sig heldigvis at holde stik, og min ældste datter har endda efter­følgende genset alle afsnittene. Det er for mig bevis nok på, at den form for ­historieformidling virker.

”Historien om Danmark” ramte ned i mange forældres latente dårlige samvittighed over, at vi taler for lidt med vores børn om Danmarks historie. Her fik vi virkelig en hjælpende hånd.

Personligt så jeg mest frem til tredje afsnit om vikingetiden. Det skyldes naturligvis, at vi på Kongernes Jelling havde stillet vores lokaliteter til rådighed for filmholdet. Og som formidlingsmand kunne jeg ikke have ønsket mig en bedre præsentation, og vi oplevede da også efterfølgende stor interesse for historien om Harald Blåtand og kristendommen.

DR formåede at fortælle Danmarkshistorien uden at bombe folk med årstal. Da skuespilleren Lars Mikkelsen som den gennemgående fortæller træder ind i det rum, hvor munken Poppo i år 966 overbeviste kong Harald, så var det som at være der selv. Som seere følte vi, at vi sad med i rummet og på vores egen krop fornemmede Harald Blåtands dilemma.

På Kongernes Jelling havde vi i år 225.000 besøgende, det var 40.000 flere end i 2016. Mange af vores gæster har refereret til DR-serien, og det samme har gjort sig gældende på andre museer. Vi havde dog haft opadgående besøgstal allerede inden, for interessen for danmarkshistorien er stigende, og det, tror jeg, handler meget om, at der i Danmark er skudt nye museer op, der formidler historien på nye måder. Her tænker jeg blandt andet på Moesgaard Museum, Tirpitz, Vadehavscentret og os i Kongernes Jelling.

Den udvikling har DR’s serie været med til at cementere. Og jeg tror på, at ”Historien om Danmark” i flere år frem vil kunne trække nye besøgende til de kulturhistoriske museer. Jeg forestiller mig, at det vil blive en del af mange familiers sommerferieplanlægning. For det, mange børn typisk siger, når de har set afsnit, der indeholder forskellige lokaliteter i Danmark, er: Skal vi ikke tage derhen?

Der var i serien en kombination af fiktion og kolde fakta, som virkede rigtig godt. Jeg kunne dog godt have tænkt mig, at de eksperter, der var gennemgående i serien, også var blevet filmet ude på stederne i stedet for siddende i et studie. Vi kender det af egen erfaring, at et foredrag, der foregår stående ude med Jellingstenene, er langt mere interessant end det, der foregår inde i et auditorium. I serien blev det lidt skabelon-agtigt med de siddende eksperter.

De første afsnit af ”Historien om Danmark” fik generelt gode anmeldelser, hvorefter det gik ned ad bakke. Især blev det sidste afsnit, der blandt andet handlede om besættelsestiden og den kolde krig, kritiseret. Det var forudsigeligt, synes jeg. Det er det, folk har mest kendskab til, som de har flest meninger om.

Det mærkede jeg selv. Jeg vidste på forhånd ikke meget om stenalderen, og min viden blev i den grad løftet af serien, mens jeg blev mere kritisk, efterhånden som vi kom længere op i tiden.

Kvindelandsholdet har inspireret en ny generation af unge fodboldspillere

Det danske kvindelandsholdi fodbold skabte jubel i hele landet, da de vandt sølvmedaljer ved sommerens europa­mesterskaberi Holland. Succesen har sat sig varige spor i befolkningen, siger Claus Bretton-Meyer, direktør hos Dansk Boldspil-Union.

Kvindelandsholdets succes har sat spor hos danskerne, og man må jo konstatere, at kvindelandsholdets sølvmedalje blev et samlingspunkt for befolkningen. Meget af opbakningen er også kommet fra en anden kant end dem, der normalt ser herrelands­kampene. Da vi landede med holdet i Viborg, som er hjemmebanen for holdet gennem en velfærdsalliance med Viborg Kommune, stod der mellem 2500 og 3000 danskere. Da vi tog til København, var mellem 8.000 og 10.000 fans klar til at hylde dem. Det var en helt fantastisk oplevelse.

Der er ingen tvivl om, at vi har en helt speciel virkelighed i forhold til kvaliteten af spillerne på kvindelandsholdet. De har tidligere vundet bronze, potentialet har været der, og nu fik de sølv. Det tyder jo også på en progression. Den succes, de fik ved Europamesterskabet, har synliggjort kvindelandsholdet og skabt rollemodeller for den yngre generation. Blandt andet blev Nadia Nadim kåret til årets dansker i 2017, og vi ser det også med en lang række andre spillere, blandt andet er anfører Pernille Harder blevet et idol for mange.

Holdet formåede at skabe en fællesskabsfølelse på tværs af alder, køn og samfundslag. Finalen mellem Danmark og Holland blev set af næsten halv­anden million mennesker og var på det tidspunkt den mest sete fodboldkampi tre år. Det illustrerer det hele meget godt.

Jeg tror, succesen har flere årsager. Dels har der i dansk landsholdsfodbold været en tørke på herresiden. Og dels har der været en efterspørgsel efter noget at samles om. Den basis skabte kvindelandsholdet, hvorfor opmærksomheden også blev større på dem. Den sportslige succes aktiverede måske også nogle af de fans, der har ligget i dvale, og der har været et opsparet behov. Det har ligget latent og blev tændt af kvindelandsholdets triumf.

Men min oplevelse er også, at interessen for kvindefodbold har opbygget sig igennem flere år, og igennem de sidste år har DBU investeret 216 millioner i kvindefodbolden.

Før succesen kunne mange ikke navnene på spillerne, og jeg har talt meget med pigerne om betydningen af den anerkendelse, de nu har fået. Som opfølgning på det, kvinderne præsterede, oplever vi, at flere fodboldpiger snører støvlerne, og vi har set en vækst i pigehold og fodboldlejre. Der er omkring 65.000 piger og kvinder, der spiller fodbold i Danmark, og nu satser vi på, at der i 2025 vil være 130.000.

Interessen er stor, og som afledt effekt af det er der også kommet flere tiltag. Blandt andet har vi som et led i en større kampagne udgivet bøger om kvindelandsholdet til unge med læsevanskeligheder, hvor man kan se sine idoler.

Synligheden var ligeledes enorm. Så vidt jeg husker, havde vi mere end 7000 medieomtaler under slutrunden, og værdien af presseomtalen lå på estimeret flere millioner kroner samlet set. Der er ingen tvivl om, at det har sat sig dybe spor for både DBU og for markedsføringen af kvindefodbold i Danmark.

Sidenhen har vi haft nogle forhandlinger, som jeg skal være den første til at indrømme ikke har været kønne og pæne, men jeg oplever, at de har været nødvendige.

Men man skal se det langsigtede perspektiv, og jeg er helt sikker på, at opbakningen fra befolkningen også vil være der fremadrettet. Nu er det op til holdet og den nye landstræner.

Som søn af en ­domprovst ville jeg gerne hjælpe til med at skabe en fest

500-året for dentyske munk Martin Luthers 95 teser blev fejretmed gudstjenester, kulturarrangementer og faglige debatter over hele landet i år. Tidligere borgmester Jens Christian Gjesing (S) var med til at arrangere den store reformationsgudstjeneste i Haderslev.

Tilbage i 2013 tog den daværende biskop i Haderslev Stift Niels Henrik Arendt fat i mig. Jeg var dengang borgmester i kommunen, og Niels Henrik Arendt ville drøfte muligheden for at skabe et samarbejde om fejringen af 500-året for Reformationen i 2017.

Jeg vidste godt, hvad markeringen gik ud på. Som søn af en domprovst og bror til en præst havde jeg lært, at Luther i 1517 efter sigende slog sine 95 teser op på en kirkedør i Wittenberg og dermed indledte opgøret med den katolske kirke. Og jeg ville gerne hjælpe med at fejre jubilæet.

Vi etablerede efterfølgende møder mellem repræsentanter fra stiftet, kommunen og domsognet og oprettede en styregruppe for reformationsfejringen, som jeg blev formand for.

For os var det vigtigste mål med samarbejdet at gøre fejringen folkeoplysende. Folk i Haderslev skulle vide, hvilken særlig rolle Reformationen havde spillet i byen, som den kom til, 10 år før resten af Danmark blev reformeret. Jeg har indtil nu selv holdt 31 foredrag i år om Reformationen i Haderslev, hvor jeg fortalte om de historiske rødder på alt fra plejehjem til dagcentre og hos menighedsråd.

Ud over identitetsfølelse og sammenholdsfølelse i Haderslev var markeds­føring vigtigt for os i fejringen af Reformationen. Og så ville vi skabe en fest.

Vi tog derfor hurtigt kontakt til arrangørerne i Wittenberg, som er Haderslevs venskabsby, og til andre stifter, lokale museer, teatre, kor og skoler. Og meget blev sat i gang.

For mig var det store højdepunkt pinsen, hvor vi i Haderslev holdt folkemøde og festgudstjeneste med deltagelse af statsministeren og Dronningen. Der var enighed i bispekollegiet om, at den officielle festgudstjeneste skulle foregå i Haderslev Domkirke, da Reformationen som sagt kom til Haderslev først.

Fredag i pinsen havde vi folkemøde med spændende foredrag og diskussioner om Reformationens betydning i dag og i fremtiden, og søndag fandt den store festgudstjeneste sted. Jeg kan stadig blive blød indeni, når jeg tænker tilbage på gudstjenestens begyndelse, hvor biskopperne kom ind, mens den fyldte kirke sang salmen ”Nu beder vi den Helligånd”. Skal jeg pege på én enkelt begivenhed, som virkelig ramte mig under Reformationsfejringen, så var det den. Dér løftede det hele sig med de sang­glade deltagere, koret og orkestret.

I løbet af året har jeg blandt andet også oplevet Reformationsfejringen i Ribe, hvor der blev holdt et stort, imponerende folkemøde, og jeg har flere gange besøgt Wittenberg, hvor fejringen har været massiv med store udstillinger og arrangementer.

Jeg har også læst artikler i massevis og lært, at der i visse kredse er en større aggression mod Luther, end jeg troede. Når jeg for eksempel læser, at nogle mener, nazismen ikke var kommet frem uden Luther, så står jeg af.

Jeg er spændt på, hvordan reformationsåret vil blive brugt fremadrettet, og hvad vi får ud af alle de studier og arrangementer, der har været i løbet af året. Vi skal prøve at holde Reformationen i bevægelse. Måske trænger vi for eksempel til at gentænke gudstjenesten, så den får et mere nutidigt sprog. Det spørgsmål overlader jeg glædeligt tilteologerne.

Da først den globale ­krænkelseskulturkom frem i lyset, ville det ikke stoppe igen

Den sociale massebevægelse MeToo bredte sig i 2017 med utrolig hast og satte gang i et hidtil uset opgør mod seksuelle krænkelser. Operasanger og formand for DR Koncertkoret Anna Carina Sundstedt var initiativtager til en af Danmarks største MeToo-kampagner.

Lavinen begyndte at rulle, efter at modige skuespillerinder stod frem med sexanklager mod filmproduceren Harvey Weinstein i starten af oktober. Men selvom jeg i løbet af de følgende uger kunne læse om den ene sex­chikane efter den anden under fælles­betegnelsen MeToo (også mig), må jeg indrømme, at jeg dengang blot troede, det var et Hollywood-fænomen. Kvindernes opråb ville sikkert hurtigt dø hen igen – ligesom så mange andre nyhedsbobler, som de sociale medier skaber fra den ene dag til den anden. Underholdningsbranchens krænkelseskultur er jo ikke noget, vi kan gøre noget ved, tænkte jeg.

Det viste sig dog at være lodret forkert. For tiden var åbenbart moden til at høre de forulempedes røst i 2017.

I kraft af, at jeg som sanger også har arbejdet i Sverige, blev jeg en dag inviteret ind i en svensk Facebook-gruppe, som bestod af svenske klassiske sangerinder, der under betegnelsen MeToo for første gang fortalte om de forfærdelige overgreb, de havde oplevet i branchen. Målet med gruppen var også at gøre op med den patriarkalske magtstruktur.

Jeg ventede med spænding på, hvordan MeToo-bevægelsen ville gøre sit indtog i Danmark. Der var tavshed. Så i stedet for at sidde på hænderne tog jeg beslutningen om at lave en dansk pendant til det svenske initiativ.

Jeg oprettede en gruppe med 40 danske klassiske sangerinder. Historierne om overgreb tikkede hurtigt ind linje for linje. I starten var de forholdsvis milde, men efterhånden som kvinderne fik samlet mod til sig, kom ubehagelige sandheder frem, som mange har måttet leve med i årtier.

Hurtigt nåede vi op på 300 medlemmer. Der er tilsyneladende ingen repressalier over for en lærer, som har udnyttet studerende, en leder, der er gået over grænsen, en dirigent, der ydmyger eller chikanerer andre. Det er alment kendt. Og for rigtig mange af gruppemedlemmerne har denne kultur haft konsekvenser på egen krop.

Vores manifest mod sexchikane, hvor 132 modige sangerinder endte med at skrive under, gik pressen rundt i november.

Selvom jeg er 1970’er-barn, har jeg aldrig været en af dem, der jublede over feministernes arbejde. Faktisk har jeg snarere rynket lidt på næsen, fordi jeg ikke havde sat mig ordentligt ind i deres bevæggrunde. Men i 2017 har MeToo ændret min holdning til disse stærke kvinder. Jeg ved nu, hvor stort behovet er for et fælles opråb. For som talskvinde for manifestet er jeg også blevet kontaktet af helt andre brancher, hvis medlemmer synes, der er behov for at udbrede MeToo-bevægelsen hos dem.

Hvorfor MeToo sker lige nu, er svært at sige. I underholdningsbranchen er der trods alt kommet flere kvindelige dirigenter, instruktører og lignende, som kan være med til at sætte fokus på den forrykte kultur. Mange vil nok også sige, at vi ikke har været helt klar til det store opgør endnu. I hvert fald har der i MeToo-debatten også været en del victim blaming (offerbebrejdelse, red.) fra mennesker, der siger: ”Stop nu. Hvis du fik et klask bagi for 15 år siden, lagde du nok selv op til det.” Og jeg har da også selv måttet lægge ører til vittigheder som ”Må jeg give dig et knus? Ej, det må jeg hellere lade være med.”

Alligevel kan jeg høre på min ­omgangskreds, at der er sket noget den seneste tid. MeToo har betydet, at vi ­kigger mere på vores generelle opførsel over for hinanden.

Da de advarede unge om at opholde sig på Nørrebro, vidste jeg, det var specielt

Bandekonflikten i København varede næsten et halvt år og kostede 3 livet,mens 25 blev såret. Som politikommissær ved Københavns Politi og senere ansat i boligselskabet Lejerbo i det belastede Mjølnerparken var Søren Wiborg helt tæt på.

Hver gang de her konflikter opstår, tænker man jo, at det er smaddertrist. Det giver utryghed blandt beboerne. Desværre er flere uskyldige blevet ramt, fordi bandemedlemmer ikke har styr på, hvor pistolerne peger hen. Men jeg tænkte nok ikke, at det ville blive så voldsomt, som det gjorde. Man håber, at det hurtigt går i sig selv, og det er meget trist, at det skulle koste tre unge mennesker livet.

I begyndelsen tænkte jeg, ligesom de fleste andre borgere i området, at det umiddelbart virkede, som om banderne skød efter hinanden, men når helt tilfældige og uskyldige mennesker også er blevet ramt, så er det ude af proportioner. Da politiet så hen over sommeren anbefalede, at man som ungt menneske skulle være varsom med at opholde sig på Nørrebro, øgede det bekymringen og utrygheden, at ikke engang politiet kunne passe på borgerne.

En del af de her unge mennesker, der er blevet skudt efter eller ramt, har ­bopæl i Mjølnerparken, så jeg har også følt, at det er kommet meget tæt på. ­Familierne bor her, så det er klart, at man bliver følelsesmæssigt påvirket af det, når man er tæt på nogle af de mennesker, der omgiver de dræbte.

Jeg havde selv fået en perifer relation til den ene af de dræbte, og derfor ramte det naturligvis også mig. Ellers skulle man være lavet af granit. Jeg vil næsten sige, at det er heldigt, at man ikke bliver vant til det. Derfor har jeg også svært ved at se, at jeg kan tage ved lære af det. Andet end påvirkningen på det personlige plan.

For mig personligt har jeg ikke ændret holdning til bandemedlemmerne og miljøet på grund af konflikten og skyderierne. De er mennesker alle sammen, og ingen har fortjent at blive skudt og dræbt. Mange af beboerne i Mjølner­parken er ganske almindelige mennesker, der passer deres arbejde og kerer sig om familien. Børnene passer deres skole, og der er i virkeligheden mange positive ting at sige om Mjølnerparken. Det ligger bare ikke til min natur at stille mig kritisk over for enkelte mennesker på grund af sådan en konflikt. Men det er klart, at drab aldrig er noget, man kan støtte op om.

Nu har fredsaftalen foreløbig varet i en måned, og noget tyder på, at denne konflikt kan have fundet en fredelig udgang. Men at tro, at det er for tid og evighed, er måske lidt naivt. Historien viser, at konflikter af denne art vender tilbage. Det har vi også set på rockerområdet. Der er intet, der tyder på, at det ikke skulle gentage sig. Men hos Lejerbo er vi fortrøstningsfulde for fremtiden, og vores mål er, at Mjølnerparken skal være et rart sted at være: Et bandefrit miljø med glade beboere, der kan færdes trygt i hverdagen.

Jeg synes i øvrigt, at det er noget vrøvl at tale om, at Nørrebro skulle være tabt. Jeg ser ingen forandring på Nørrebro trods bandekrigen. Det er jo ikke første gang, der har været konflikter, og det er, som om Nørrebro har en evne til at rejse sig igen.

Der er selvfølgelig familier, som har været meget tæt på begivenhederne, der føler utryghed ved at færdes og bo på Nørrebro og derfor vil flytte væk, men lejlighederne står ikke tomme længe. Jeg har arbejdet på Nørrebro i mere end 10 år, og jeg synes ikke, at det er blevet mere råt. Som for 10 år siden kan jeg gå alle steder og føle mig tryg. Det er klart, at man føler utryghed, når skyderierne foregår hensynsløst i nogle boligblokke, men generelt er Nørrebro et trygt sted at være.

Aarhus 2017 gav et år med gåsehud og fællesskab

Det europæiske kulturhovedstadsår var travlt, men på den gode måde for den 71-årige aarhusianer Birthe Schmidt. Hun deltog både som frivillig og som tilskuer, hvor hun fik en lang række kulturoplevelser. En af de store var ”Befri guds­tjenesten” i Aarhus Domkirke.

Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad skulle jeg selvfølgelig være med til. Helst så meget som muligt. Det meste af mit liv har jeg været involveret i frivilligt arbejde. Som spejderleder, natteravn og medhjælper i sognegården ved kirken i Tilst. Da jeg blev pensionist for fem år siden, var det derfor naturligt for mig at fortsætte ad den vej, og jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg også skulle være frivillig under Aarhus 2017, men også deltage som en helt almindelig kulturinteresseret aarhusianer.

Åbningen den 21. januar var fantastisk, ja, fuldstændig magisk. Jeg har ikke tidligere oplevet sådan en stemning af fællesskab og glæde og er sikker på, at jeg aldrig kommer til det igen. Det var en oplevelse, man kun får én gang i sit liv.

Et særligt øjeblik var det, da den færøske sanger Eivør Pálsdottir kom med sine lyde og råb. Det var, som om hun kaldte på os alle sammen for at indgyde os håb. Jeg kan stadig få gåsehud, når jeg fortæller om det.

Som frivillig var jeg med til at organisere, at de 5000 i optoget fik et lysende skib at gå med. Selv fik jeg helt tilfældigt fat i det skib, som mine to børnebørn havde dekoreret, og med det i hænderne gik jeg ved siden af et af de store vikingeskibe. Jeg havde på ingen måde forestillet mig, at der ville være så mange mennesker i byen den aften. 76.000 blev det til, men det bedste var, at ingen var berusede eller opførte sig dumt. Folk var bare glade.

Jeg havde som frivillig blandt andet også vagter ved den såkaldte habitat-udstilling, arrangeret af Naturhistorisk Museum ved åen i Aarhus midtby. Udstillingen var skabt af 100 amatørfotografer, der alle havde fotograferet natur inden for byens ringgade. Det var en øjenåbner for, at byen ikke bare er asfalt og beton, og det affødte gode snakke.

I november var jeg involveret i begivenheden ”We Believe”, der var med til at sætte farver på Aarhus Rådhus og samtidig på den danske ambassade i London, der også er tegnet af Arne Jacobsen. Folk kunne komme op på tagterrassen i en bygning over for rådhuset og ved en computers hjælp sætte farver og mønstre på rådhus og ambassade. Det var en fin kunstnerisk oplevelse.

Så snart det store programkatalog for kulturhovedstadsåret udkom i 2016, sikrede jeg mig billetter til ”Røde Orm”, Det Kongelige Teaters skuespil på Moesgaard Museum, samt ”Befri gudstjenesten” i Aarhus Domkirke. Begge dele var store oplevelser, der har sat sig i mit sind. Jeg er klar over, at ”Befri gudstjenesten” var meget omdiskuteret, og vores præst i Tilst-Kasted Sogn var ikke begejstet. Selv synes jeg, det var højtideligt på en anderledes måde end en almindelig gudstjeneste, og det kunne jeg godt lide.

Jeg oplevede blandt andet også den norske kunstner Marit Benthe Norheims skulpturskibe ”Life Boats” og madarrangementet Smag på Aarhus. Til gengæld gik jeg glip af ARoS’ udstilling ”The Garden” med det omdiskuterede rødmalede værk ved Mindeparken. Men man kan ikke nå det hele.

Den 9. december var jeg med til at lukke og slukke kulturhovedstadsåret på havnen i Aarhus. Her så vi en direkte transmission fra finalearrangementet i Hvide Sande. Slutningen var ikke så spektakulær som begyndelsen, men det var vigtigt for mig at være med der også. Så var der slået krølle på et, for mit vedkommende, travlt og begivenhedsrigt år.

Valg vindes mellem valgene, og at passe sit arbejde er den bedste form for valgkamp

Jeg synes, at jeg mange gangevendte den anden kind til. Årets stemmeslugerved novembers kommunalvalg, borgmesterBirgit S. Hansen (S), der fik 42,8 procent af alle stemmer i Frederikshavn Kommune, fortæller om sine erfaringer fra valgkampen.

Min modstander, Venstres borgmesterkandidat Jytte Høyrup, har efter valget sagt om mig, at ”hun har jo ført valgkamp i fire år”.

Det blev jeg lidt indigneret over. Jeg kalder det at arbejde. I de fire år har jeg arbejdet rigtig hårdt og har prioriteret det repræsentative og at komme ud på ældrecentre og skoler, jeg har været gæsteprædikant i kirker, og jeg har været til 100-årsfødselsdage med borgmesterkæden på.

I Frederikshavn er vi ikke så rige, så jeg bliver ikke en borgmester, der deler gaver ud, vil bygge et operahus eller sådan noget.

Jeg har været byrådsmedlem i 16 år. I særdeleshed som borgmester er jeg stort set hver dag optaget af, at vi bliver målt på dette her. Jeg kommer ud og får den direkte reaktion, også fra vores 5000 ­ansatte, når jeg kommer ud til den store tillidsmandsdag. Det er ikke sådan, at jeg vågner op hver dag og tænker ”wow, der er valg, det skal jeg også huske.”

Det, jeg har talt meget med min byrådsgruppe og byrådet i det hele taget om, er, at vi skal samarbejde.

Vi ser på meningsmålinger, at borgerne ikke kan lide, når vi diskuterer og skændes, og der bliver ført valgkamp på den lede måde i fire år. De kan ikke lide, når oppositionen og de, der har magten, står og råber ad hinanden, driller hinanden, eller der er ”hokus-pokus” med politikerne i stedet for fokus på det, vi er sat i verden for.

I kommunalpolitik er vi så tæt på vælgerne. Vi møder borgerne og virksomhederne og ved godt, at de har magten til at stritte os ud. Jeg får det tit at vide – også på Facebook – hvis borgerne ikke har været tilfredse med det, vi har gjort.

Ved kommunalvalget i 2009 begik Venstre, SF og De Konservative den store fejl, at de konstituerede sig uden om den største gruppe, Socialdemokratiet, og tog alle poster. De dummede sig ved ikke at give Socialdemokratiet noget som helst. Fire år efter blev de straffet noget så grusomt af vælgerne.

Da jeg vandt og blev valgt til borgmester efter de fire år, vidste jeg med det samme, at både Venstre, De Konservative og SF skulle have noget. Jeg kunne godt have sagt ”nu skal I få betalt”, men det ville have været det dummeste, jeg kunne have gjort.

I vores kommune er der tradition for, at det enten er en Venstre-kandidat eller en socialdemokratisk kandidat, der bliver borgmester.

Op til valget havde jeg havde en aftale med Venstres borgmesterkandidat om, at vi skulle blive på hver vores bane­halvdel, og at vi skulle lade være med at svine hinanden til.

At være i valgkamp som borgmester handler meget om at forklare og forsvare. Jeg kunne ikke tillade mig at love en hel masse og have de store armbevægelser og visioner. Jeg sidder med næsen nede i kassen, så jeg ved, at hver eneste gang, man bruger penge, skal de tages fra noget andet.

Jeg synes, at jeg mange gange i valgkampen vendte den anden kind til. Hvis jeg havde været sur, tror jeg, at folk ville have tænkt: ”Kan hun kun være sur?”, så jeg forsøgte at forklare og forsvare, og når jeg så kom hjem, sparkede jeg katten.

Nogle siger, at valg skal vindes mellem valgene.

Jo, men hvis jeg så igen skal høre om fire år, at jeg har ført valgkamp i fire år, vil jeg sige, at jeg har arbejdet i fire år.

Vi har udrettet mere på seks måneder, end vores forgængere gjorde på et år

Den 7. maj vandt Emmanuel Macron det franske præsidentvalg. Ved parlaments­valget blev 308 kandidater for hans bevægelse En Marche valgt ved en historisk fornyelse. Et af de nye medlemmer af Nationalforsamlingen var Julien Borowczyk, 38 år, læge fra det sydøstlige Frankrig.

Da jeg første gang satte mig i min stol nummer 387 i parlaments­salen i Paris, var jeg lidt over­vældet over det ansvar, jeg havde påtaget mig.

Jeg havde ikke politisk erfaring, og vi var mange, der skulle lære, hvordan lovgivningsarbejdet foregår. Jeg blev medlem af socialudvalget i Nationalforsamlingen, og forkvinden hjalp i begyndelsen os mange nye medlemmer med at orientere os.

Som medlem af socialudvalget var jeg fra starten med i arbejdet om arbejdsmarkedsreformen, Emmanuel Macrons første store initiativ, som var ret om­diskuteret.

Fagforeningerne organiserede flere demonstrationer, og lokalt i min valgkreds har jeg fået mange spørgsmål, når jeg har deltaget i politiske møder, indvielser og lignende. Jeg har prøvet at argumentere pædagogisk for, at den nye fleksibilitet er i alles interesse. Det har ikke været vanskeligt, for i min valgkreds er folk generelt positive over for en reform, der gør det lettere at afskedige og derfor også at ansætte folk. Arbejdsgiverne er mindre bange for at skabe nye arbejdspladser.

Det ville være arrogant at sige, at vi allerede har fornyet Frankrig, sådan som Emmanuel Macron lovede, men vi har udrettet lige så meget på et halvt år, som normalt gennemføres på et helt år. Vi gennemfører ganske enkelt præsidentens valgløfter.

Pressen skriver måske, at nogle af de nye parlamentsmedlemmer er skuffede og synes, at tingene går langsomt, og at de ikke har reel indflydelse. Sådan oplever jeg det ikke.

Som læge er jeg særligt optaget af sundhedspolitik, og i social­udvalget har jeg arbejdet med både den nye finanslov og med en sund­heds­reform, der skal øge adgangen til sundhedsvæsenet i udkantsområderne. Jeg kender problemstillingerne fra mit arbejde som praktiserende læge, og jeg har hørt mange af de ”gamle” i parlamentet sige, at debatterne er blevet langt mere virkelighedsnære, efter at så mange fra civilsamfundet er kommet ind i parlamentet.

Det er også symptomatisk, at der ikke længere er værelser nok i den residens, hvor politikerne fra provinsen kan overnatte. Vi er rigtig mange, der deltager aktivt i lovgivningsarbejdet og derfor ­tilbringer mere tid i Paris end vore forgængere.

De første måneder var lidt forvirrende. Der var mange ting at sætte sig ind i. Jeg flakkede desuden om fra det ene hotelværelse til det andet, fordi vi manglede overnatningsmuligheder. Jeg hører til blandt dem, hvis kontor ikke er stort nok til, at jeg kan overnatte, men vi får nu midler til at leje en lille lejlighed i Paris.

Jeg ved ikke, om jeg er blevet mere professionel som politiker i løbet af dette første halve år. Det er heller ikke meningen. Tanken med at få flere repræsentanter fra civilsamfundet ind i parlamentet var netop, at det skulle være slut med karrierepolitikere. Jeg er professionel, når jeg sidder med patienter i min praksis – ikke, når jeg sidder i Nationalforsamlingen. Jeg vil ikke gøre politik til en karriere.

Frankrig har brug for forandring. Vi har i Frankrig en tendens til at mene, at vi er verdensmestre og ikke har noget at lære af andre. Så stivner vi. Vi skal tænke anderledes, og det er det, vi er i gang med. Vi er ved at skabe den selvtillid og tro på fremtiden, som Frankrig savnede.

Birthe Scmidt Foto: Privatfoto
Marcus Knuth Foto: Jens Welding Ølgaard
Julien Borowczyk Foto: Privatfoto
Dorthe Thaulov Foto: Privatfoto
Åbningen af kulturåret var en helt særlig oplevelse for Birthe Schmidt. Selv gik hun med i optoget ved vikingeskibet med nordiske dyr. Foto: Ivan Riordan. Boll/Ritzau Foto
0Burka og niqab ser jeg som islamistisk kvindeundertrykkelse og noget, som vi bestemt ikke ønsker os, siger Marcus Knuth. Foto: Jens Welding Øllgaard
0At Emmanuel Macron blev fransk præsident, ændrede også livet for de mange, der blev nyvalgt til nationalforsamlingen. Foto: Philippe Wojazer
I Gislinge Kirke gav dyretelepatør Ditte Young (billedet) eksempler på dyreclairvoyance og skabte debat om kirkens grænser. Foto: Mille Berger.
Tina Tomlinsons datter har efter terroren ved koncerten fået stor hjælp fra en organisation, der hjælper ofre. Privatfoto
0St. Ann’s Square i det centrale Manchester blev fyldt med blomster og andre markeringer af sorgen og medfølelsen med ofrene. – Foto:/AP/ritzau. Foto: Rui Vieira/AP
Foto: Roberto Foruna
Prins Henrik fik fred for pressen efter udmeldingen, men et problem er stadig uløst, påpeger Sebastian Olden-Jørgensen. Foto: Stine Tidsvilde
Claus Bretton-Meyer, direktør hos Dansk Boldspil-Union. Foto: Carsten Bundgaard
0Succesen for Nadia Nadim og det danske kvindelandshold styrkede fællesskabet på tværs af alder, køn og samfundslag. Foto: Mikkel Tariq Khan
Projektleder Morten Teilmann-Jørgensen fra oplevelsescentret Kongernes Jelling Foto: Privatfoto
Med skuespilleren Lars Mikkelsen som gennemgående fortæller formåede ”Historien om Danmark” at samle forældre og børn foran fjernsynet. Foto: dr
Tidligere borgmester Jens Christian Gjesing Foto: Gorm Branderup/ritzau
Operasanger og formand for DR  Koncertkoret Anna Carina Sundstedt Foto: Michael Bennati
Efterhånden som kvinderne fik samlet mod til sig, kom ubehagelige sandheder frem, siger Anna Carina Sundstedt. Foto: Somer/Abaca/ritzau.
Søren Wiborg Foto: Bjarke MacCarthy
Billedet af Nørrebro som krigszone svarer ikke til den virkelighed, de fleste lokale borgere lever i, mener Søren Wiborg. Foto: Kenneth Meyer/ritzau.
Birgit S. Hansen Foto: Lasse Kofod/ritzau