Det var langtfra alle unge, der demonstrerede, aktionerede og flippede ud i 1968. Men datidens aktioner satte en standard og opstillede et ideal for det at være ung: Man bør kritisere det bestående samfund, tage afstand fra forældregenerationen og drømme om sin egen nye fælleskabs-utopi.
Men når Jonas Lieberkind, der er lektor ved DPU Aarhus Universitet og forsker i unges politiske deltagelse og dannelse, leder efter spor efter 1968-idealet hos blomsterbørnenes børnebørn, er det stort set forsvundet og sat på museum over fortidige måder at se verden på.
Se musikvideo: Kristeligt Dagblad har sammen med 10 kendte danskere skrevet en oprørssang
”Lige meget hvor meget man presser de unge, kan man ikke få dem til at artikulere en ambition om at gøre op med autoriteterne,” siger han.
Jonas Lieberkind har bidraget til den danske del af undersøgelsen International Civic and Citizenship Study, som i efteråret udpegede danske unge som de mest politisk dannede og vidende i de 24 medvirkende lande. Til gengæld er lysten til selv at deltage i politiske aktioner eller beslutningsprocesser lille. Og når Jonas Lieberkind skal forklare dette tilsyneladende paradoks, peger han på, at de unge føler, at det liberale demokrati med forholdsvis stor lighed og mulighed for den enkelte, de lever i, er fint, som det er. Der eksisterer ikke noget ideologisk alternativ til det bestående på samme måde, som marxismen under oprøret i 1968.
”Når man spørger danske unge, hvorfor de ikke protesterer, svarer de, at det er, fordi de lever i Danmark. De har ganske enkelt svært ved at pege på noget, som er helt urimeligt,” siger han.
Jonas Lieberkind uddyber, at hvor 1968-myten lagde op til, at ingen over 30 år var til at stole på, ser de fleste unge i dag forældrene som fornuftige hjælpere i livet og mennesker, det er værdifuldt at diskutere politik med. Og hvor amerikanske hippier i 1960’erne opfordrede unge til at droppe ud af deres uddannelser, består 2018-ungdomsoprøret snarere i, at 75 procent af de unge insisterer på at ville have en gymnasial uddannelse for at forfølge deres egne ambitioner, selvom industrien og politikerne for længst er begyndt at råbe på faglært arbejdskraft i stedet.
”Det er ikke revolution, der er på dagsordenen, men samtidig kan man heller ikke sige, at ungdommen ikke forandrer den verden, de er en del af,” siger Jonas Lieberkind.
Ifølge formand for Dansk Ungdoms Fællesråd Kasper Sand Kjær er der mange vigtige oprør tilbage, også selvom han som andre unge gør oprør inden for det liberale demokrati.
”Jeg er i oprør mod det egoistiske samfund, hvor alle er sig selv nærmest og i konkurrence med sine kollegaer, klassekammerater og venner. Hvor vi alle skal præstere hele tiden – på arbejdspladsen, i skolen og på de sociale medier, drevet frem af præstationssamfundet og konkurrencestaten. Jeg lever mit oprør ved at arbejde for de stærke fællesskaber, som blandt andet findes i det danske foreningsliv, hvor vi er sammen som ligeværdige deltagere i et forpligtende fællesskab,” siger han.
Marianne Levinsen, forskningschef ved Center for Fremtidsforskning, skriver i øjeblikket på en bog om de forskellige generationer i Danmark.
Hun slår fast, at 1968-generationen fortsat står som den mest dagsordensættende generation siden Anden Verdenskrig.
”Der har ikke før eller siden været en generation, der på den måde forandrede samfundet og ændrede sociale normer, hierarkier og omgangsformer. Alle senere generationer er på en eller anden måde fulgt efter 1968’erne, men de har ikke selv defineret en ny vision for samfundet,” siger hun og tilføjer:
”Vi har hørt meget om en lille avantgarde af oprørere i 1968, men det mest revolutionerende var faktisk alle de forandringer, der foregik i almindelige menneskers liv i årene efter 1968. Blandt andet demokratisering af uddannelser, øget ligestilling mellem kønnene og bred accept af skilsmisser,” siger Marianne Levinsen, som ikke finder det mærkeligt, at unge i dag har sværere ved at finde noget at gøre oprør imod.
”I det patriarkalske uddannelsessystem omkring 1968 kunne de unge sætte ansigter på de professorer, der havde magten. I dag kan de unge gøre oprør mod fremdrifts-reformen og præstationskulturen, men det er meget mere diffust, for det er svært at sætte ansigt på, hvem der har magten. Samtidig er relationen mellem de unge og de voksne blevet meget mere ligeværdig end dengang,” siger Marianne Levinsen, der personligt synes, det er lidt trist, at de unge er så lidt oprørske:
”I dag er der en mistrivsel blandt en del unge, der bliver stressede af blandt andet uddannelsessystemet. Måske var det bedre for dem at gå på barrikaderne end at gå ned med stress.”