2019 blev et godt år for Kristeligt Dagblad – med coronakrisen fordufter overskuddet

Meget positiv udvikling på finansmarkedet sikrede avisvirksomheden overskud sidste år, men avisdrift som sådan er ikke lukrativt

Kristeligt Dagblad fik i 2019 et godt år med et overskud på knap 19 millioner kroner efter skat. Overskuddet var stærkt præget af årets meget positive udvikling på finansmarkederne ovenpå den negative udvikling året før.

Samlet set viser regnskabet fremgang i indtjeningen på abonnementssalg, et tilfredsstillende annoncesalg og markant vækst i de digitale aktiviteter.

”Det usædvanligt gode resultat i 2019 skyldes ikke, at det pludselig er blevet meget lukrativt at udgive aviser, men derimod det ekstraordinært gode finansmarked,” siger ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør Erik Bjerager.

”Resultatet af selskabets primære drift har været faldende i de senere år, blandt andet på grund af de meget hurtigt voksende udgifter til distribution.”

Resultatet af avisens primære drift i 2019 blev 2,8 millioner kroner.

Kristeligt Dagblads regnskab blev godkendt på et bestyrelsesmøde i selskabet mandag, som på grund af coronakrisen holdtes telefonisk.

”Vi glæder os over, at 2019 blev et år med fortsat fremgang for avisen, men med coronakrisen er alt forandret,” siger Erik Bjerager.

”Selvom vi oplever markant voksende interesse i disse dage og uger for at læse og abonnere på avisen på både papir og digitalt, er vi økonomisk presset, ligesom alle andre i branchen. Hvis vi skulle gøre regnskabet op i dag, betyder tilbagegangen i annoncesalget og det voldsomme fald på aktie- og obligationsmarkederne, at overskuddet fra 2019 er helt forduftet.”

Kristeligt Dagblads oplag voksede i 2019 med 1,6 procent til knap 30.000, og antallet af mennesker, der læser avisen ugentligt, steg med 8,5 procent til 216.000. Godt en fjerdedel af avisoplaget er digitalt.

Kristeligt Dagblad har i de seneste år omlagt distributionen fra post til bududbringning. Det har medført markant øgede distributionsudgifter. Da avisens abonnenter befinder sig i hele landet, øger det omkostningen til den samlede distribution samtidig med, at prisen på at få bragt en avis ud til abonnenterne vokser mere end andre priser i samfundet.

”Avisdrift er og bliver en mager affære. Men med en solid egenkapital kan Kristeligt Dagblad tåle et stort fald i indtægterne i et enkelt år, sådan som vi oplever det nu,” siger Erik Bjerager.

”Men ingen kan overskue konsekvenserne af coronakrisen. Vi ved ikke, hvor dette ender. For langt de fleste medier tegner følgerne af krisen til at blive voldsomme.”

”Vi ruster os til en langvarig undtagelsestilstand, og jeg er imponeret over den indsats, som avisens medarbejdere yder. Næsten alle arbejder nu fra deres hjem og kun få møder frem på redaktionen i det indre København. Det er en stor udfordring af lave avis på denne måde. Men engagementet er højt, og alle kæmper for at yde deres bedste for at skabe god og balanceret journalistik, ikke mindst om de mange menneskelige spørgsmål, som denne krise rejser,” siger Erik Bjerager.

Kristeligt Dagblads omsætning voksede i 2019 med næsten fem procent til i alt 138 millioner kroner, Egenkapitalen blev øget til 125 millioner kroner, og selskabet beskæftigede 133 medarbejdere.

red.