2020 var et historisk år. Disse ting kan ende i historiebøgerne

Coronapandemien gjorde 2020 til et år, som de fleste ønsker at glemme, men det kan blive svært. Året var nemlig så ekstraordinært, at flere begivenheder fra både Danmark og udlandet skriver sig ind i historien

Grafik: Simone Nilsson
Grafik: Simone Nilsson.

“Kom branden efter jordskælvet eller før oversvømmelsen?” 

Det lyder som starten på en morbid vittighed. Og det er heller ikke helt forkert. Egentlig er det fra en samtale mellem to borgere i den antikke by Thebes nogle hundrede år f.kr. i Disney-klassikeren Herkules. Den ene borger vrider vand fra oversvømmelsen ud af sine klæder, mens den anden fjerner sod fra tøjet efter branden. De forsøger at forklare Herkules, hvorfor deres by efterhånden godt kunne bruge lidt hjælp fra en helt. De er simpelthen blevet ramt af så mange katastrofer, at de næsten ikke kan huske dem længere.

Nogle vil efter år 2020 måske kunne relatere. Det har været et år med mange væsentlige og i nogle tilfælde livsændrende begivenheder – gode som dårlige – hvoraf nogle i coronaens skygge måske har undgået din opmærksomhed. Vidste du for eksempel, at Afrika i år er blevet erklæret fri for Polio? Eller at en milliard dyr er blevet dræbt eller fordrevet på grund af skovbrande? 

På det sociale medie Twitter skrev en mand for nylig, at han, med alt det, der var sket i år, sandelig var glad for, at det ikke var ham, der var ansat hos medierne til at lave “de der oversigter over store begivenheder fra året, der gik.” 

Bare rolig, mand på Twitter – og kære læser. Den tager vi på vores kappe. Her er Kristeligt Dagblads gensyn med alle de ting, der de seneste 12 måneder har kæmpet om at være det, der giver år 2020 en plads i historiebøgerne.

2020 var året, hvor ...

... Australien og Californien oplevede de værste naturbrande i deres historie

Historieskrivningen blev skudt i gang i januar, da katastrofebrande i Australien kom ud af kontrol. Et område større end Danmark nåede at brænde, inden landet fik ilden under kontrol igen i marts. 28 mennesker mistede livet, omkring 3000 hjem brændte ned, og næsten en milliard dyr blev dræbt eller fordrevet. Senere på året og på den anden side af kloden måtte delstaten Californien igennem et lignende forløb. Delstatens områder brænder stadig for femte måned i træk, og 32 mennesker samt et ”utænkeligt” antal dyr har mistet livet.

Brandene tilskrives en uheldig blanding af høje temperaturer, hård vind, tørke og dårlig vedligeholdelse af skovarealer. 

Foto: Tracey Nearmy/Reuters/Ritzau Scanpix

... en dansk “forening” for første gang siden 1924 blev opløst ved lov 

Københavns Byret besluttede i en historisk retssag i januar at forbyde banden Loyal To Familia (LTF), fordi foreningen i strid med Grundloven “anvender vold og strafbare midler for at nå sit ulovlige formål”. I nyere tid har man undersøgt, om der var grundlag for at rejse lignende forbudssager mod den islamistiske forening Hizb ut-Tahrir og rockergrupperne Hells Angels og Bandidos, men uden held.

De to gange, hvor det tidligere er lykkedes statsmagten at opløse en forening, var i 1884, hvor Den Internationale Arbejderforening for Danmark blev forbudt. Den anden gang var i 1924, hvor man forbød den homoseksuelle forening "Nekkab". Loyal To Familia-dommen er ikke kun historisk, den er også principiel. Den åbner nemlig for, at andre grupper, der virker ved vold, kan opløses.

... et medlem af EU for første gang forlod unionen

Som det første medlemsland nogensinde trådte Storbritannien officielt ud af EU den 1. februar. Det skete efter 47 års medlemskab. Skilsmissen med EU udløste både jubel og fortvivlelse blandt briterne, som har været splittet i Brexit-spørgsmålet siden den tætte folkeafstemning i 2016. Her ønskede knap 52 procent at forlade EU, mens 48 procent ønskede at blive.

... en pandemi slog verdenssamfundet ud

Dette punkt er nok gået de færrestes næse forbi. Men det kommer med på listen alligevel, for det bliver nok en af de største begivenheder – ikke bare i år, men måske i det 21. århundrede. Vi skal 100 år tilbage for at finde noget lignende, da den spanske syge raserede og slog flere end 15.000 mennesker ihjel i Danmark alene.

Italien var det første europæiske land, der i marts blev ramt af den nye coronavirus, covid-19, og her var dødstallet så højt, at regeringen måtte indsætte karavaner af militante køretøjer til at transportere de døde ud af den norditalienske provins Bergamo og til ledige krematorier. I dag har dødstallet på verdensplan rundet 1,6 millioner, sygehuse i flere lande melder om kritisk mangel på personale, og i hårdt ramte steder som delstaten Californien i USA fordeler myndighederne nu ligposer og transportable lighus-lastvogne til de største byer for at komme en stigende kurve i forkøbet.

... en dansk regent talte til befolkningen uden for nytårstalen

Dronning Margrethe tonede frem på skærmen i danskernes stuer i midten af marts. Coronapandemien var nået til landet, men ikke alle danskere tog den seriøst, og flere samledes fortsat i større grupper på trods af sundhedsmyndighedernes anbefalinger om det modsatte. Det var "tankeløst" og "hensynsløst", sagde Dronningen og bad folk om at tænke sig om.

Det er kun sket én gang før i Danmarks historie, at en regent har talt direkte til befolkningen udover i den årlige nytårstale. Første gang var, da Dronningens farfar, kong Christian X, gjorde det ved Danmarks befrielse i 1945. 

Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

... der var flest orkaner og subtropiske storme

Antallet af orkaner og subtropiske storme nåede i denne sæson et rekordhøjt niveau. Ja, faktisk har der i år været så mange, at der ikke var nok bogstaver i det latinske alfabet til at give hver storm sit eget begyndelsesbogstav. Derfor har man været nødt til at tage det græske alfabet i brug, senest med bogstavet Iota. Antallet af navngivne uvejr nåede i år op på 30, hvilket er to mere end rekorden fra 2005. I en gennemsnitlig orkansæson er der 12 navngivne uvejr.

... Højskolesangbogen for første gang toppede bestsellerlisten

I begyndelsen af coronakrisen blev der sunget på livet løs – både fra altaner og vinduer og foran tv'et sammen med Phillip Faber. Og det var i en sådan grad, at Højskolesangbogen i slutningen af marts indtog bestsellerlisten. Også den 19. udgave af Højskolesangbogen, der udkom i november, solgte godt. Fem dage efter udgivelsen var der solgt 75.000 eksemplarer, hvilket kan sammenlignes med de bedst sælgende krimier.

Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

… danskerne brugte naturen mere, end de plejede

Coronakrisen har haft en negativ indflydelse på mange ting i samfundet, men den også har bidraget til i hvert fald én positiv tendens: At flere danskere kommer ud i naturen. Hver tredje dansker har således opholdt sig mere i naturen, end de plejer, og hver fjerde har besøgt et naturområde, som de aldrig havde været i. Det er særligt de unge mellem 18 og 35 år, der har søgt mod naturen under coronanedlukningen.

... kirkerne for første gang holdt dørene lukket i påsken 

Først lukkede kirkerne, så åbnede de, og så endte de alligevel med at lukke. Det var tydeligvis ingen nem beslutning for kirkeminister Joy Mogensen (S) at holde kirkerne lukket under den vigtigste kristne højtid. Ikke desto mindre endte ministeren med at træffe den historiske beslutning, der betød, at landets påskegudstjenester i april alene måtte forestås digitalt. Selv da pesten rasede i 1711, forblev de københavnske kirker åbne, selvom resten af samfundet lukkede ned. 

Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

... Hagia Sophia dannede ramme for en fredagsbøn for første gang i 86 år

Først var den en kirke. Så en moské. Og siden 1935 har den været et museum. Men i 2020 blev den tidligere byzantinske katedral Hagia Sophia i Istanbul igen til en moské. Omdannelsen af det historiske bygningsværk til en moské har mødt bred kritik, blandt andet udtalte pave Frans, at det ”smertede ham meget”. Den 24. juli læste Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, højt fra koranen i Hagia Sophia, inden den første fredagsbøn i 86 år fandt sted.

 ... Afrika blev erklæret fri for polio

Den smitsomme sygdom polio er nu udslettet i Afrika. Det bekræftede Verdenssundhedsorganisationen WHO i august. Det er fire år siden, man har fundet tilfælde af sygdommen i et af Afrikas 47 lande. Polio er en sygdom, som kan medføre lammelse, men som sjældent fører til dødsfald. I 1996 havde Afrika mere end 70.000 tilfælde af vild poliovirus. Polioepidemier har også været omkring Europa i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. Danmark oplevede en polioepidemi så sent som fra 1952 til 1953, hvor omkring 7000 mennesker blev syge af virussen. Sygdommen findes nu ifølge WHO kun i Afghanistan og nabolandet Pakistan. 

... en arabisk golfstat for første gang indgik en fredsaftale med Israel

Den 15. september underskrev De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain hver især en normaliseringsaftale med Israel i Det Hvide Hus med den amerikanske præsident, Donald Trump, som mellemmand. Aftalen afslutter det formelle krigsforhold, der har eksisteret siden Israels oprettelse i 1948 og medfører derudover en genopretning af de diplomatiske forbindelser og gensidigt åbne grænser. Bahrain og Emiraterne er i palæstinensernes øjne stukket af fra løftet om, at palæstinenserne skulle have deres egen stat, før de arabiske lande ville normalisere deres forhold til Israel. Siden har også Sudan og Marokko indgået en lignende aftale med Israel.

... MeToo-bevægelsen for første gang fældede danske toppolitikere

“For det var mig, hvis hånd hun (Lotte Rod, red.) fjernede for næsten et årti siden fra sit lår.” Ordene fra De Radikales daværende leder, Morten Østergaard, beseglede i oktober hans skæbne som den første toppolitiker, der blev bragt til fald, efter at MeToo’s anden bølge skyllede ind over Danmark. Senere på måneden måtte også Københavns overborgmester og næstformand i Socialdemokratiet, Frank Jensen, trække sig efter flere krænkelsessager. 

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

... en amerikansk præsident for første gang i knap 30 år ikke opnåede genvalg

Den amerikanske præsident Donald Trump har været genstand for megen opmærksomhed i sin tid i Det Hvide Hus, og han er ikke færdig endnu - altså med at skabe røre. For han er færdig som præsident. I november tabte han præsidentvalget til Joe Biden. Det vil sige, at han ikke kommer til at sidde på posten i mere end fire år, og det er ikke sket for en amerikansk præsident siden George H.W. Bush tabte til Bill Clinton i  år 1992. Trump har siden det opsigtsvækkende nederlag da også gjort sit for at forsøge at undergrave resultatet. Udover hans mange påstande om valgfusk på Twitter har han eller hans allierede startet mindst 56 sagsanlæg, der anfægter valghandlingen eller resultatet i forskellige delstater.

Valget bød også på et par andre historiske overraskelser:

- Med Joe Bidens sejr bliver Kamala Harris den første kvindelige vicepræsident i landets historie

- Joe Biden selv slog rekorden for at være den præsidentkandidat, der har modtaget flest afgivne stemmer nogensinde (afgivne stemmer skal her ikke forveksles med stemmerne i valgmandskollegiet). 

... regeringen satte en stopper for Danmarks tid som oliestat

Danmark har tjent flere hundrede milliarder på at bore efter olie og gas i Nordsøen siden 1962. Men fra i år er det slut. Det aftalte et flertal i Folketinget i starten af december, og i overskrifter rundt omkring lød det, at aftalen var historisk. Måske mest af alt på grund af signalværdien, skrev journalist Jørgen Steen Nielsen i en opsamlende kommentar i information. Aftalen er et vigtigt politisk signal til verden og fremtiden om, at nationer er nødt til at tage beslutningen om at holde fingrene fra jordens fossile skatte – for klimaets skyld, skrev han.

… regeringen uden lovhjemmel lagde et helt erhverv i graven

Det kan være vanskeligt at vurdere, om en politisk sag er historisk, mens den udspiller sig. Men de borgerlige partier er ikke i tvivl om, at den ulovlige aflivning af mink er værre end tamilsagen fra 1993, der fik den daværende statsminister Poul Schlüter (K) til at gå af. Statskundskabsprofessor Tim Knudsen har argumenteret for det samme, og Frederik Waage, professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet, har ligeledes kaldt det ”den største skandale” i relationen mellem embedsmænd og ministre. Hvor alvorlig sagen egentlig er, bliver en opgave for en ”granskningskommission”, som er et spritnyt værktøj til at komme til bunds i en politisk sag. Ja, man fristes til at kalde det ”historisk” – som så meget andet i 2020.

Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix