Den 1. oktober 1992 åbnede landets første hospice på Sankt Lukas Stiftelsen i København, og siden er udviklingen gået stærkt: I dag er der 20 hospicer landet over. Også andre tilbud om specialist-lindring til livstruende syge er kommet til. Der er ni hospitalsafdelinger for specialiseret palliation og 26 udgående teams, der varetager plejen af patienter i deres hjem.
I 2016 var der således i alt 332 sengepladser på hospicer og specialiserede palliative afdelinger ifølge tal fra Rehpa, Videncenter for Rehabilitering og Palliation.
”Det er en komprimeret udvikling. På 25 år er man gået fra ingenting til 55 enheder inden for specialiseret palliation, og det er meget imponerende, at man i den grad er lykkedes med at udvikle feltet. På den anden side er det ikke nok. Danmark har kun halvdelen af den kapacitet, som internationale standarder siger, der bør være til indbyggertallet,” siger Helle Timm, professor samt område- og forskningsleder ved Rehpa.
Det europæiske selskab for palliation, EAPC, har estimeret behovet for forskellige typer palliative indsatser pr. antal indbyggere. Ifølge selskabets tal burde Danmark blandt andet have 550 specialiserede palliative sengepladser og 57 udgående palliative teams.
Manglen på kapacitet viser sig også ved, at patienter hvert år venter forgæves på et tilbud, siger Mogens Grønvold, professor ved Københavns Universitet samt overlæge på palliativ medicinsk afdeling, Bispebjerg Hospital.
”Det sker for et par tusinde mennesker hvert år, at de bliver henvist til specialiseret palliation, men aldrig kommer i behandling. Samtidig venter 20-25 procent mere end 10 dage, efter de er henvist til et tilbud, hvor målsætningen er, at højst 10 procent skal vente mere end 10 dage.”
Behandlingen af livstruende sygdomme har taget store skridt fremad de seneste 25 år. Flere lever længere med deres sygdom, og det er én forklaring på, hvorfor behovet ikke er opfyldt, selvom antallet af tilbud er steget markant, siger Helle Timm.
”En anden forklaring er, at feltet har synliggjort nogle problemstillinger og på den måde udvidet målgruppen. I starten var specialiseret palliation henvendt til kræft- patienter, men mange andre har også behov,” siger hun og henviser til, at det stadig kun er få patienter med for eksempel hjerte- eller lungesygdom, som får et tilbud i dag:
Kræftpatienter udgjorde 94 procent af de patienter, der fik tilbud om specialiseret palliation i 2016 ifølge tal fra Dansk Palliativ Database.
Mogens Grønvold supplerer:
”Vi ved, at læger og sygeplejersker i samme periode er blevet pålagt at tage sig af stadig flere patienter, normeringerne er gået ned. Derfor kan det være blevet sværere at have meget syge mennesker med et stort plejebehov liggende på afdelingerne.”
Det stigende behov bør blandt andet løses ved at organisere det palliative fagfelt på nye måder i fremtiden, mener Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet samt afdelingschef i Kræftens Bekæmpelse.
”Vi må acceptere, at flere får sygdomme, hvor de kan få behov for palliativ behandling. Alene antallet af nye kræftsygdomme stiger hvert år, og også flere vil få Alzheimers sygdom og demens i fremtiden. Kapaciteten er ikke, hvor den skal være endnu. Men jeg mener, vi skal passe på med kun at satse på den stationære kapacitet, altså antallet af sengepladser. Danmark har en stor tradition for ambulant behandling, og det kan være relevant at udvikle flere ambulante tilbud. En løsning kan også være at løfte kompetence- niveauet hos for eksempel den kommunale hjemme- sygepleje, så det ikke kun er specialiserede teams, der varetager plejen.”