29-årig fængslet for dødsfald på sygehus

En kvinde blev i går fængslet i sag om flere mistænkelige dødsfald på Nykøbing Falster Sygehus. Der er kun kommet sparsomme oplysninger frem om sagen

Et ukendt antal personer har muligvis mistet livet som patienter på sygehuset i Nykøbing Falster som følge af en eller flere forbrydelser.
Et ukendt antal personer har muligvis mistet livet som patienter på sygehuset i Nykøbing Falster som følge af en eller flere forbrydelser. . Foto: Simon Læssøe/ sils@berlingskemedia.dk.

Et ukendt antal personer har muligvis mistet livet som patienter på sygehuset i Nykøbing Falster som følge af en eller flere forbrydelser. Forbrydelser, som en 29-årig kvinde ifølge politiets sigtelse angiveligt står bag. Kvinden er nu fængslet i foreløbig tre uger.

Oplysningerne om sagen kom frem i går, da Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi meddelte, at man på baggrund af en anmeldelse havde anholdt en person i forbindelse med flere mistænkelige dødsfald på sygehuset.

Anmeldelsen kom fra sygehuset, men dens indhold ligger hen i det skjulte. Det samme gør politiets sigtelse mod kvinden. For i går bestemte dommer Henning Larsen, at det retsmøde, hvor sigtelserne mod kvinden skulle fremlægges, skulle foregå bag dobbeltlukkede døre.

Ifølge Ritzaus oplysninger er der dog tale om sigtelser for drab efter straffelovens paragraf 237.

Inden retsmødet blev lukket, blev kvinden dog ført ind i retten. Hun var iført træningsbukser og -trøje, og hendes lange mørke hår var samlet i en hestehale.

Hvem kvinden er, har politiet ikke oplyst. Men ifølge Ritzaus oplysninger bor hun i nærheden af hospitalet.

Det var Jeanette Wincentz Andersen, advokaturchef ved anklagemyndigheden hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som forlangte, at dørene til retsmødet skulle lukkes.

Kvindens forsvarsadvokat, Torben Groth Madsen, støttede kravet. Han nævnte i sin argumentation en af de mest opsigtsvækkende sager i nyere dansk retshistorie.

”Jeg er så gammel, at jeg kan huske Plejebo-sagen, og min klient skal ikke kastes for pressen,” lød det fra advokat Torben Groth Madsen.

Plejebo-sagen stammer tilbage fra 1997. Her blev en plejehjemsansat mistænkt og varetægtsfængslet for at stå bag 22 drab på plejehjemsbeboere i København. Sagen faldt dog til jorden, men kvindens navn blev flittigt omtalt i pressen.

Endnu ved ingen - bortset fra politi, anklagemyndighed, dommer og advokat - hvor omfattende sigtelsen mod kvinden er.

Om sagen på nogen måder kan sammenlignes med Plejebo, er altså også uvist, og foreløbig er det kun advokatens bemærkning, som kæder den aktuelle sag sammen med Plejebo-sagen.

Efter retsmødet ville Jeanette Wincentz Andersen ikke gå i detaljer, men hun medgiver, at sagen er speciel.

Også fra sygehusledelsens side er man sparsom med oplysninger om sagen. Sygehusdirektør Arne Cyron oplyser dog, at det var sygehuset, som anmeldte sagen til politiet.

”Det var i går (i søndags, red.), vi rettede henvendelse til politiet, og det var i går, vi fik mistanken,” siger han.

Hospitalsledelsen har nu fokus på sygehusets personale og andre, der færdes på sygehusgangene i Nykøbing Falster.

”Det er meget vigtigt for mig, at vi har respekt for de medarbejdere og ledere, der gør et stort stykke arbejde på sygehuset,” siger Arne Cyron og fortsætter:

”Så derfor tager vi os godt af dem.”

Han fortæller, at de over 1300 medarbejdere på Nykøbing Falster Sygehus er blevet informeret om sagen på møder både i søndags og i går.

”Vi skal selvfølgelig sørge for, at vi tager hånd om vores medarbejdere og andre, der måtte være bekymrede,” siger Arne Cyron.

Han ønsker ikke at udtale sig om, hvorvidt den anholdte kvinde er ansat på sygehuset.