Det er først på aftenen, og en kølig vind blæser ild i gløderne på cigaretterne i hænderne på de passagerer, der venter på busserne ved Københavns Hovedbanegård. Busser, som går til og fra blandt andet Aarhus, Stockholm, Malmø og Bukarest.
En gruppe på omkring 30 mennesker venter på den bus, der skal tage dem tilbage gennem Europa til Rumænien. En række af dem sidder op ad et hegn med furede ansigter under kasketter og cigaretter mellem læderbrune fingre. Passagererne i bussen er en blanding af rumænere og romaer, og her er det tydeligt, hvordan romaerne skiller sig ud i deres mere slidte og nærmest lurvede påklædning.
Mange rumænere og romaer tilbringer nogle måneder i Danmark for så at rejse tilbage til deres hjemland og den fattigdom, de flygtede fra. Nogle leder efter fast arbejde, andre håber på en bedre tilværelse end i hjemlandet. Nogle har arbejde, nogle lever af at sælge metalrester og samle pant, mens andre spiller gademusik eller tigger. De er udskældt af flere danske politikere og får ingen hjælp fra det sociale system i Danmark.
En af bussens passagerer er 68-årige Covaciu, som de seneste tre uger har boet på gaden og på herberg i København.
”Jeg samler pant og leder efter et arbejde. Et rigtigt arbejde,” forklarer han.
Han sidder lænet op ad muren på en tankstation med begge hænder hvilende på knæene og et ur om begge håndled. Han kom til Danmark for at tjene penge til sine to døtre og fire børnebørn i Rumænien, fortæller han. Den pension, han får i Rumænien, er slet ikke nok til at forsørge familien, og når han om godt 30 timer når tilbage til sin hjemby i det nordlige Rumænien, har han ikke råd til at besøge sin familie i Bukarest.
Med ønsket om at arbejde repræsenterer Covaciu flertallet af den gruppe, han tilhører: En rapport udarbejdet af det norske forskningsinstitut Fafo i 2015 gav et entydigt svar på spørgsmålet om, hvilket håb rumænere og romaer nærer for deres fremtid i Danmark: De kommer for at tjene penge. Helst ved at arbejde, frem for at tigge eller begå kriminalitet. Men ligesom så mange andre, der kommer uden penge på lommen eller danskkundskaber, er Covaciu ufrivilligt blevet afskåret fra arbejdsmarkedet og blevet en del af gademiljøet.
Det hårdeste ved livet i Danmark er uvisheden, siger han. Aldrig at vide, hvor han skal sove om natten. Alligevel ønsker han at vende tilbage til Danmark for at finde et rigtigt arbejde, som det, han havde senest, han var i Danmark. Han rækker os en lap papir med en mail-adresse på den mand, der gav ham arbejde, og beder os om at takke ham fra hele hans familie.
Ifølge rapporten fra Fafo har en tredjedel, der ligesom Covaciu har levet på gaden i Danmark, oplevet en form for diskrimination: En ud af fem har oplevet at blive nægtet adgang til en pantautomat. Hver tredje er blevet råbt ad af forbipasserende, hver tiende er blevet spyttet på og en ud af syv har fået øl eller anden væske hældt ud over sig. På spørgsmålet om, hvorvidt Covaciu har oplevet diskrimination i Danmark, gestikulerer han afværgende med hænderne. Covaciu har ikke læst de danske aviser og føler sig hverken diskrimineret eller ramt af fjendtlig retorik. Én gang er han blevet stoppet af det danske politi, fortæller han. Men han har ikke ”haft problemer”, så de lod ham gå igen.
”Danskerne er høflige og venlige. De smiler meget,” siger han og taler hellere lidt mere om sin tidligere arbejdsgiver og sin taknemmelighed.
På et stop i Prag falder vi i snak med 35-årige Patrick. Han er rumæner, har levet og arbejdet i Danmark i otte år og taler næsten flydende dansk. Patrick forlod Rumænien på grund af det sociale system, lønnen og arbejdsforholdene og lærte dansk, da han kom til Danmark, for ellers er det så godt som umuligt at få arbejde, siger han.
Patrick er en af de rumænere, der har klaret sig bedst i Danmark. Men selvom han har levet i Danmark i otte år, taler flydende dansk og har haft fast arbejde, der er aflønnet hvidt og nedskrevet på kontrakt, har han stadig ingen danske venner.
”Når jeg møder folk, lader jeg være med at sige, at jeg er rumæner. Jeg er bange for, hvad de tænker om mig. Jeg har aldrig hørt danskere tale dårligt om rumænere, men når mig og mine venner kommer gående på gaden, kan jeg godt se, hvordan de danske damer trækker deres tasker til sig,” siger han, nærmest undskyldende, som om han helst ikke taler om den frygt, han ser i danskernes øjne.
”Nogle rumænere og romaer skader vores ry ved at stjæle, men der er mange rumænere og romaer, der frem for alt ønsker at arbejde. Nogle danskere ser ikke forskellen. Roma eller rumæner, de sætter alle i samme bås.”
Patrick falder på mange måder ud fra flertallet i en bus, hvor de færreste ser fornuften i at svare på spørgsmål om deres liv i Norden. Som de fleste andre i bussen er 36-årige Maricel svær at vriste ord ud af og stirrer defensivt ud bag sine solbriller, da vi spørger, hvad han har lavet i Danmark. Han fortæller med enstavelsesord, at han har været i Danmark de seneste tre uger, lavet byggearbejde, tjent 9000 kroner om måneden og boet med tre venner i en lejlighed i Hellerup.
Da vi igen sidder i bussen på vej gennem Ungarn, ser Patrick på os med et smil.
”Du er dansker, derfor tror du på, hvad han siger.”
”Du tror ikke på, hvad han siger?”
”Han siger, at han tjener 9000 om måneden og bor i en lejlighed med tre andre? Måske bor han i en lejlighed med 13 eller 23 andre, men ikke med tre.”
På spørgsmålet om, hvorvidt avisen må citere ham for det, trækker han på skuldrene.
”Skriv det, hvis du har lyst. Nogle lyver og gider ikke at arbejde, som ham dér. Men de fleste, som den gamle mand, i talte med før, ønsker ikke andet end at arbejde.”
Over 30 timers køretur har bragt bussen gennem Danmark, Tyskland, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Rumænien. Da den krydser grænsen til Rumænien, bliver stemningen lettere.
Solen er ved at gå ned, og lyset over det flade landskab er støvet og blødt. Da bussen stopper på det første stop i det nordlige Rumænien, er mørket faldet på, og busselskabets ejer, en kvinde, står klar til at tage imod de danske journalister. Hun er kørt hertil for at sikre sig, at vi ikke skriver navnet på hendes busselskab og skader selskabets image.
”Romaer kører ikke med min bus,” siger hun.
”De har deres eget busselskab. De kører i mindre busser.”
Mens hun taler, kommer den 68-årige Covaciu nærmere.
Han lytter og fortrækker ikke en mine. Inden bussen kører videre, er han og de fleste andre romaer forsvundet ud i natten uden at se sig tilbage, væk fra bussen uden romaer.