400.000 skal fortælle om deres bevægelser

I en kæmpeundersøgelse udspørges 400.000 om deres bevægelsesvaner, så kommunerne kan målrette motionsindsatsen, efter hvad borgerne reelt har lyst til.

Fitness er bare én måde at bevæge sig på. Havearbejde eller cykeltur til job nogle andre. For første gang kortlægges danskernes samlede bevægelsesvaner i en ny omfattende undersøgelse. (Arkivfoto)
Fitness er bare én måde at bevæge sig på. Havearbejde eller cykeltur til job nogle andre. For første gang kortlægges danskernes samlede bevægelsesvaner i en ny omfattende undersøgelse. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Er du sofakartoffel eller løbelyn? Dyrker du målrettet motion, elsker du havearbejde, eller går du ture hver dag med hunden?

Det ved du bedst selv. Men det ved forskerne og de kommunalpolitikere og foreninger, der tilrettelægger motionstilbuddene til danskerne, ikke.

Derfor får 400.000 danskere i disse dage et spørgeskema i deres e-Boks som led i den største kortlægning nogensinde af danskernes bevægelsesvaner.

Forskningsprojektet gennemføres af forskere fra Syddansk Universitet.

Målet er at få et hidtil uset billede af, hvad der bevæger danskerne til at bevæge sig. Ikke kun til organiseret idræt og motion, men også på arbejde, i hjemmet, transporten til arbejde og aktiviteterne i fritiden.

- Når vi spørger så mange, så er det for at få brugbare tal fra alle kommuner, siger professor Bjarne Ibsen fra SDU’s Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund.

Dermed får samtlige kommuner et billede af netop deres udfordringer, når forskerne bagefter præsenterer resultaterne for hver af dem.

- Kommunerne er jo langt fra ens. I Frederiksberg Kommune er der 13 kvadratmeter natur per person, mens der i andre kommuner er to fodboldbaner per person.

- Mulighederne for at være aktive er meget forskellige, siger den daglige projektleder, adjunkt Jens Høyer-Kruse, fra projektet.

Sine Dam Møller er fritidskonsulent i Hjørring Kommune. Hun håber, at rigtigt mange vil besvare undersøgelsen.

- Normalt må vi jo støtte os til nationale analyser af borgernes motion og bevægelse og prøve at justere. Så det er en supermulighed at få et bedre billede af netop vores borgere, siger hun.

- Det er dejligt, at spørgeskemaet er åbent over for, at motion er mange ting. Lufter du hunden tre gange om dagen, er det jo også bevægelse, selv om pulsen ikke kommer op.

Jens Høyer-Kruse kalder undersøgelsen et eksperiment, som ingen i hverken Danmark eller udlandet har lavet i denne målestok.

- Vi håber på, at omkring 150.000 borgere besvarer undersøgelsen, siger han.

Oplysninger om adfærd og motiver hos borgerne sættes i undersøgelsen sammen med de enkelte kommuners cykelstier, idrætsanlæg, grønne områder og natur som skove og kystområder.

Dermed skabes et helt nyt danmarkskort over potentialet lokalt for at få flere i gang med at bevæge sig mere.

Der er mange undersøgelser om motion. Oftest båret af idéen om, at mennesker motiveres af det samme.

- Men nogle bevæger sig for sundhedens skyld, andre for velvære eller det sociale samvær, siger Bjarne Ibsen.

Flemming Lassen er chefkonsulent i Nordfyns Kommune. Han tror, undersøgelsen kan hjælpe kommunen til at satse på de rigtige områder.

- Om vi skal lave flere cykelstier, eller hvad der kan motivere de unge, hvor mange hopper fra foreningslivet?

- Vi får nogle dybere data end fra den velkendte nationale sundhedsprofil. Den her kan gøre os klogere og slå et slag i forhold til inaktiviteten, som er en undervurderet trussel mod folkesundheden, siger han.

Undersøgelsen er støttet af Nordea-fonden med 12 millioner kroner, og spørgeskemaet sendes ud til 400.000 voksne over 15 år.

/ritzau/