Prøv avisen

50 år efter PH er kulturradikal blevet et skældsord

Arkitekt og samfunds­debattør Poul Henningsen ved sit ikoniske flygel i 1962. – Foto: Tage Christensen/Polfoto

Poul Henningsen døde i 1967, og hans kulturradikalisme er ifølge iagttagere også fjern fortid som bevægelse. Men begrebet blev stærkest debatteret i 2003 og lever i dag videre som et upræcist fjendebillede

Året er 1954. Den småforkælede direktørdatter Søs Nielsen planlægger bryllup med den åleglatte produktionschef Thomas, og de er ved at skrive ønskeliste. Den kommende brud foreslår en PH-lampe, men gommen protesterer.

”Jamen, jeg kan simpelthen ikke døje ham. Manden er jo radikal eller det, der er værre!”, siger Thomas, og selvom Søs argumenterer med, at det jo ikke er Poul Henningsen, der skal op at hænge, giver han sig ikke.

”Så får du dit stålbestik. Bare jeg slipper for PH.”

Scenen fra Danmarks Radios tv-dramaserie ”Krøniken” illustrerer, hvor stærkt arkitekten, kritikeren og debattøren Poul Henningsen, kendt som PH, delte vandene i 1950’erne.

På tirsdag er det 50 år siden, PH døde, og selvom hans lamper i dag regnes for national kulturarv og hænger i mangt et borgerligt hjem, kan PH’s kulturradikale tankegods stadig splitte befolkningen. Kulturradikale idéer og værker er blevet normaliseret og kanoniseret, men ordet kulturradikal bruges mest som skældsord, konstaterer Niels Peter Skou, idéhistoriker og lektor ved Syddansk Universitet, der har skrevet ph.d.-afhandling om Poul Henningsens syn på demokrati og kultur:

”Ordet kulturradikal kombinerer den radikale politiske tradition fra folk som Georg Brandes med det fokus på kultur, arkitektur og design, der var PH’s udgangspunkt. Men ordet er først for alvor dukket op igen efter 2000, hvor det blev brugt i en slags omvendt kulturkritik.”

Ordet kulturradikal kom ind i det danske sprog med en serie kronikker i dagbladet Politiken i 1955. Det refererer til idéer om frisind, modernitet, løsere omgangsformer og kritik af ”Gud, konge og fædreland”-traditionen, som PH med flere havde stået for siden 1920’erne. Men i dag er det blevet en upræcis samlebetegnelse for alskens venstreorienterede og intellektuelle strømninger – herunder studenteroprøret i 1968. Men der er ikke lighedstegn mellem kulturradikale og ”salonkommunister”, som PH-kredsen kaldtes før Anden Verdenskrig, for i 1950’erne brød PH og flere andre fra kredsen netop med kommunisterne. Og en kulturradikal er heller ikke synonym med en ”68’er”.

Men selvom begrebet er uklart, er det ifølge den konservative Kasper Støvring ikke ensbetydende med, at kulturradikalismen ikke eksisterer. Han mener tværtimod, at kulturradikalismen har ”sejret sig ihjel”, så det er den, der er etableret og institutionaliseret, mens konservatismen i dag udgør den kritiske opposition.

”Hvis man vil argumentere for kulturradikalisme i dag, er det nærmest som at løbe en åben dør ind. Tag opgøret med den sorte skole. Det antiautoritære har sejret, så det er svært for mange lærere at skabe bare nogen disciplin i skolen. Tag kampen for seksuel frigørelse og imod victoriansk seksualmoral. Der er nok ikke nogen, der er i tvivl om, at der er sket en frigørelse. Pornoficeringen af det offentlige rum er et velkendt fænomen. Kort sagt synes jeg, at kulturradikalismen på mange stræk har sejret. Og det forklarer måske, hvorfor den mangler ledende skikkelser,” siger han.

En søgning på ordene kulturradikal og kulturradikalisme i avisarkiverne for henholdsvis det ”kulturradikale” Politiken og Kristeligt Dagblad bekræfter, at ordet mest er et 1950’er- og 2000’er-fænomen. Politiken brugte ordet allerførste gang i 1954 og 19 gange i 1955. Derefter faldt frekvensen, men i 1990’erne dukkede ordet op igen og toppede med 144 forekomster i 2003 og 140 året efter.

I denne avis går brugen af ordet kulturradikal derimod helt tilbage til 1918. I mellemkrigstiden blev det nemlig brugt af kirkefolk i Sverige og Norge som betegnelse for de kredse, man anså for kirkens modstandere. Brugen af ordet har dog været sparsom, indtil det i 2003 stod 76 gange, og i Kristeligt Dagblad toppede brugen i 2015, hvor avisen skrev 81 gange om kulturradikale.

Ifølge Niels Peter Skou var kulturradikal oprindeligt et skældsord, som en bestemt kreds så for en kort bemærkning tog på sig, men da det kom i vælten igen, efter at Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti i 2001 fik politisk flertal, var det som skældsord.

Lektoren uddyber, at det ikke så meget var daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) opgør med ”smagsdommere”, der bragte ordet frem, som det var Dansk Folkepartis opgør mod de kræfter, som havde dømt partiet ude. Dels Søren Krarups angreb på den kulturradikale ”Bermuda-trekant” bestående af Danmarks Radio, dagbladet Politiken og forlaget Gyldendal. Dels Ulla Dahlerups tale på DF’s landsmøde i 2003, hvor hun i meget stærke vendinger angreb de kulturradikale og specifikt forfatteren Klaus Rifbjerg.

Hans Hertel, professor emeritus i nordisk litteratur, har både forsket i PH og kulturradikalisme. Han pointerer, at kulturradikalismen var en borgerlig reformbevægelse, som var udviklet i samklang med socialistiske tanker. Han erkender, at bevægelsen havde flere ”blinde pletter”, herunder ”kæresteriet med kommunismen, dogmatisk pacifisme, plat antiamerikanisme, plat religionsfjendskhed og nedgroet rationalisme, slatten ’fri opdragelse’, despekt både for traditioner og for værdifuld massekultur”. Men bevægelsen rummede også en frigørelse, et frisind og en kritisk sans, som er værd at erindre.

”Som bevægelse er kulturradikalismen stendød, men jeg mener, at den lever videre hos en række enkeltpersoner. Klaus Rifbjerg var en enmandshær, som fyldte så meget, at der blev lidt tomt ved hans død, men der er andre,” siger Hans Hertel, der nævner forfatteren Suzanne Brøgger og sig selv.

I den yngre generation forekommer ordet sjældent på positivsiden, men i Politiken har debatredaktør Ditte Giese sammen med medskribenten Mads Zacho Teglskov søsat en bagsideklumme om ”Den nye kulturradikalisme”. Ifølge redaktøren er formålet at genrejse de fornuftige aspekter af den ellers så udskældte kulturradikalisme, og humor og satire skal være midlet til at nå læserne:

”Så kan vi håndfodre dem med feminisme, humanisme og globaliseringsglæde, mens de hygger sig.”