Kaffen bliver indtaget med sugerør, og det er ikke helt nemt at holde sandwichen på tallerkenen. Den 53-årige Per Baar Kæseler er født spastiker og har svært ved at styre bevægelser og tale. Han er også uddannet civiløkonom og har gennem et langt arbejdsliv måttet slås for at bevise, at han er dygtig til sit fag. I dag er han ansat i fleksjob som regnskabsmedarbejder hos en vognmand syv- otte timer om ugen.
”Heldigvis er mit fysiske handicap medfødt, så jeg ved ikke, hvordan det er at leve uden. At være spastiker er det normale for mig,” forklarer Per Baar Kæseler med et smil under interviewet på en café i København.
En ny undersøgelse viser, at flere danskere end tidligere er bekymret for, om et menneske med et handicap kan udfylde en jobfunktion.
Den udvikling overrasker ikke Per Baar Kæseler, der bor i en lejlighed nord for København sammen med sin hustru, 49-årige Vibeke Baden Laursen, der også er spastiker og kørestolsbruger.
”Jeg fornemmer en generel tendens til at pakke mennesker med handicap ind i vat. Vi er ikke vant til at se mennesker med handicap på arbejdspladser og i det offentlige rum, og på den måde bliver forståelsen og rummeligheden også mindre,” siger Per Baar Kæseler.
Han understreger, at det først og fremmest er i hverdagsmøderne på arbejdspladser og i fritiden, at tolerancen opstår.
”Når først kollegerne har jeg lært mig at kende og har set, at jeg kan løse arbejds-opgaverne, er jeg altid blevet godt modtaget. Jeg tror i vid udstrækning, at skepsis over for kolleger med handicap skyldes uvidenhed, og at man måske aldrig selv har mødt en person med et handicap,” forklarer Per Baar Kæseler.
Efter et arbejdsliv med mange korte ansættelser blev Per Baar Kæseler arbejdsløs for godt fem år siden. Forinden havde han haft et job som regnskabsmedarbejder på et stutteri i Hedensted i Østjylland. Han pendlede mellem sin arbejdsplads og København, men til sidst måtte han give op, fordi de lange rejsetider tog for hårdt på helbredet.
”Derefter søgte jeg 200-300 job, og jeg kom aldrig til samtale. Om det var alderen eller mit handicap, der var problemet, ved jeg ikke. Men jeg blev sorteret fra,” forklarer Per Baar Kæseler.
Sidste efterår lykkedes det ham at få et fleksjob i den lille vognmandsvirksomhed.
”Det er ikke for pengenes skyld, at jeg arbejder. For jeg har måske 1500 kroner mere til rådighed om måneden, end jeg kan opnå i invaliditetsydelse og anden støtte. Men jobbet giver mig følelsen af, at der er brug for mig, og jeg kommer ud og møder andre mennesker. Jeg vil gerne deltage i samfundet ligesom alle andre,” siger Per Baar Kæseler.
I sit arbejdsliv er Per Baar Kæseler stødt på velvillige kolleger og chefer, men han synes også, at han nogle gange er blevet beskyttet for meget.
”På et tidspunkt arbejdede jeg i Nordisk Ministerråd og stod i begyndelsen for piccoline-agtige forsendelsesopgaver. Jeg skrev senere en mail til min chef om, at jeg gerne ville have nogle opgaver, der bedre matchede mine kvalifikationer. Det fik jeg, og den ansættelse endte med at blive et af mine bedste jobs,” fortæller Per Baar Kæseler.
Han har også oplevet, at kollegerne har været for tilbageholdende med at spørge ham direkte om de begrænsninger, hans handicap giver.
”Jeg ville hellere have, at folk spørger ind til mit handicap, så jeg kan give dem en forklaring i stedet for, at de selv drager nogle forkerte og måske fordomsfulde konklusioner,” siger Per Baar Kæseler.
Han mener, at den form for åbenhed er helt afgørende for, at det skal lykkes at inkludere mennesker med handicap på en arbejdsplads.
Per Baar Kæselers hustru, Vibeke Baden Laursen, har fulgt interviewet på sidelinjen. Hun er ikke i tvivl om, at tolerancen over for mennesker med handicap er på retur i disse år.
”Jeg mærker, at nogle folk bliver mere forskrækkede end tidligere, når de møder mig. Samtidig tror mange, at jeg er dårligt begavet, fordi jeg har svært ved at tale. Jeg tror, det skyldes, at vi lever i et samfund, hvor vi i stigende grad skal være så perfekte og strømlinede. Mennesker med handicap passer ikke ind i den perfekthedskultur,” lyder det fra Vibeke Baden Laursen.