Prøv avisen

6000 år gamle familiemønstre er aflejret i sproget

Birgit Anette Rasmusen er professor i indoeuropæisk ved Københavns Universitet og leder af forskningsprojektet "Individual, kin and family in prehistoric Europe – what words can tell". Foto: Leif Tuxen

Mens vores arv fra antikken og den jødisk-kristne kultur er velkendt og velbeskrevet, er der for lidt opmærksomhed på, at vi deler en langt ældre indoeuropæisk arv med halvdelen af Jordens befolkning, påpeger forsker, som er på vej med en bog om, hvad sprogforskning kan fortælle os om familie- og slægtskabets ældste historie

Hvordan kan det være, at en lang række sprog fra gammel tid har haft langt flere ord til rådighed til at beskrive en gift kvindes relation til ægtemandens bror, søster og øvrige familie, end der er ord til at beskrive mandens tilsvarende relationer til konens familie? Og hvordan kan det være, at der på tværs af de samme sprog findes tilsvarende vidnesbyrd om en særlig relation imellem drengebørn og deres morbrødre og tanter, som ikke var den samme for pigebørn eller for drengebørn og deres farbrødre?

Ifølge Birgit Anette Rasmussen, professor i indoeuropæisk ved Københavns Universitet og leder af forskningsprojektet ”Individual, kin and family in prehistoric Europe – what words can tell”, kan et stikord til at løse gåden være det engelske ord for at ægte nogen, to wed, som indgår i wedding – bryllup – men egentlig betyder at føre.

Når lignende sproglige iagttagelser kombineres med, at dna-prøver har vist, at mennesker har blandet arveanlæg over store afstande tusindvis af år tilbage i tiden, og at strontium-analyser har vist, at bronzealderkvinder som Egtvedpigen og Skrydstruppigen for over 3000 år siden blev ført langvejs fra for at ægte en dansk mand, fortæller det om en urgammel kultur.

”Hvis man kigger på ordforrådet for de ord, som har med familie at gøre, i de ældste indoeuropæiske sprog, så passer det som hånd i handske til, at det indoeuropæiske samfund må have været dels patriarkalsk, dels patrilokale, det vil sige, at kvinden kom udefra og blev ført til sin mands familie for at bo hos den, ligesom man stadig kender det i Indien,” forklarer Birgit Anette Rasmussen.

Siden 2013 har hun sammen med tre postdoc-forskere takket være en bevilling på seks millioner kroner fra Velux-fonden kunnet gennemføre sin undersøgelse af individets sociale rolle i det indoeuropæiske samfund, som den afspejler sig i ordforrådet. Projektet udmunder i en bog, ”Kin, Clan and Community in Prehistoric Europe”, som en række forskere er ved at lægge sidste hånd på, og som ifølge professoren giver et nyt og sammenhængende oversigtsbillede af familiemønstre, som tegner sig på tværs af den indoeuropæiske kultur. Bogen tegner et mere fredeligt billede af vores forfædres forfædre end det ”ariske” krigerfolk, nazisterne dyrkede.

”Ved at trænge dybere ind i den indoeuropæiske kultur er det blevet klart for mig, hvor lidt firkantet man skal være. Selvom de også havde en krigerisk kultur med en særlig mandekult, mener jeg, at vi må revidere den ensidigt machoagtige opfattelse af indoeuropæerne,” siger hun.

Birgit Anette Rasmussen drager en parallel til debatten om, hvorvidt vikingerne skal ses som et hærgende krigerfolk eller fredelige handelsrejsende. Den største forskel er nok, at de fleste kender den 1000 år gamle nordiske arv fra vikingerne, den antikke arv fra det klassiske Grækenland og Rom og den jødisk-kristne arv, som hviler på Bibelen. Men ifølge Birgit Anette Rasmussen er der for lidt opmærksomhed på vores endnu ældre indoeuropæiske arv.

Hvem indoeuropæerne egentlig var er stadig lidt af en gåde, for de har ikke efterladt sig skrift, og de arkæologiske fund fra deres kultur er begrænsede. Men gennem systematiske studier af senere sprog kan forskerne konkludere, at de sprog, som tales af næsten alle europæere og amerikanere samt flertallet i store asiatiske lande som Indien og Iran, udgår fra det samme sprog. Det indoeuropæiske ursprog kan lokaliseres til et folkeslag, der for cirka 6000 år siden beboede et område omkring Ukraine og det sydlige Rusland, og som har haft så stor magt og kulturel betydning, at deres sprog i dag forener halvdelen af Jorden i en fælles arv.

Forskernes pointe er, at denne fælles arv ikke kun handler om ord, men også om de tankegange, myter og familietraditioner, ordene udtrykker. For eksempel at kvinder traditionelt er blevet ført langt bort til deres ægtemands familie, som hun så er vokset op iblandt. Og at hvis hun fik mere end én søn, blev de yngre brødre ført tilbage til hendes familie og opfostret her, for at ældste søns position som arving ikke skulle være truet.