Da de psykologistuderende på Københavns Universitet aktionerede i foråret 1968, gennemførte analyseinstituttet Gallup en meningsmåling, som viste, at hele 72 procent af danskerne fandt det forkert, at studenterne havde ”demonstreret ved at bruge magt, altså blandt andet ved at barrikadere sig på universitetet”.
Blandt de 15-24-årige var andelen 63 procent, og blandt de 25-29-årige 65 procent. Flertallet af de unge var altså skeptiske, og de ældres skepsis var kun lidt større.
Da demonstrationerne imod Vietnamkrigen var på deres højeste i USA, var det især amerikanere over 50 år, der mente, at krigen var en fejl. Krigsmodstanden i den ældste befolkningsgruppe steg fra 29 procent i 1965 til 69 procent i 1973. For 30-49-årige og unge under 30 år var andelen henholdsvis 20 og 15 procent i 1965, og for begge disse grupper steg den i årenes løb kun til lidt over halvdelen, 53 procent.
De to meningsmålinger er med til at vise, at det er problematisk at se alle de aktioner og demonstrationer, der fandt sted i 1968, som del af ét samlet oprør af politisk og livsstilsmæssigt tilsnit, som den unge generation født i 1940’erne gennemførte imod deres forældres generation. For dels var det mange af hinanden uafhængige forandringer, der fandt sted. Dels var det mere nogle tendenser i tiden end en bestemt generation, der stod bag. Og mange unge var skeptiske over for i hvert fald nogle af de oprør, der fandt sted for 50 år siden, mens andre strømninger fandt bred støtte hos såvel yngre som ældre.
”Blandt de historikere, der forsker i 1968, er der de seneste år sket en bevægelse væk fra generationshistorien og de politiske brydninger til i stedet at fokusere på nogle af de globale tendenser for at få en mere nuanceret forståelse af 1960’ernes historie,” siger Steven L.B. Jensen, historiker og medforfatter til bogen ”1968 – og det der fulgte”.
Han præciserer, at forskningen skelner imellem i hvert fald tre oprør: studenteroprøret, de marxistiske bevægelser kaldet det nye venstre og så den mest upræcise betegnelse af de tre, ”ungdomsoprøret”, som markerer en lang række opbrud inden for kultur og livsstil, som ikke nødvendigvis har noget med studenter eller marxister at gøre, og som heller ikke har nogen klar forankring i det specifikke år 1968, men udfoldede sig fra 1965.
”I den danske offentlige debat bliver det hele som regel rodet sammen i én pærevælling med betegnelsen ’1968’,” siger historikeren.
På flere sprog bruger man betegnelsen ”1968-generationen”, selvom man for eksempel i amerikansk terminologi er mere tilbøjelig til at omtale generationen som ”babyboomers” med henvisning til de høje fødselstal i 1940’erne.
Eller man taler om ”Vietnam-generationen”, påpeger Niels Bjerre-Poulsen, lektor ved center for amerikanske studier på Syddansk Universitet og forfatter til ”Vietnamkrigen – en international historie 1945-1975”, hvorfra meningsmålingen om amerikanernes holdning til krigen stammer.
”Det er en udbredt forestilling, at generationerne stod over for hinanden i 1968, men den holder ikke,” siger han.
Ordene ”ungdomsoprør” og ”studenteroprør” blev begge registreret i det danske sprog i 1968, mens ”68-generationen” og ”68’er” først fandt vej til danske ordbøger i 1984, oplyser Henrik Lorentzen, seniorredaktør ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, som udgiver Den Danske Ordbog.
Ifølge ordbogen betegner ”68’er” ikke bare en, der var ung dengang, men en person, der deltog i ungdomsoprøret, hvilket langtfra alle unge gjorde. Siden er ordet blevet meget udbredt – og her frem mod oprørets 50-årsjubilæum bruges det stadig oftere i forbindelsen ”en gammel 68’er”.
På nogle punkter ser det tilmed ud til, at befolkningens holdning til 1968 er mildnet på de fem årtier – i hvert fald hvis spørgsmålene formuleres på den rigtige måde. Ved 40-årsjubilæet i 2008 spurgte Rambøll Management på vegne af Morgenavisen Jyllands-Posten, om ”arven fra 1968” har haft ”en gavnlig indvirkning på hele uddannelsessystemet”. Det svarede 57 procent af danskerne dengang ja til.