Der har til alle tider eksisteret migranter. Men det 20. århundrede skabte flygtningene. Og det skete i Europa. Det er hovedteorien i den canadiske holocausthistoriker Michael Robert Marrus’ murstensværk fra 1985, der stadig betragtes som den mest fuldstændige beretning om Europas flygtningehistorie.
”De uønskede”, som bogens titel lyder, var i første omgang jøder, der flygtede fra organiseret, voldelig forfølgelse i Østeuropa allerede i slutningen af 1800-tallet. Siden kom armenierne, der overlevede Det Osmanniske Riges folkedrab, og udløste nogle af de første eksempler på internationalt hjælpearbejde for flygtninge, mens Karl Marx og den russiske anarkist Mikhail Bakunin blev indbegrebet af den politiske flygtning.
Første Verdenskrig, men også den russiske revolution, efterlod hundredetusinder af flygtninge og statsløse, som historiens første flygtningekommissær, Fridjof Nansen, forsøgte at hjælpe enten hjem eller til en tilværelse i en af de nye europæiske stater. Det skete blandt andet med det såkaldte Nansenpasset, som blev udstedt af Folkeforbundet.
Professor Peter Gatrell, der er migrationshistoriker ved universitetet i Manchester, anslår, at 10 millioner mennesker blev revet op med rode under Første Verdenskrig.
Og allerede i 1930’erne tog flygtningestrømmene til igen på grund af både den spanske borgerkrig og jødeforfølgelser i Tyskland og Østrig.
Da krigen sluttede, var godt 11 millioner mennesker igen fordrevet i Europa. Det var belgiere og franskmænd, men også baltere, polakker og russere, der var blevet hentet til Tyskland eller Østrig for at arbejde, foruden dem, der var blevet deporteret til arbejds- eller koncentrationslejre.
Blandt andet som følge af Potsdam-konferencen i juli 1945 om efterkrigstidens Europa blev en halv million tyskere udvist fra Jugoslavien, mens titusinder blev tvunget ud af Ungarn og Rumænien, hvor de havde boet i generationer.
I 1946 oprettede det stadig unge FN Den Internationale Flygtningeorganisation, IRO, der skulle repatriere de mange mennesker, som i vid udstrækning var samlet i lejre.
”Princippet var, at alle skulle sendes hjem, hvor de kom fra, og det var også det, flertallet ønskede. Men der var en såkaldt hård kerne, som frygtede forfølgelse, hvis de vendte hjem. Nogle var født i et selvstændigt Baltikum og ville ikke sendes til et territorium, som nu var blevet kommunistisk under sovjetisk herredømme,” forklarer Peter Gatrell.
”Disse flygtninge var IRO’s ansvar. Og her var princippet, at man ikke ville tvinge folk til et land, de ikke følte, de tilhørte. Disse mennesker skulle i stedet genbosættes,” siger den britiske historiker.
Godt 400.000 flygtninge kom til USA, Australien og New Zealand, som imidlertid udvalgte de mest arbejdsduelige flygtninge, mens de gamle og syge fik afslag og blev i Europa, hvor de to sidste flygtningelejre først lukkede i 1959.
Det var på denne baggrund, at FN i 1949 besluttede at indlede forhandlinger om en international konvention.
Den aftale, som blev underskrevet den 28. juli 1951 og trådte i kraft tre år senere, var af en ny type, fastslår Irial Glynn, migrationshistoriker ved University College Dublin i Irland.
”Det var ikke den første flygtningeaftale, men tidligere havde man forsøgt at løse problemer omkring specifikke befolkningsgrupper. Flygtningekonventionen fra 1933 skulle løse det russiske flygtningeproblem, og i 1938 var det flygtninge fra Tyskland og Østrig, man skulle håndtere. 1951-konventionen er det første forsøg på at skabe fælles regler for alle flygtninge. Men samtidig havde man blikket rettet mod den nye kolde krig og flygtningene fra de kommunistiske regimer, der især begyndte med Sovjetunionens bekæmpelse af opstanden i Ungarn i 1956,” siger Irial Glynn.
Den ungarske opstand gav netop stødet til oprettelsen af DRC Dansk Flygtningehjælp. Og generaldirektør Charlotte Slente kalder den dengang kun fire år gamle Flygtningekonvention for epokegørende.
”Vi fik en international ramme for det internationale samarbejde, og det var en kæmpehjælp for beskyttelsen af individuelt forfulgte mennesker. Det skete, selvom Europa lå i ruiner. De mange flygtninge i 1945 var en stor udfordring, som Europa tog på sig. Man ville undgå at gentage den fejl, man begik i 1930’erne, hvor man lukkede dørene for jøderne. Den globale flygtningeudfordring er i dag en anden, men man kan også konstatere, at vi var i stand til at løfte den opgave,” siger Charlotte Slente.