70 års fortolkningsstrid om Munks død

Siden likvideringen for præcis 70 år siden har der været politiske uenigheder om, hvorvidt Kaj Munks død skal ses som et offer, han bevidst stilede imod, eller en risiko, han følte, han måtte løbe

Januar 1944: Kaj Munks båre køres gennem Silkeborg.
Januar 1944: Kaj Munks båre køres gennem Silkeborg. . Foto: Ukendt/.

Det var heltemodigt, da digterpræsten Kaj Munk den 1. januar 1944 stillede sig op i sin kirke i Vedersø i Vestjylland og talte meget direkte imod den tyske besættelsesmagt og dens hjælpere. Men var modet udtryk for, at han ønskede at yde det ultimative offer, sit liv, for sin sag, frem for at blive sammen med sine sognebørn i Vedersø, sin hustru og parrets fem børn? Eller håbede han at undgå døden, men følte blot, at nogen måtte sige fra?

Det er et af de centrale spørgsmål, som knytter sig til begivenheden tre dage efter den famøse nytårsprædiken, da Gestapo hentede Kaj Munk i hans hjem og dræbte ham den 4. januar for 70 år siden, hvorved han opnåede status som martyr i den danske befolkning. Ingen er i stand til at fastslå Munks præcise motiver, men ligesom debatten om Munk har været præget af enten at se ham som en helt eller en skurk, er fortolkningen af hans død delt mellem billedet af den bevidste martyr og præsten, der af samvittighedsgrunde måtte trodse faren og sige tingene rent ud.

Kaj Munk ønskede næppe at dø, men han var fuldt klar over risikoen og ønskede at løbe denne risiko. Hans politiske projekt havde gavn af hans offer, og der kan have været en skjult dødsdrift, men det er svært at psykoanalysere en mand, der har været død i 70 år, siger Hans Hertel, professor emeritus i nordisk litteratur ved Københavns Universitet.

TEMA: Kaj Munk

Han er delvist enig i den vurdering, som står at læse i den Store Danske Encyklopædis opslag om Kaj Munk, forfattet af blandt andre docent, dr.phil. Flemming Lundgreen-Nielsen: Under Besættelsen satte han åbenlyst og markant sin egen person ind i den åndelige kamp mod nazismen. Da en tysk terrorpatrulje i januar 1944 bortførte og skød ham, fik han den martyrdød, han havde stilet imod.

Jeg kan godt følge denne vurdering, men mener, at der er brug for at nuancere billedet mere. Kaj Munk løb en risiko, men ikke fordi han ikke ville elske at kunne blive hos sin kone og sine børn. Ligesom mange modstandsfolk har givet udtryk for, følte han, at det var hans nationale pligt, og det var hans hustru, Lise Munk, indforstået med. Jeg vil ikke betegne hans indstilling som udtryk for sygelighed, men nærmere overspændthed, siger Hans Hertel.

LÆS OGSÅ: Poet, ekstremist og nationalt ikon

Søren Dosenrode er professor ved Aalborg Universitet og leder af Kaj Munk Forskningscentret samme sted. Hans vurdering lyder, at Kaj Munk ikke opsøgte døden, men var klar til at påtage sig den. Men i de socialdemokratiske og radikale kredse, som under krigen mente, at forhandling med tyskerne var vejen frem og som Kaj Munk hadede blev Munks kompromisløse linje anset for farlig og landsskadelig.

Det er nærliggende, når man var så politisk uenig med ham, at sige, at han bevidst søgte martyriet, fordi det gør ham til en mere ekstrem person, siger Søren Dosenrode.

Lars Christensen, ph.d. og foredragsholder med Kaj Munk som speciale, tilføjer, at den samlede universitetsverden ikke ville kendes ved Kaj Munk og hans litteratur i 1960erne og 1970erne, blandt andet fordi det var de kulturradikale og marxistiske kredse, som Munk stod i grel kontrast til, der førte ordet:

Kaj Munk var både national, kristen og royalist på én gang, så det kunne næsten ikke være værre. Derfor er der mange, som bevidst forsøgte at pille myten om Kaj Munk ned.