700 er testet coronapositive - antal indlagte stiger til over 100

Antallet af smittede er for tredje dag i træk over 700. Dog er antallet faldet med 67 siden torsdag.

Sundhedsstyrelsen går nu i gang med at give tredje stik til færdigvaccinerede over 65 år. Også særligt udsatte og sundheds- og ældrepersonale bliver tilbudt tredje stik. Timingen er altafgørende, lyder det fra styrelsen. Ifølge vaccineprofessor er timinge
Sundhedsstyrelsen går nu i gang med at give tredje stik til færdigvaccinerede over 65 år. Også særligt udsatte og sundheds- og ældrepersonale bliver tilbudt tredje stik. Timingen er altafgørende, lyder det fra styrelsen. Ifølge vaccineprofessor er timinge. Foto: Angela Weiss/Ritzau Scanpix.

Yderligere 700 personer er det seneste døgn testet positive for covid-19. Det viser fredagens opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er et fald i antallet af smittede siden torsdag, hvor der var 767 smittede.

Positivprocenten ligger på 1,16. Det er et mål for, hvor stor en andel af de prøver, der er kommet svar på, der har været positive for covid-19.

De 700 smittede er fundet i 60.338 PCR-prøver. Det svarer til, at 1,16 procent af prøverne var positive for smitte.

PCR-prøver er de test, hvor man podes i svælget.

Der er det seneste døgn registreret 30 nye indlæggelser af smittede på landets hospitaler. Det samlede antal indlagte med covid-19 i Danmark stiger med 15 til 105. Det skyldes, at der også er sket udskrivelser.

Det giver dog ikke grund til bekymring, at antallet stiger fredag. Det siger Camilla Foged, der er professor i vaccinedesign ved Institut for Farmaci på Københavns Universitet.

- Det kan være et udsving, for dem, der bliver indlagt nu, er ikke indlagt så længe. Men hvis tallet bliver ved med at stige, så skal vi se på det.

- Vi må også holde øje med, hvem der bliver indlagt: om det er folk, der ikke er vaccinerede, eller folk, der er, men bliver syge alligevel, siger hun.

Samtidig er tre smittede afgået ved døden. I alt er 2679 smittede døde i Danmark.

Blandt de indlagte er 14 smittede indlagt på landets intensivafdelinger, og af dem får 10 hjælp til at trække vejret af en respirator.

Det seneste døgn har 1499 personer fået andet stik og kan dermed kalde sig færdigvaccineret.

I Danmark er 4.394.501 personer nu færdigvaccineret. Det svarer til 75 procent af befolkningen.

I alt har 134.843 fået tredje stik. Det svarer til 2,3 procent af befolkningen.

Fredag har Sundhedsstyrelsen meddelt, at færdigvaccinerede over 65 år får en invitation til tredje stik seks måneder og 14 dage efter, at de har fået anden vaccination.

Fra styrelsen lyder det, at timingen er "altafgørende".

- Det betyder, at man ikke skal give tredje stik, hvis ikke det er nødvendigt. Men man skal heller ikke komme for sent og først give det, når beskyttelsen begynder at falde.

- Timingen er rigtig nu, inden vi for alvor går ind i efterårs- og vintersæsonen, forklarer Camilla Foged.

/ritzau/