Prøv avisen
Interview

75-årig sygeplejerske melder sig klar til tjeneste

Selvom det er et årti siden, at Ingrid Dahl sidst havde arbejde som sygeplejerske, og selvom faget ”hele tiden udvikler sig,” så er hun ikke et sekund i tvivl om, at hun vil kunne bidrage, hvis det bliver nødvendigt. – Privatfoto.

Pensionerede læger, sygeplejersker og sosu’er kan blive en vigtig del af det ekstra beredskab, som skal hjælpe, hvis coronavirussen spreder sig yderligere. Én af dem, der er klar til at bidrage, er 75-årige Ingrid Dahl. ”Jeg er hverken modig eller bange for at dø. Jeg er sygeplejerske,” siger hun

Tilværelsen kan hurtigt tage en uventet drejning. Tag bare 75-årige Ingrid Dahl fra Sjællands Odde. For nogle uger siden nød hun pensionisttilværelsen med lange gåture, frivilligt arbejde og filosofisk fordybelse. I dag er hun én af de mange hundrede pensionerede læger, sygeplejersker og social- og sundhedsmedarbejdere, der har kontaktet deres tidligere fagforeninger for at melde sig frivilligt til at stå parat, hvis samfundet på ny skulle få brug for deres faglighed.

”Jeg kunne ikke lade være med at melde mig. Jeg tror, det ligger i mit DNA. Det er selvfølgelig så moderne at sige det – men i hele mit liv har jeg været vant til at træde til, når folk havde brug for hjælp eller var i nød. Når der er brug for os, så stiller vi op, og jeg ved, jeg taler på mange af mine gamle studiekammerater og kollegaers vegne, når jeg siger: én gang sygeplejerske, altid sygeplejerske,” siger Ingrid Dahl, der gik på pension for 10 år siden.

Det var efter tirsdagens pressemøde i Statsministeriet, hvor sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) fastslog, at sundhedsvæsenet kan få brug for at mobilisere så meget arbejdskraft som muligt, at hun besluttede sig for at kontakte sin tidligere fagforening. Og selvom det er et årti siden, at hun sidst havde arbejde som sygeplejerske, og selvom faget ”hele tiden udvikler sig,” så er hun ikke et sekund i tvivl om, at hun vil kunne bidrage, hvis det bliver nødvendigt.

”Jeg ser mig selv som ’reservernes reserve’, og jeg mener, der er mange opgaver, jeg kan påtage mig. Jeg kan tage ud til syge, der ikke er syge nok til at blive indlagt og dosere medicin. Jeg kan hjælpe dem med sårpleje, lægge drop og give sondemad. Min eneste begrænsning er det fysiske – min ryg er for dårlig til, at jeg kan vende en patient og foretage bleskift,” siger hun og refererer til, at sundheds- og ældreministeren ved pressemødet netop udtalte, at vi kan risikere at stå i en situation, hvor sygehusene kun kan indlægge de allermest syge. Resten må blive i kommunerne, og netop på det lokale plan mener Ingrid Dahl, der sluttede sin karriere som hjemmesygeplejerske, at hun kan gøre gavn.

Det er knap et halvt århundrede siden, at dengang 28-årige Ingrid Dahl i 1973 blev ansat som sygeplejerske på Køge Sygehus. Trods sit lange arbejdsliv kan hun ikke komme i tanke om et eneste fortilfælde, hvor situationen var ligeså alvorlig, som den situation coronavirussen har medført i dag.

Måske netop af den grund ville nogle formentlig tøve med at række hånden i vejret og tilbyde deres hjælp. Ingrid Dahl er en ældre kvinde, og som 75-årig har hun en alder, der gør hende særligt udsat, skulle hun gå hen at blive smittet med coronavirus. Den kendsgerning skænkende hun imidlertid ikke en tanke, da hun besluttede sig for at tage en formentlig sidste tørn som sygeplejerske.

”Det fylder ikke. Jeg føler mig rimelig sund og rask, og jeg har heldigvis været forskånet for sygdomme i det meste af mit liv. Jeg føler mig hverken modig eller bange for at dø. Jeg er sygeplejerske og vil gerne hjælpe, hvis andre faglige mener, at min hjælp kan bruges.”

Hvis du bliver smittet, er du i risiko for at dø. Hvorfor er du villig til at risikere dit liv for at hjælpe andre?

”Med fare for at lyde rørstrømsk, så er det, fordi jeg lever for at hjælpe andre. Simpelthen. Og den tanke synes jeg, vi skylder hinanden på et eller andet plan. Det er ikke sagt som en tung skyld eller byrde, men som en positiv skyld,” siger Ingrid Dahl og gør et ophold:

”Faktisk synes jeg, at en af de sværeste opgaver i vores liv er at forholde sig til de forfærdelige ting, der sker rundt omkring os, men som er ude af vores hænder. Med coronavirussen står vi nu i en situationen, hvor vi som mennesker kan handle og hjælpe, der hvor vi kan. Det, synes jeg, er en rar tanke.