93-årig fik lussing af medarbejder. Nu reagerer plejehjemmet

Plejehjem beklager nu medarbejders udøvelse af vold mod beboer på plejehjem. Medarbejderen er fritstillet

"Hvor længe vil vi acceptere, at systemet holder hånden over sine egne, som endog lægger hånd på de ældre? I stedet for at holde hænderne under dem med omsorg og værdighed?" skriver Jesper Oehlenschläger i et debatindlæg.
"Hvor længe vil vi acceptere, at systemet holder hånden over sine egne, som endog lægger hånd på de ældre? I stedet for at holde hænderne under dem med omsorg og værdighed?" skriver Jesper Oehlenschläger i et debatindlæg. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

"For et par uger siden fik min farmor en syngende lussing af en medarbejder på et plejehjem i København."

Sådan indledte Jesper Oehlenschläger tirsdag den 6. december et debatindlæg i Kristeligt Dagblad

I indlægget forklarede han, hvordan hans 93-årige farmor bad om at komme på toilettet. Det afviste en medarbejder på plejehjemmet med, at hun lige havde været på toilettet. Og da Jesper Oehlenschlägers farmor protesterede, fik hun en "syngende lussing" af medarbejderen, hedder det i debatindlægget.

Efterfølgende blev medarbejderen ifølge Jesper Oehlenschläger flyttet til en anden afdeling. Familien har holdt flere møder med både ledelsen på plejehjemmet og ledelsen på ældreområdet i Hvidovre Kommune, skriver han. Men ifølge Jesper Oehlenschläger har familien ikke fået en undskyldning.

Han slutter debatindlægget med: 

"Hvor længe vil vi acceptere, at systemet holder hånden over sine egne, som endog lægger hånd på de ældre? I stedet for at holde hænderne under dem med omsorg og værdighed?"

Farmoderen bor på Plejehjemmet Krogstenshave i Hvidovre Kommune. Kristeligt Dagblad har forsøgt at få et interview med plejehjemmets ledelse. Ledelsen har ikke ønsket at stille op til interview, men henviser i stedet til Hvidovre Kommune.

I en mail fra Hvidovre Kommune svarer plejehjemmets ledelse:

"Vi vil gerne understrege, at vi på ingen måde accepterer, at plejehjemmets beboere bliver behandlet hårdhændet, og vi fritog derfor øjeblikkeligt den pågældende medarbejder for tjeneste."

Jesper Oehlenschläger fortæller i dag, at han og familien kun har fået at vide, at medarbejderen er blevet omplaceret til en anden afdeling. Han understreger, at han ikke tidligere har hørt, at medarbejderen skulle have været fritaget for tjeneste. 

Ledelsen fra plejehjemmet skriver også:

"Vi indledte samtidig en personalesag for at komme til bunds i, hvad der er foregået. Både plejehjemmets ledelse og ledelsen af Center for Sundhed og Ældre har holdt flere møder med beboerens familie, og vi beklager, at episoden har skabt utryghed hos både beboeren og de pårørende." 

Til sidst i svaret skriver ledelsen for Plejehjemmet Krogstenshave:

"Det er vigtigt for os, at plejehjemmets beboere, deres familier og andre pårørende kan have tillid til vores plejehjem."

Kristeligt Dagblad har forsøgt at få et interview med chefen for sundhed- og ældreområdet i Hvidovre Kommune, Mette Odgaard Holck. Hun ønsker heller ikke at stille op.