Prøv avisen
Etisk set

Opråb: 9479 hjerner har også krav på værdighed

Tusinder af hjerner, indsamlet fra psykiatriske patienter på hospitalet i Risskov, står til at blive destrueret. Foto: Hjerne i montre. Her fra Panum Instituttet. Foto: RITZAU/JØRGENSEN JAKOB

Tusinder af hjerner, indsamlet fra psykiatriske patienter på hospitalet i Risskov, står til at blive destrueret. Det mindste, man kan gøre, er at sikre hjernerne et værdigt hvilested, skriver Mia Amalie Holstein, medlem af Det Etiske Råd

I kælderen under det psykiatriske hospital i Risskov (Aarhus Universitet) ligger 9479 hjerner i formalin. De er indsamlet fra afdøde psykiatriske patienter, der var indlagt på statshospitalet i perioden fra 1945 til 1982. Uden at de pårørende gav samtykke eller overhovedet fik besked, vel at mærke. Men det var i overensstemmelse med dagældende lov.

I dag opfattes samlingen som unik. Fordi den er en af verdens største samlinger, tæt på umulig at genskabe og fordi det er muligt at tilknytte hospitalsjournaler til cirka halvdelen af hjernerne. Umiddelbart lyder det jo, som paradis for en hjerneforsker.

For eksempel påpeger professor Poul Videbech, som indtil for to år siden var professor i klinisk psykiatri i Risskov, at samlingen indeholder hjerner fra skizofrene, fra tiden før moderne antipsykotisk medicin blev indført, hvilket gør det muligt at afklare, om det er sygdommen skizofreni, der giver de hjerneforandringer, som visse skanninger antyder. Og i 2009 fik professor Raben Rosenberg 1.620.000 kroner til at løse gåden om, hvorfor dele af hjernen skrumper ved svær depression.

Men Aarhus Universitet og Region Midtjylland mener ikke, at samlingen har videnskabelig værdi. Hverken nu eller i fremtiden, forstås. For de seneste 10 år har der ”kun” været 6 forskningsprojekter (tre igangværende og tre planlagte).

Bygningerne, hvor hjernesamlingen opbevares, skal tømmes. Og hjernesamlingen står til at blive nedlagt inden 4. kvartal 2018.

Om seks forskningsprojekter er mange eller få, er svært at vurdere. For antallet af forskningsprojekter afhænger også af prioriteringen af forskningsmidler. Og det melder historien intet om.

Og ikke alle er enige i, at samlingen er værdiløs. Poul Videbech mener, at samlingen har stor værdi. Og Aarhus Universitet oplyser, at de har modtaget en række støtteerklæringer til bevarelse af samlingen fra såvel udenlandske som danske universiteter.

Hvis de afgørende forudsætninger for at opretholde samlingen ikke er til stede, bør den naturligvis nedlægges. Det skal jeg være den første til at sige. Men er den reelt værdiløs?

Hvis samlingen har videnskabelig værdi, er man etisk forpligtet til at foretage en grundig undersøgelse af, om andre forskningsinstitutioner er interesserede i at overtage samlingen. Men grundig tyder det ikke på, at man har været.

Og i et brev fra universitetet til regionen står der:

”Aarhus Universitet og Region Midtjylland har også drøftet muligheden for at søge private fonde om midler til flytning og opbevaring af samlingen. Der har dog været enighed om, at det ikke er sandsynligt, at private fonde vil give støtte til driftsudgifter, og det er derfor besluttet ikke at søge”.

Hvis samlingen skal nedlægges, er spørgsmålet, hvordan man bør skille sig af med hjernerne. Det Etiske Råd har anbefalet, at hjernerne bliver afhentet af en bedemand, kremeret og urnerne bliver nedsat i anonym fællesgrav. Det svarer til praksis for bortskaffelse af donerede legemer. Og hvis de pårørende ønsker kistebegravelse eller nedsættelse af urnen på et familiegravsted, skal dette også være muligt.

Men ifølge et referat fra Region Midtjylland ses der bort fra rådets anbefalinger. Hjernerne vil blive behandlet som biologisk materiale og skal på forbrændingen.

Jeg har fuld forståelse for, at universitetet og regionen må foretage økonomiske prioriteringer. Alligevel sidder jeg tilbage med fornemmelsen af, at det er gået lidt for hurtigt. Enten smider man guld på gaden eller også forsøger man i stilhed at skaffe sig af med et problem, der peger tilbage på en fortidig praksis, vi i dag ville forarges over. I det mindste kunne man rette op på denne fortid ved at give ”hjernerne” et sidste værdigt hvilested.

Mia Amalie Holstein er politisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd.