Sygeplejerske Christina Ahrenkiel banker forsigtigt på hos den ældre mand i 70’erne. Han ligger i sin seng og taler svagt og utydeligt, men Christina Ahrenkiel forstår godt ordene, for han er en af hendes faste beboere.
Hun vasker ham, hjælper ham i tøjet, og senere på formiddagen får han også skiftet forbinding om fødderne. Klokken lidt ni sidder han i en stol iført ren ternet skjorte og joggingbukser og spiser rugbrødsmadder, mens fjernsynet er tændt.
I øjeblikket kommer han ikke ud af sit værelse på grund af koldbrand i den ene tå. Han kunne få en amputation. Christina Ahrenkiel og den praktiserende læge har holdt møder med ham for at drøfte den mulighed, men han vil ikke, selvom han egentlig ikke virker livstræt.
”Vi kan informere det bedste, vi kan, men vi vil aldrig presse nogen til behandling. Det kan være hårdt for mig som sygeplejerske, særligt hvis man kan se, at behandling måske kunne give borgeren et fornuftigt liv,” siger Christina Ahrenkiel.
Plejehjemmet Stigtebo er et af Langelands fem kommunale plejecentre og ligger i Lohals på øens nordspids. Den 12 år gamle etplansbygning med brede lyse linoleumsgange, høje lofter med akustikplader og et køkken i hver ende er hjem for 18 beboere mellem 76 og 96 år.
To tredjedele er ramt af mere eller mindre udtalt demens, og ifølge plejehjemsleder Carina Pilgaard er det lille overskuelige miljø en stor gevinst for disse beboere. Derudover er plejehjemmet også rammen for de udkørende social- og sundhedshjælpere og assistenter, der hjælper 65 hjemmehjælpsmodtagere på Nordlangeland.
I et kontorlokale står social- og sundhedshjælper Irene Kristensen ved en computer og fordeler hjemmeplejens besøg. Nogle borgere er svært plejekrævende og modtager besøg syv gange i døgnet, andre får rengøring hver anden uge.
Plejehjemmet og hjemmeplejen på Stigtebo har 45 ansatte. 4 social- og sundhedsassistenter, 1 sygeplejerske og 40 social- og sundhedshjælpere. Efter en intens debat om plejehjem, der kun havde én vagt om natten, gik borgmesteren sidste år til valg på, at der skulle ansættes to nattevagter på alle øens plejehjem. Derfor har Stigtebo netop ansat en ekstra nattevagt.
Langeland med godt 12.000 indbyggere er en af de danske kommuner med flest ældre. En tredjedel af indbyggerne er fyldt 65 år, og 8,7 procent er over 80 år.
”Vores største udfordring er manglen på sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter,” forklarer plejehjemsleder Carina Pilgaard.
Plejehjemslederen har ændret arbejdsgangene, så social- og sundhedshjælperne ikke længere skal gøre rent hos beboerne. Det tager en hushjælp sig af. På den måde får personalet mere tid til for eksempel at gå tur med beboerne. Men den ordning bliver muligvis afskaffet næste år, fordi kommunen vil spare på rengøringen i budgettet for 2019. 4 af de 18 beboere er helt uden pårørende, og for nylig gik en af de ældre uden pårørende bort. I de situationer trækker plejehjemmet på Langelands særlige korps af frivillige vågekoner.
”Når man kommer til verden, står der mange mennesker og tager imod, og sådan skal det også være ved livets afslutning. Ingen skal efter min mening være alene, når man skal herfra. Vores vågetjeneste er helt unik, og vi ville slet ikke have personale til den opgave, ” konstaterer Carina Pilgaard.
Der hersker ifølge Carina Pilgaard en helt særlig kultur på Langeland, hvor mange familier har kendt hinanden i generationer. Derfor kender personalet i mange tilfælde beboerne og deres familier.
Men det ændrer ikke ved, at kommunens ældrebudget er presset. I lokalpressen er der kritik af hjemmeplejen. Og på plejehjemslederens skrivebord ligger Fyns Amts Avis. Forsideartiklen fortæller, at Langeland Kommune har overskredet budgettet for ældrepleje med i alt fem millioner kroner.
En af årsagerne er ifølge 1. viceborgmester Lisa Pihl Jensen (S) og borgmester Tonny Hansen (SF), at kommunen tager imod stadig flere ældre, der udskrives tidligt fra sygehuset. I øjeblikket modtager Langeland Kommune i gennemsnit 12 ældre patienter fra sygehuset om dagen mod tidligere 5.
I et værelse over for lederkontoret er social- og sundhedshjælper Anne Grete Christensen er ved at give den 87-årige Helga støttestrømper på. Helga har boet på plejehjemmet en måned, og hun er allerede faldet godt til. Hun har livlige blå øjne og bevæger sig meget rundt på gangene.
”Kan du huske, at vi har været naboer en gang, og at du serverede nybagte klejner for mig og mine børn,” siger Anne Grete Christensen.
Det kan Helga ikke huske. Helgas hukommelse har det i det hele taget ikke så godt, og det falder hende også svært at fortælle, hvor gammel hun er. Til gengæld taler hun gerne om den lille gård på Langeland, hvor hun boede med mand og børn i mange år. I dag har hun kun en søn tilbage. Hun elsker at dyrke jorden og savner sin have. Som kompensation har hendes søn placeret et lille bitte drivhus i knæhøjde foran Helgas terrassedør. Her har hun plantet hortensia og andre blomster.
Helga er også med, da sognepræst Hans Henrik Merrild klokken halv 11 indleder en gudstjeneste i plejehjemmets aktivitetscenter. Gudstjenesten er åben for ældre fra hele Nordlangeland, og denne onsdag sidder omkring 20 mennesker og lytter til præsten. En tredjedel af dem er beboere fra plejehjemmet.
Der er helt stille i rummet, da Hans Henrik Merrild prædiker og efter gudstjenesten læser Vilhelm Mobergs novelle ”At slibe en kniv”.
Aktivitetsrummet har åbent mandag, onsdag og fredag mellem 10 og 15. Social- og sundhedsassistent Jill Nielsen står for at organisere aktiviteterne. Et af de populære gøremål er at sidde og tale om de små laminerede kort, som Jill Nielsen selv har fremstillet. De forestiller gammeldags vaskemaskiner og andre remedier fra beboernes barndom og ungdom.
Særligt populært er et par eksemplarer af Familiejournalen fra 1938 og 1936. Bladene har Jill Nielsen blandt andet fundet på sin svigermors loft. Genbrugsbutikken Lopperne i Lohals er oprettet for at samle penge ind til aktiviteter på plejehjemmet, og Lopperne har sammen med Velux Fonden doneret penge til den bus, Stigtebo har købt, så beboerne for eksempel kan køres til stranden.
”Uden de frivillige ville vi slet ikke kunne arrangere de mange ture og udflugter,” siger Jill Nielsen.
Social og sundhedshjælper Liselotte Nielsen skrår over parkeringspladsen foran Stigtebo og ringer på i en ældrebolig på den anden side af vejen.
I et rummeligt etplanshus bor den 95-årige Henning Nielsen. Fra stuen kan han se ud på en skov. På spisebordet ligger en bunke landbrugsaviser, og på væggen et billede af den familiegård på Langeland, som Henning Nielsens søn driver i dag. Henning Nielsen mistede sin kone for godt tre år siden. Denne sommerdag sidder han i sin kørestol iført armyfarvede bukser og ternet skjorte.
”En gang landmand, altid landmand. Men jeg kan ikke drive landbrug, når jeg ikke har bentøjet,” siger Henning Nielsen med et glimt i de let sammenknebne øjne.
Henning Nielsen har fået amputeret begge ben inden for de seneste seks år, men det har ikke slået ham ud.
”Jeg har nogle gode børn, og jeg kan blive hentet af flextrafik, så jeg kan besøge dem. Jeg har købt en elektrisk kørestol, så jeg kan komme rundt i Lohals. Jeg tager ned til Brugsen, for jeg kan jo ikke bare sidde her og kukkelure. Eller jeg vander min lille have, men i år er det så tørt, så tørt, og jorden her i Lohals er det rene sand sammenlignet med den gård, jeg kommer fra,” fortæller Henning Nielsen.
Han modtager hjemmehjælp om morgenen for at komme ud af sengen, og hjemmehjælp om aftenen, når han skal i seng. Desuden får han hjælp til rengøring, og den lokale campingplads fungerer som hans kommunale leverandør af ældremad.
”Jeg kunne ikke tænke mig at være gammel i en storby. Jeg tror, man ville drukne i mængden. Her kommer man hinanden ved. Nærheden i ældreplejen fås nok ikke bedre end på Langeland. Vi har det godt. Ikke også?”, siger han henvendt til social- og sundhedshjælper, Liselotte Nielsen, som han har kendt i flere år, fordi hun passede hans søn, da han var syg og døde af kræft.
Liselotte Nielsen nikker. Hun har tidligere været social- og sundhedshjælper i Bagsværd nord for København og er ikke i tvivl om, at det er langt lettere at få en god kontakt med de ældre i det lille øsamfund, selvom Langelands knappe økonomi og det stigende antal ældre presser budgetterne.
”Det er så livsbekræftende at besøge dig,” siger hun til Henning Nielsen.
På vejen mellem plejehjemmet og Henning Nielsens hus går sygeplejerske Christina Ahrenkiel med en ældre dame under armen. Kvinden lider af demens og er en af plejehjemmets såkaldt ”dørsøgende” beboere. Hun skælder ofte ud. ”Hvorfor står der det navn på min dør? Det hedder jeg da ikke,” sagde hun vredt til personalet tidligere på formiddagen. Nu går hun beslutsomt hen ad vejen med sin rollator. Hun vil ud, og Christina Ahrenkiel følger med, mens hun forsøger at berolige hende.
Efter besøget på Langeland afgik den mand, sygeplejerske Christina Ahrenkiel passede, ved døden. Den anden beboer på plejehjemmet optræder kun ved sit fornavn, Helga.
Se, hvor mange ældre, der er i de danske kommuner, på