Åbne grænser, bureaukrati og sort arbejde: Her er Europas største udfordringer med migration

I en artikelserie har Kristeligt Dagblad kortlagt den unge nigerianske mand Vincent Besos fire år som papirløs migrant i Europa. Artiklerne har dokumenteret menneskesmugling, illegalt arbejde og politisk magtesløshed. Her sættes fokus på fem centrale spørgsmål i et kuldsejlet europæisk asylsystem

Balkan-ruten holder tysk politi på tæerne. Tusinder af migranter krydser grænsen til Tyskland. Ofte er de lykkelige for at slippe væk fra menneskesmuglere og i stedet sige goddag til tysk politi. (Arkivfoto).
Balkan-ruten holder tysk politi på tæerne. Tusinder af migranter krydser grænsen til Tyskland. Ofte er de lykkelige for at slippe væk fra menneskesmuglere og i stedet sige goddag til tysk politi. (Arkivfoto). Foto: Marko Djurica/Ritzau Scanpix.

1) Er det for nemt at narre sig til Europa?

Nigerianske Vincent Beso passer på profilen af mange af de afrikanske migranter, der i disse år forsøger at komme til Europa. Han er en ung, ufaglært mand i starten af tyverne. Han kommer fra fattige kår, og hans mor var enlig forsørger for ham og hans småbrødre.

På ét punkt adskiller han sig dog fra de flestes forestillinger om en migrant: Mens mange afrikanske migranter forsøger at komme til Europa ved at krydse Middelhavet eller Det Ægæiske Hav, så fløj Vincent Beso i 2017 til Stockholm på et gyldigt visum udstedt af den svenske ambassade i Nigeria.

Vincent Beso blev inviteret til Sverige af en deltidsprofessionel fodboldklub under dække af at være et lovende fodboldtalent. Kort efter ankomsten i klubben stak Vincent Beso af.

Klubben lod sig narre af et fodboldakademi i Nigeria og anmodede den svenske ambassade i landet om at udstede et visum. Kort efter ankomsten til Sverige stak Vincent Beso af.

Ifølge flere eksperter, som Kristeligt Dagblad har talt med, er metoden ikke uvant. Mange migranter kommer på lovlig vis til Europa gennem forskellige erhvervsordninger, på turistvisum eller som studerende. Når deres visum løber ud, forsvinder nogle migranter og lever herefter illegalt i Europa. Alene inden for fodboldens verden anslår Ini-Obong Nkang, forsker i sportsmigration ved Trent University i Nottingham, Storbritannien,at 15.000 afrikanere hvert år kommer til Europa under dække af at være lovende fodboldtalenter.

Det rejser spørgsmålet:

Udsteder europæiske lande for mange visa til afrikanske migranter set i lyset af, at mange af dem bliver illegalt i Europa efterfølgende?

2) Et fejlslagent europæisk asylsystem?

Da Vincent Beso stak af fra Sverige, væltede han den første brik i en dominokæde af fejl. Mange af brikkerne har samme fællesnævner: EU-landenes asylsystemer.

De 27 medlemslande har forskellige asylregler. En regel er alle dog enige om: Dublinforordningen. Den betyder kort sagt, at asylansøgere skal søge asyl i det første land, de registreres i. Det skal forhindre, at flygtninge og migranter vandrer fra land til land i håbet om at få asyl, hvor end det er nemmest.

Vincent Beso blev i februar 2017 registreret ved ankomsten i Stockholm. I marts dukkede han op i Hamborg og søgte asyl i Tyskland. Kristeligt Dagblad kan via aktindsigter se, at de tyske myndigheder med det samme fandt ud af, at Vincent Beso (på grund af Dublinforordningen) var svenskernes ansvar. Alligevel tog det tre måneder – fra marts til juni – før Tyskland fik en udleveringsaftale med Sverige på plads.

I Københavns Lufthavn glemte de svenske myndigheder at hente Vincent Beso og eskortere ham over Øresundsbroen, hvilket de ellers havde lovet. Derfor søgte den unge nigerianer om asyl i Danmark.

Han var stadig svenskernes ansvar. Alligevel tog det igen fire måneder – fra juni til september – før Udlændingestyrelsen i Danmark fik en udleveringsaftale på plads med Migrationsverket i Sverige.

Det rejser spørgsmålet:

Fungerer Dublinforordningen efter hensigten, og hvorfor tager det mange måneder at overføre asylansøgere mellem de forskellige EU-lande?

3) 2400 kilometer uden at vise dokumenter?

Arbejdskraftens frie bevægelighed er en af kongstankerne i det europæiske fællesskab. Idealet er muliggjort af Schengen-samarbejdet, der i sin enkelthed går ud på, at man som dansk statsborger ikke skal vise sit pas eller behøver visum, hvis man rejser til andre EU-lande. Ordningen har på sin vis gjort det europæiske kontinent grænseløst.

Vincent Beso nød godt af samarbejdet, da han i 2017 besluttede sig for at stikke af fra en fodboldprøvetræning i Sverige og derefter begyndte en decideret odyssé rundt i Europa. Han rejste fra Sverige til Tyskland og siden fra Danmark via bus gennem Tyskland og Frankrig til den spanske østkyst, hvorfra han tog en færge til Mallorca. 2400 kilometer. På intet tidspunkt under rejsen blev Vincent Beso bedt om at vise dokumenter af grænsevagter eller politi.

I Spanien fortsatte han livet som papirløs migrant. I 2019 besluttede han sig for at vende snuden mod Danmark igen. Denne gang valgte han imidlertid en mere komfortabel vej: At flyve fra Mallorca til Stockholm på falske papirer. Derefter rejste han igen til Danmark.

Kortlægningen af Vincent Besos rute gennem Europa viser et EU, hvor man som papirløs migrant relativt ubesværet kan bevæge sig fra A til B.

Det rejser spørgsmålet:

Fungerer den frie bevægelighed, som EU hviler på, hvis man samtidig vil forhindre migranter uden papirer i at rejse frem og tilbage mellem medlemslandene?

4) Har Europa et ansvar, når man efterspørger migrantens illegale arbejdskraft?

Det er umuligt at forholde sig til afrikansk migration uden også at forholde sig til det europæiske arbejdsmarked. Migranter som Vincent Beso repræsenterer nemlig ikke alene lykkeriddere, der forlader familier og hjemlande i håbet om at sikre en bedre, mere velstående fremtid i Europa. De repræsenterer også – om man vil det eller ej – en uomgængelig del af den europæiske økonomi.

For Vincent Beso var det bøvlet, men aldrig decideret svært at finde arbejdsgivere, der så stort på hans illegale ophold og tilbød ham arbejde. I næsten to år arbejdede han i den spanske landbrugssektor, hvor han blandt andet plukkede tomater til en løn, de færreste europæere formentligt ville stille sig tilfreds med. Landet er EU’s største eksportør af frugt og grønt, og de fleste danskere har formentligt købt en pakke tomater fra netop Spanien i det lokale supermarked. I foråret, da coronakrisen toppede, stoppede migranter som Vincent Beso imidlertid med at dukke op i Sydeuropa. Manglen på illegal arbejdskraft gjorde, at den spanske regering tilkendegav, at den frygtede for decideret fødevaremangel og et økonomisk kollaps.

Også i Danmark, der bryster sig af at have et af de mest regulerede arbejdsmarkeder i verden, var det ganske nemt for Vincent Beso at finde arbejde. Sidste vinter blev han gennem et vikarbureau ansat som opvasker og rengøringsmand på restaurantkæden Oli Oli i København.

Vincent Beso illustrerer dermed en forbundethed, vi som dansker og europæer sjældent konfronteres med. Det er ikke alene migranten, der hungrer efter lykken i Europa, men også et Europa, der hungrer efter migrantens arbejdskraft.

Det rejser spørgsmålet:

Hvordan tilgodeser Europa efterspørgslen efter billig arbejdskraft, hvis man samtidig vil begrænse illegal arbejdskraft?

5) Hvordan får man migranter til at forlade Europa igen?

Efter tre år som papirløs migrant i Europa blev Vincent Beso den 8. februar 2020 arresteret og sigtet for ulovligt ophold, ulovligt arbejde og dokumentfalsk. I Københavns Byret blev han efterfølgende idømt 40 dages ubetinget fængsel og udvisning af Danmark i seks år.

Vincent Beso blev overført til Kalundborg Arrest, hvor han fortsat befinder sig i en celle, selvom han forlængst har udstået sin fængselsstraf. Det skyldes blandt andet, at Vincent Beso på ny søgte om asyl i Danmark, hvilket forhalede hjemsendelsen. Denne gang var Vincent Besos asylmotiv, at han var seksuelt forfulgt i sit hjemland på grund af sin homoseksualitet. I dag har Udlændingestyrelsen givet ham afslag på anmodningen, hvorfor der ikke længere er noget juridisk hensyn til hinder for at deportere ham tilbage til Nigeria. Alligevel ved Vincent Beso ikke, hvornår udsendelsen sker, og ifølge udlændingeretlige advokater kan selve hjemsendelsen tage flere måneder, hvis ikke år.

Vincent Beso er ikke alene. I landets fængsler, arresthuse og udrejsecentre sidder udviste udlændinge og afviste asylansøgere og venter på at blive deporteret. Nogle, fordi de modsætter sig afgørelsen om hjemsendelse. Andre, fordi Danmark ikke har en hjemsendelsesaftale med det pågældende modtagerland.

I Vincent Besos tilfælde har han erkendt, at der ikke er nogen anden udvej end hjemsendelse, hvorfor han har bedt myndighederne om at fremskynde processen. Det er imidlertid lettere sagt end gjort, og meget tyder på, at han kommer til at fejre jul i arresten.

Det rejser spørgsmålet:

Hvordan sikrer Danmark en væsentlig mere effektiv hjemsendelse, der forebygger, at sager trækker i langdrag og bliver en dyr affære for samfundet og en psykisk belastende affære for det enkelte menneske?

Kristeligt Dagblad har stillet de fem spørgsmål til Socialdemokratiets udlændingeordfører, Rasmus Stoklund og Konservatives udlændingeordfører, Marcus Knuth. Læs deres svar her.