Prøv avisen
Kommentar

Mette Bock om kritik af valg af åbningsprædikant: Åndsfriheden har trange kår

Det er et skred, når folkevalgte politikere på en og samme tid kan lovsynge ytringsfriheden i skåltalerne og samtidig mene, at man skal udelukke præster med politiske holdninger, man er uenige i. Der findes et ord herfor. Og det er dobbeltmoral, skriver kirkeminister Mette Bock (LA). Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Mine politiske kolleger mener åbenbart, at åndsfrihed og forkyndelsesfrihed kun skal omfatte dem, man i forvejen selv er enige med. Det viser kritikken af mit valg af prædikant til Folketingets åbningsgudstjeneste i dag

I dag indledes folketingsåret med den traditionelle åbningsgudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. I anledning af at det i år er 150 år siden, vi fik valgmenighedsloven, der sikrer, at en gruppe mennesker kan etablere deres egen kirke med tilknytning til folkekirken, har jeg som kirkeminister inviteret valgmenighedspræst Morten Kvist fra Hammerum Valgmenighed til at prædike.

Og så brød fanden ellers løs i Laksegade eller rettere: blandt politikere på venstrefløjen.

DR har nemlig fundet nogle Morten Kvist-citater fra 2008 omkring hans syn på homoseksuelles rettigheder. SF har meddelt, at de bliver væk fra gudstjenesten i protest. Flemming Møller Mortensen (S) mener ikke, at udtalelserne falder ”inden for rammen af en grundtolerance i et demokrati”. Jakob Mark (SF) ”kan ikke fordrage forstokkede, religiøse synspunkter, som hører middelalderen til”, og Alternativets Carolina Magdalene Maier finder det stærkt kontroversielt, at jeg har inviteret netop Morten Kvist.

Det mest kontroversielle i denne sag er, at mine politiske kolleger åbenbart mener, at åndsfrihed, ytringsfrihed og forkyndelsesfrihed kun skal omfatte dem, man i forvejen selv er enige med. De har tilsyneladende glemt den skelnen mellem prædikestol og politisk talerstol, som vi i Danmark har bygget på siden Grundlovens vedtagelse. En skelnen, som vi tilmed prøver at lære andre trossamfund, som er kommet til vores land.

Jeg ved ikke, om kritikerne overhovedet ved, hvad åndsfrihed er. I hvert fald kan jeg i disse år konstatere, at der er blevet lavere til loftet i Danmark, hvilket er et paradoks i en tid, hvor vi ellers er enige om betydningen af åndsfrihed og ytringsfrihed. Det er, som om man kun vil lytte til og være sammen med mennesker, der mener det samme, som man selv gør.

Et sådant samfund er bogstavelig talt åndsfattigt. I 1856 var det Grundtvig, der prædikede ved Folketingets åbning. Han sagde blandt andet følgende kloge ord:

”Der skal vedtages en tungebåndets løsning for præsterne i folkekirken. Så kan præsterne frit tale af hjertet til hjertet, som de selv tror kristendommen og forstår den hellige skrift. Når denne præstefrihed er blevet gennemført, så kan folkekirken blive et mageløst vidunder til hele folkets tilfredshed, trøst og glæde.”

Grundtvigs pointe var netop præsternes forkyndelsesfrihed og den lutherske tilgang, at evangelierne altid står åbne for fortolkning. Når vi sidder ved siden af hinanden på kirkebænken, lytter vi til en præst på en prædikestol, ikke til en politiker på en politisk talerstol. Og vi kan frit tilslutte os forkyndelsen eller lade være.

Samtidig må jeg minde om respekten for, at præster er borgere med borgerrettigheder som alle andre i dette samfund. Inklusive ytringsfriheden og friheden til at blande sig i politiske debatter af enhver art.

Det er denne frihedstradition og pluralisme, som åndsfrihed bygger på. Det er et skred, når folkevalgte politikere på en og samme tid kan lovsynge ytringsfriheden i skåltalerne og samtidig mene, at man skal udelukke præster med politiske holdninger, man er uenige i. Der findes et ord herfor. Og det er dobbeltmoral.

Jeg kendte ikke til Morten Kvists angivelige udtalelser om homoseksuelles rettigheder. Personligt har jeg alle dage arbejdet for, at homoseksuelle skal stilles 100 procent lige med alle andre, og jeg er selv en del af en regnbuefamilie med mange homoseksuelle. Så jeg ved, hvad jeg taler om, og det sårer mig personligt dybt, når nogle ikke mener, at regnbuefamilier er lige så gode familier som familier med en mor og en far.

Men selvom jeg havde kendt til udtalelserne fra 2008, ville jeg have inviteret Morten Kvist. Jeg glæder mig til at lytte til hans prædiken, da han er en dygtig teolog. Den politiske debat kan vi efterfølgende tage uden for kirkerummet.

Salig chefredaktør Jørgen Schleimann skrev i sin korte tid som chefredaktør for Morgenavisen Jyllands-Posten i kolofonen, at frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede. Dén lærdom må ikke fortabes i en tid, hvor de liberale demokratier trues. Ikke blot af andre, men nu også af os selv. 8