Åndsfrihedsspørgsmål splitter Liberal Alliance

Folketingsmedlem Henrik Dahl (LA) ytrer sig kritisk om sin partifælle Mette Bocks udtalelser om truslen mod åndsfrihed. Det bliver spændende at se, om de med hver sit syn på religion kan trives i samme parti, siger professor

Kirke- og kulturminister Mette Bock og partifællen Henrik Dahl, begge Liberal Alliance, er uenige om, hvor presset på åndsfriheden kommer fra.
Kirke- og kulturminister Mette Bock og partifællen Henrik Dahl, begge Liberal Alliance, er uenige om, hvor presset på åndsfriheden kommer fra. Foto: ritzau.

Truslen mod åndsfrihed kommer fra danskerne selv. Sådan lød det fra kirke- og kulturminister Mette Bock (LA) under en åndsfrihedskonference på Christiansborg fredag. Og den udtalelse har fået partifællen Henrik Dahl til at reagere. Ifølge ham er der nemlig ingen tvivl om, at truslen mod åndsfrihed kommer fra islam.

På sin Facebook-profil har Henrik Dahl delt et link til Kristeligt Dagblads artikel fra konferencen, der bærer rubrikken ”Mette Bock: Presset på åndsfriheden kommer fra os selv”, sammen med følgende kommentar: ”Jeg troede, at presset på åndsfriheden først og fremmest kom fra islamister, der forsøger at myrde trosfæller, som kritiserer eller forlader troen, eller blot er anderledes; forsøger at myrde jøder; og i det hele taget bare forsøger at myrde enhver, der ikke underkaster sig deres dogmer.”

Dermed undsiger Henrik Dahl sin partikollega og udstiller en uenighed i partiet.

Ifølge politisk kommentator Erik Meier Carlsen er det karakteristisk for tiden, at en sådan uenighed kan opstå blandt partifæller, fordi det i virkeligheden ikke er politik, men forståelsen af, hvad religion er, der er brudpunktet.

”De kommer fra samme parti og har politisk samme linje, men det, der adskiller dem, er, at Mette Bock selv er religiøs, hvorimod Henrik Dahl går til debatten med en antireligiøs indstilling,” siger Erik Meier Carlsen.

I den omtalte artikel argumenterer Mette Bock for, at religion fejlagtigt af flere og flere bliver opfattet som noget farligt, men at den virkelige trussel er, at danske folkekirkemedlemmer ikke længere har et sprog for at tale om religion modsat andre religiøse grupper i samfundet. Hendes argumenter kalder Liberal Alliances Henrik Dahl i kommentarsporet på Facebook for ”sort snak fra halvfemserne”.

Henrik Dahl selv har ikke ønsket at uddybe sine ytringer om partifællen over for Kristeligt Dagblad, men holder fast i udtalelserne om, at islam er den helt store trussel mod åndsfrihed.

At Henrik Dahl går imod sin partifælle ved at publicere en sådan kommentar på Facebook, forbavser ikke Erik Meier Carlsen.

”Han er vel lidt kendt for at være åbenmundet og ikke tage så mange hensyn i måden, han fører sig frem på i debatten. Desuden har partiet i dag lagt sig på en mere indvandrerkritisk linje end oprindeligt, vil jeg mene, og derfor kan han måske også regne med en vis opbakning fra en del af sine nuværende partifæller, hvor han vil kunne pege på, at Mette Bock med sine udtalelser svigter partilinjen,” siger Erik Meier Carlsen.

Professor i videnskabsteori og idéhistorie ved Aalborg Universitet Frederik Stjernfelt peger på, at begge kan have en pointe.

”Jeg er enig med Dahl i, at Bock overser, at de stærke jihadistiske vækkelser i islam udgør det største ydre pres på ytringsfriheden i vor tid. Men samtidig har Bock ret i, at der også er en vigtig dimension i truslen mod ytringsfrihed, der kommer indefra, fra de vestlige samfund selv. Der kan jo sagtens være mere end én trussel ad gangen,” siger han.

At de to politikere fokuserer på hver sin trussel indikerer forskellige opfattelser af religionens betydning.

”Når Bock taler om de vanetroende danskeres modsætning, de ’andre, der er mere bevidste om deres ståsted’, så er det jo en meget mild omtale af for eksempel jihadister, der ikke nøjes med at være bevidste, men også handler på deres bevidsthed. Det er antagelig det, Dahl reagerer imod.”

Og de to står på hver sin fløj i spørgsmålet om åndsfrihed.

”Bock synes at mene, at åndsfriheden kommer fra religionen, og Dahl at den kommer fra at skabe et rum frigjort fra nogen enkelt religion. Det bliver spændende at se, om de kan trives i samme liberale parti,” siger Frederik Stjernfelt.