1. Den danske dans med corona er langtfra slut
Til marts er det to år siden, at statsminister Mette Frederiksen (S) tonede frem på danskernes tv-skærme og lukkede landet ned på grund af den tiltagende smitte med den nye ukendte coronavirus. Dermed går vi i det nye år ind i det tredje hele år i det, som statsministeren navnkundigt har kaldt ”dansen med corona”. I det nye år bliver det især interessant at holde øje med, om corona og dens mutationer – der, om ikke andet, genopfrisker vores kendskab til det græske alfabet – permanent vil blive betragtet som en samfundskritisk sygdom, hvor politikerne på baggrund af vejledning fra eksperter i Epidemikommissionen vil kunne indføre restriktioner for at undgå smitte. Eller om vi med tiden vil begynde at betragte og håndtere virus på linje med de sæsonbaserede influenzasygdomme, vi kendte i forvejen.
Ligeledes vil det nye år føre med sig, at langt de fleste danskere skal have det tredje vaccinestik. Denne såkaldte booster-indsats er først for nylig begyndt at blive udrullet med en hast, der for alvor vil kunne udfordre den nye, smitsomme omikron-variant, som på rekordtid har slået rod i det danske samfund. Det betyder, at der i det nye år vil komme yderligere pres på landets hospitaler og på sundhedspersonalet, der er særligt udsat for smitte og sygdom. Den udvikling vil formentlig puste endnu mere til konflikten mellem landets sygeplejersker og regeringen, der dog i forbindelse med finansloven for næste år afsatte en milliard kroner til sundhedsvæsenet her i december. Dette til trods er det ikke usandsynligt, at de første måneder af 2022 – ganske som sidste år – vil komme til at stå i coronaens tegn, hvilket igen vil igangsætte de kædereaktioner, vi efterhånden har lært at kende til hudløshed: hjemmearbejde, forsamlingslofter, massetests, mundbindskrav, coronapas og hjælpepakker. Foreløbig viser meningsmålinger, at et stort flertal af danskerne bakker op om nye restriktioner. Men om endnu en vinter med en hård corona-politik vil påvirke befolkningens opfattelse, kan kun tiden vise.
2. Udviklingen går fra pandemi til endemi
Verden er på vej ind i det tredje år med coronapandemien, og covid-19 kan næppe længere kaldes en ny coronavirus i folkemunde. I efteråret blev Europa atter hotspot for coronasmitten. Restriktionerne vendte tilbage, og på samme tid blev den særligt smitsomme omikron-variant opdaget. Sygdommens genopblussen og de lave vaccinetal fik lande som Østrig til at gå så langt som at indføre vaccinekrav. Alt det mindede os om, at vi stadig står i en pandemi. Spørgsmålet er, om vi nogensinde slipper af med virussen.
Spørger man Michael Osterholm, som er epidemiolog på universitetet i Minnesota, skal vi lære at leve med corona. ”At udslette virussen i verden lige nu, er cirka som at forsøge at konstruere en vej af trædesten til Månen. Det er urealistisk,” siger han til det videnskabelige tidsskrift Nature. Alligevel er der grund til at være optimistisk. Ifølge eksperter skal vi nemlig forvente, at pandemien med tiden vil blive til en endemi. Det betyder ikke, at covid-19 helt vil forsvinde, men ligesom sæsoninfluenzaen vil den cirkulere med mellemrum, uden at mange bliver alvorligt syge af virussen. Nature har spurgt i alt 100 immunologer, virologer og forskere i infektionsmedicin, om de mener, at covid-19 med tiden vil gå fra at være en pandemi til at blive en endemi. Knap 90 procent svarede ja til, at det er ”meget sandsynligt” eller ”sandsynligt”. At spå om, hvornår det så kommer til at ske, er dog vanskeligere. Det afgørende er, hvor stor en del af verdens befolkning der bliver immune over for virussen. Og det kan ske på to måder: ved at flere bliver smittet, eller ved at folk lader sig vaccinere imod covid-19. I velstillede lande holdes smitten i ave af de mange vaccinestik, der bliver givet, mens sundhedsmyndigheder i især Afrika stadig kæmper med at få givet første og andet stik. Det mest realistiske scenarie er altså, at overgangen fra pandemi til endemi lige så stille vil ske i lande med høje vaccinetal, mens det vil blive en sejere kamp i lande med lave vaccinetal og dårlige behandlingsmuligheder. Én ting er sikker: Vi slipper ikke af med coronavirussen lige foreløbig.
3. Storpolitik overskygger store sportsbegivenheder
or de sportsinteresserede kan året, der kommer, blive en blandet fornøjelse. På den ene side er der lagt op til underholdning i verdensklasse, når De Olympiske Vinterlege i Beijing og VM-slutrunden i fodbold i Qatar afholdes i henholdsvis februar og november. På den anden side bliver det formentlig svært for mange at abstrahere fra, at de to begivenheder, der begge har dansk deltagelse, skriver sig ind i en tiltagende tendens, hvor ikke-demokratiske lande bruger store sportsbegivenheder til at opnå politisk legitimitet og global anerkendelse, selvom der i landene er åbenlyse problemer med menneskerettighederne. I internationale medier er det til fulde blevet dokumenteret, hvordan den lille ørkenstat Qatar bestak sig til værtskabet i den internationale fodboldorganisation Fifa. Men endnu mere alvorligt er det, at især asiatiske migrantarbejdere har levet og arbejdet under slavelignende forhold, mens de byggede de stadioner, der skal danne ramme om turneringen. En række rapporter og efterretninger har desuden konkluderet, at flere tusinde af landets 2,3 millioner gæstearbejdere har mistet livet på grund af VM, som på grund af de lokale varmegrader desuden for første gang er rykket fra sommer til sent efterår. På trods af de beskæmmende omstændigheder fastholder Dansk Boldspil-Union, DBU, at det er en politisk beslutning, hvis landsholdet skal afholde sig fra at deltage. Omvendt har regeringen ladet forstå, at det er fodboldens egne organisationer, der har ansvaret for tingenes tilstand, og at man derfor ikke kommer til at diktere en dansk boykot.
De moralske og politiske overvejelser er de samme, hvad angår Vinter-OL. Her bakker flere partier op om, at Danmark følger USA og laver en såkaldt diplomatisk boykot af legene med henvisning til Kinas brud på menneskerettighederne over for landets muslimske uighur-mindretal i den nordvestlige Xinjiang-provins. Det vil indebære, at ingen fra det officielle Danmark vil besøge Kina for at overvære Vinter-OL. Helt så alvorligt bliver det næppe, når Danmark i juli skal lægge asfalt til de tre første etaper af verdens største cykelløb, Tour De France. Inden turen går til Frankrig, skal feltet blandt andet passere Roskilde Domkirke, Storebæltsbroen og Jellingstenene.
4. Har Kina toppet? Stormagts-rivalisering tager til i pandemiens skygge
Iårevis har Kinas fremmarch og USA’s retræte som supermagt hørt til blandt de dominerende tolkninger af den globale verdensorden. Men den udvikling vil blive vendt på hovedet i 2022, spår Mikkel Vedby Rasmussen, professor og leder af institut for statskundskab ved Københavns Universitet. ”Jeg tror, at 2022 bliver året, hvor det går op for omverdenen, at Kina meget vel kan have toppet,” siger han. Landets håndtering af coronakrisen har fået billedet af Kina som ”fremtidens land, der både havde en langsigtet plan for sig selv og for vores andres udvikling” til at krakelere, og ifølge Mikkel Vedby Rasmussen står det kinesiske regime ganske forpjusket tilbage. Og fordi presset vokser på så vel den kinesiske økonomi som kommunistpartiets og dermed den autoritære styreforms legitimitet, kan 2022 blive året, hvor USA øjner muligheden for at markere sig over for ”riget i midten” på et tidspunkt, hvor styrkeforholdet for første gang i årevis er ved at ændre sig i amerikanernes favør. ”Amerikanerne vil i højere grad end hidtil forsøge at binde kineserne tættere til omverdenen gennem aftaler og samarbejde, simpelthen fordi man i Washington føler, at man nu kan tale med Beijing på en måde, som man ikke kunne, da de bare buldrede fremad.”
Mikkel Vedby nævner klimatopmødet i Glasgow i november, hvor Kina og USA udtrykte fælles grønne ambitioner som udtryk for, at kineserne er villige til at strække sig langt for at opnå geopolitisk legitimitet. Øget pres på Kina betyder dog næppe, at eksempelvis Taiwan vil kunne ånde lettet op. Kina spiller fortsat med de militære muskler, og risikoen for væbnede konflikter i 2022 er til stede over hele verden. Særligt i Ukraine risikerer forholdet mellem Rusland og Vesten at blive sat på spidsen. ”Det er ikke spor usandsynligt, at konflikten blusser op. Og det retter jo så opmærksomheden mod Europa og ikke mindst mod Tyskland, hvor det skal blive interessant at se, hvordan den nye regering vil håndtere Vladimir Putin. I Kreml drømmer man om, at Tysklands nye kansler, Olaf Scholz, vil være lige så langmodig over for russerne, som Angela Merkel har været hidtil. Det bliver enormt interessant at følge,” siger han.
5. Migranter kommer endnu højere på EU’s dagsorden
et er ikke en migrationskrise som den, der ramte Europa i efteråret 2015, da 1,3 millioner mennesker søgte til Europa og vandrede rundt på motorvejene for at søge asyl, men en anden krise, der vil optage de europæiske lande i de kommende måneder. Den udspiller sig ved Europas ydre grænser og illustrerer, at migrationsproblematikken ikke går væk, selvom antallet af asylansøgere i Europa falder. Pave Frans har efter et besøg på den græske ø Lesbos kort før jul nok en gang hudflettet Europa for at handle kynisk over for asylansøgere og migranter. Blandt andet hævder gentagne rapporter, at Grækenland i strid med folkeretten skubber migranter tilbage ved grænserne. Samtidig identificeres migration i stigende grad som en destabiliserende geopolitisk faktor. I Europa har Belarus’ præsident, Lukasjenko, med sit ”hybride angreb” på EU ved den polske grænse demonstreret, hvad Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, for længst har indset: At nogle tusinde migranter ved grænsen kan sætte de 27 lande i alarmberedskab og udløse en international krise. Og efter at Brexit har gjort Den Engelske Kanal til EU’s ydre grænse, kan Frankrig og Storbritannien når som helst ryge ud i en ny diplomatisk strid om, hvem der har ansvaret for, at tusindvis af migranter vil til Storbritannien for at søge asyl.
Netop derfor vil Emmanuel Macron benytte det franske EU-formandskab fra den 1. januar til at tage livtag med nogle af de mest eksplosive spørgsmål i EU. Den franske præsident vil åbne debatten om Schengen-aftalen og gøre det nemmere at indføre grænsekontrol ved EU’s indre grænser i tilfælde af en akut migrationskrise. Det kan lyde som sød musik i adskillige stats- og regeringslederes øren. Men det er også et potentielt indgreb i EU’s hovedhjørnesten om den frie bevægelighed, der kræver enstemmig vedtagelse og derfor kan resultere i endeløse topmødeforhandlinger. Især hvis det, som Macron har bebudet, kobles sammen med Kommissionens forslag til en europæisk migrationspagt, som til gengæld for stærkere, fælles screening af asylansøgere ved de ydre grænser også indeholder forslag om en solidarisk fordeling af de flygtninge, som ender med at få asyl. Det kan gøre 2022 til en ny test for EU.
6. Et sjældent topmøde i kirkernes FN
år 350 kirker fra i alt 110 lande kan samles for at tale, er det i sig selv en stor bedrift. Derfor må generalforsamlingen i organisationen Kirkernes Verdensråd fra den 31. august til 8. september i Karlsruhe i Sydtyskland stå som en af de vigtigste kirkelige begivenheder i 2022. Birger Nygaard, der er sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd, er en de repræsentanter for folkekirken, der tager med til generalforsamlingen, hvor ortodokse, lutherske, anglikanske, karismatiske kristne og højkirkelige vil forsøge at komme tættere på hinanden på trods af de store forskelle kirkerne imellem. ”Kirkernes Verdensråd er et meget ufuldkomment instrument, men det er alligevel det bedste, vi har til at mødes og føre samtaler med hinanden. Man betragter organisationen som den vigtigste i den store økumeniske bevægelse,” siger han.
Kirkernes Verdensråd repræsenterer 560 millioner kristne verden over, så det kan i sagens natur være svært at nå til enighed om noget som helst på generalforsamlingen, der senest blev holdt i 2013 i Busan i Sydkorea. Ifølge Birger Nygaard skal man heller ikke sætte næsen op efter markante resolutioner eller udtalelser. Formålet med samlingen er samlingen i sig selv. At kunne tale sammen på tværs af 110 forskellige kirketraditioner er den store bedrift, men det betyder ikke, at det er udelukket, at generalforsamlingen vil komme med udtalelser, der sætter dybere spor. Birger Nygaard peger for eksempel på generalforsamlingen i Uppsala i 1968, hvorfra formuleringen ”Verden sætter dagsorden for kirken” stammer. ”Det blev til en stærk opfordring til medlemskirkerne om at være mindre selvoptagne og engagere sig i de ting, der sker i verden omkring os, og som fordrer kirkernes aktive stillingtagen og medarbejderskab. Der udgik herfra et initiativ med fokus på racisme, som blev til en stærk kirkelig bevægelse for afskaffelse af apartheid i Sydafrika,” siger han. Fra Danmark skal blandt andre biskop over Helsingør Stift Peter Birch medvirke sammen med øvrige repræsentanter fra folkekirken. Kirkernes Verdensråd blev stiftet i 1948 og beskrives af nogle som den kirkelige pendant til FN.
7. Mink kan give fornyet spænding i dansk politik
Uanset hvordan sagen lander, når den såkaldte granskningskommission ved udgangen af april ventes at fremlægge sine konklusioner, står det allerede nu klart, at de seneste måneders udvikling i minksagen har haft store politiske konsekvenser for Mette Frederiksen (S), der ellers primært har oplevet at have medvind i sin tid som statsminister.
I det nye år bliver det helt store spørgsmål, om afgørelsen vil kaste endnu mere brænde på bålet og for alvor cementere, at spændingen er tilbage i dansk politik efter to år med røde og entydige meningsmålinger.
Eller om den vil lægge en dæmper på den sag, der uomtvisteligt har givet fornyet tro på tilværelsen i de borgerlige partier, som efter lange perioder med interne stridigheder nu har fundet en sag, der samler og mobiliserer i vælgerhavet.
Når man lytter på vandrørene på Christiansborg, er der ikke mange, der regner med, at sagen om regeringens ulovlige aflivning af alle danske mink vil føre til en rigsret – selvom de borgerlige partier i foråret stemte ja til et borgerforslag, der kræver netop det.
Men alligevel er der i blå blok en fornemmelse af, at sagen og de dertilhørende slettede sms’er fremover vil kunne bruges som fældende beviser i fortællingen om Mette Frederiksen som en selvtilstrækkelig og magtfuldkommen statsminister, der gerne tager al æren for sejrene, men som ikke er bange for at kaste skylden på både embedsmænd og sine ministre, hvis tingene går skævt.
Sagen har dog ikke kun konsekvenser for Mette Frederiksens politiske karriere og personlige popularitet. Udviklingen betyder også, at regeringens bebudede reformdagsorden, der oprindeligt skulle have domineret dette efterår, er gået fløjten.
Derfor er der i det nye år lagt op til forhandlinger om den lovpakke, som regeringen kalder ”Danmark kan mere 1”. Den skal sikre, at flere mennesker kommer i arbejde, blandt andet ved at skære i dagpengesatsen for nyuddannede.
På den baggrund bliver det interessant at se, hvordan minksagen og dens efterdønninger vil påvirke partiernes villighed til at lave god gammeldags Christiansborg-politik i det sidste hele år i denne valgperiode, hvor et folketingsvalg i utide ikke kan udelukkes.
8. Kunstnerne har brug for at nå ud til publikum igen
Inden for kulturverdenen vil året 2022 blive præget af brede samarbejder, identitetsspørgsmål og nyttetænkning.
En af effekterne af to års coronapandemi har været, at alle kunstnere og kulturinstitutioner på den hårde måde har lært, at ingen er en ø. I isolation kan man trække sig tilbage og skabe sin kunst, men skal man nå sit publikum og overleve økonomisk, har man brug for andre.
Det får i 2022 den konsekvens, at der vil blive etableret mere tværfaglighed og flere samarbejder inden for kulturlivet. Der vil både være øget indbyrdes samarbejde mellem museer og teatre, mellem erhvervsliv og kulturliv og på tværs mellem kunstnere.
Samtidig vil der være en fortsættelse af debatten om, hvilke kunstneridentiteter der skal bringes frem i rampelyset eller hænge på museerne.
Fra én fløj vil spørgsmålet lyde, om kvinder fortsat fylder for lidt i forhold til mænd, og om andre grupper end hvide heteroseksuelle fylder for lidt i det samlede billede. Fra en anden vil reaktionen være, om ikke al den snak om kunstnerens identitet kan komme til at skygge for selve kunstværket.
I den litterære verden vil autofiktions-bølgen klinge yderligere af og blive erstattet af bøger, som i højere grad spejler andre mennesker end forfatteren selv. To år med corona har givet mange forfattere mere tid til at skrive, så selvom flere af de toneangivende danske forfattere udkom i 2021, kan det forventes, at de har en bog klar igen allerede i 2022.
Et centralt tema for det voksne publikum vil være ensomhed, mens yngre læsere vil orientere sig imod fantasifulde dystopier om verden efter den store katastrofe og lignende.
Læsning af udenlandske romaner på engelsk vil i øvrigt tage til blandt læsere under 40 år, mens bøger på dansk om centrale skikkelser i Danmarks historie kommer i høj kurs hos de ældre boglæsere.
Flere danske byer varmer op til, at 2022 skal være et ganske særligt kulturår. Roskilde fejrer byens 1000 år som bispesæde og indleder kulturåret med Kulturstrøgets Lysfest i januar. Til sommer får domkirkebyen så en etape af det legendariske franske cykelløb Tour de France – og kan fejre det nu to gange udskudte 50-årsjubilæum for Roskilde Festival.
I Jylland har kræfter i Aarhus sat sig for at genstarte musiklivet efter corona-nedlukningen og vil forsøge at gøre byen til nationens førende musikby. Tiltaget hedder Music City Aarhus 2022 og bygger videre på det arbejde, der blev gjort, da Aarhus var europæisk kulturhovedstad i 2017.