2015 er så godt som ovre, og et nyt år står for døren. Hvad vil du huske det forgange år for?

Annette Hansen fra Aalborg vil nok huske 2015 for stormen Egon, der var skyld i, at hun nær var blevet levende begravet. Nu bryder hun sig ikke længere om blæsevejr.

Uffe Elbæk kan se tilbage og glæde sig over, at 2015 blev året, hvor han i den grad fik succes med partiet Alternativet, som helt overraskende fik ni mandater ved folketingsvalget i juni. Det er "crazy, det her, mand," som han udbrød i en sejrsrus på valgnatten. 

I den mere triste afdeling er der nok også mange, der vil se tilbage på 2015 som et år, der stod i terrorens tegn. Formanden for Det Jødiske Samfund i Danmark, Dan Rosenberg Asmussen, mindes, hvordan han blev fuldstændig lammet, da han fandt ud af, at Dan Uzan, den jødiske mand der stod vagt ved synagogen i København, var blevet dræbt ved terrorangrebet i februar. 

På samme måde vil den franske ambassadør i Danmark huske året for terrorangrebet i København - han var selv til stede i Krudttønden, da gerningsmanden angreb - og ikke mindst de to blodige terrorangreb, som ramte hans hjemland i januar og november.

Kristeligt Dagblad har interviewet tolv kendte og ukendte mennesker om en særlig begivenhed i 2015. Et år, som de på mange måder selv var med til at forme.

Godt nytår. 

Januar - Annette efter stormen Egon: Jeg er en del af noget større

Sommerhuse styrter i havet, træer vælter, og tagsten flyver af, da stormen Egon fejer ind over Danmark. 67-årige Annette Hansen fra Aalborg var nær blevet begravet levende. Men ifølge hende selv reddede en skytsengel hende

Jeg lå på sofaen i stuen og fulgte Danmarks herrehåndboldlandshold. Jeg havde haft influenza, og hvis jeg havde haft tv i soveværelset, havde jeg set kampen i sengen.

Stormen Egon rasede udenfor.

I halvlegen lukkede jeg et vindue i soveværelset efter udluftning. Jeg havde bestemt, at jeg skulle i seng efter kampen, og at jeg næste dag ville tage skeen i den anden hånd. I efteråret, før denne aften, havde jeg fået en gigtdiagnose, og mit liv havde forandret sig. Så jeg gik og tænkte over, om jeg levede det liv, jeg ønskede, og hvis ikke, hvordan det så skulle være.

Fem minutter efter at jeg var tilbage i sofaen igen, lød der et brag. Jeg mærkede et tryk, og der blev mørkt omkring mig. Jeg vidste, at det var gavlen. En gavl fra en nabobygning kollapsede, og murstenene styrtede ned gennem taget på dele af min lejlighed - blandt andet til mit soveværelse. Jeg havde lige været der. Jeg kunne have været død eller begravet levende. 

Læs hele Annette Hansens beretning om stormen Egon her

Februar - Jøde: Dans Uzans død fik mig til at vakle

Da terroren rammer Danmark og dræber Dan Uzan, får det os alle til at vakle og tvivle – for en stund, fortæller Dan Rosenberg Asmussen, formand for Det Jødiske Samfund i Danmark

Jeg blev ringet op få minutter efter angrebet på synagogen af en beboer i Krystalgade, der havde hørt skuddene, og i løbet af den næste halve times tid samledes jeg og de øvrige beredskabsansvarlige på en adresse i København. Stemningen var rolig og fattet, men det var selvfølgelig nogle helt forfærdelige minutter.

Vi vidste jo, at der var bar mitzvah i det jødiske hus bag synagogen, og at der var en masse mennesker samlet, men vi vidste ikke præcis , hvad der var sket, og hvor galt det stod til. Allerede på det tidspunkt begyndte jeg at få henvendelser fra pressen, der ville have udtalelser, reaktioner og bare information. Det var frustrerende, da vi endnu ikke var klar over, hvad der var sket, men selv var i løbende dialog med både politi og vores egne frivillige vagter for at danne os et overblik.

Da vi fandt ud af, at Dan Uzan var død, må jeg ærligt sige, at det lammede os fuldstændig.

Læs hele Dan Rosenberg Asmussens fortælling om terrorangrebet her

Marts - Tidligere slagteriarbejder: Vi fik at vide, at vi ville blive fyret med værdighed

Danish Crown beslutter at flytte produktionen fra slagteriet i Faaborg til England i 2016. Flere end 100 medarbejdere er allerede blevet afskediget. En af dem er 58-årige Carsten Sahl Rasmussen

Min hustru og jeg var på ferie på øen Barbados, da jeg modtog en sms fra min søn i Danmark: De lukker Danish Crown i Faaborg i 2016 og flytter produktionen til England. 

I starten havde jeg svært ved at tro det. Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Hvordan kan man tillade sig at lukke en sund virksomhed?
Det var en forretning med overskud, og de har medarbejdere, som har arbejdet i Faaborg i mere end 30 år. Hvad skal der blive af dem, når Danish Crown bliver ved med at flytte arbejdspladser til udlandet?

Hele lukningen viste sig at være mærkelig proces, hvor folk skulle fyres over flere omgange i løbet af en periode på to år.

Jeg var godt klar over, at jeg ville være en af de første, der ville ryge. 

Læs hele Carsten Sahl Rasmussens erindring om fyringen her 

April - Dansk turist i Nepal: Da jordskælvet ramte, blev alt levende

Jordskælvet rammer Nepal med en styrke på 7,8 og koster 9000 mennesker livet. Det sker, 10 dage inden rygsækturist Thomas Aagaard Hertz skal rejse hjem. Han beslutter at blive for at hjælpe

Når man ser naturkatastrofer hjemme fra sofaen, kan man slukke for fjernsynet og gå ud og spise sit franskbrød. Det kunne vi ikke i Nepal. Det var ret hårdt at mærke, at det rent faktisk var virkeligt, det, der var sket. Når jeg gik i seng om aftenen, så var det der stadig dagen efter.

Da jordskælvet ramte, sad min rejsemakker Morten Steffensen og jeg i en kajak en times kørsel fra Pokhara i det vestlige Nepal. Vi var taget til Nepal for at nyde naturen og komme væk fra verden. Pludselig begyndte stenene at rutsje ned ad klipperne, træerne knækkede, og fuglene begyndte at skrige og flyve rundt. Alt omkring os blev levende. Vi kunne godt mærke, at det var voldsomt, men vi var ikke klar over omfanget på det tidspunkt, og vi fortsatte derfor vores kajaktur. 

Det var først næste dag, da vi var tilbage i Pokhara, hvor vi kom på internettet og så billeder fra Kathmandu, at det gik op for os, hvor alvorligt det var.

Læs om hele Thomas Aagaard Hertz' oplevelse med jordskælvet i Nepal her 

Maj - Arkæolog: Islamisk Stats ødelæggelser satte mit arbejde i perspektiv

Islamisk Stat erobrer den syriske oldtidsby Palmyra og indleder dermed ikke blot et angreb mod verdens kulturarv, men også mod vores historieforståelse, mener arkæolog Tim Skuldbøl

idst jeg var i Palmyra, var i 2011, da konflikten i Syrien lige var brudt ud. Volden tog så hurtigt til, at vi ikke længere kunne køre rundt i Syrien og til sidst nærmest måtte flygte ud af landet. Jeg var måske en af de sidste udenlandske arkæologer, der så Palmyra, som det var.

Allerede dengang kunne jeg godt se, at kulturarven nemt kunne komme i fare, og at vi ville ende med at stå magtesløse tilbage. Det var en af de lektier, vi blandt andet lærte fra Golfkrigen i Irak, hvor enorme mængder kulturarv gik tabt. Der er store penge at tjene på at udgrave og sælge antikviteter ulovligt. Og stederne kan nemt gå til grunde midt i krigen.

Alligevel kom det bag på mig, at nogle begyndte at ødelægge Palmyra af ideologiske årsager, sådan som Islamisk Stat gør.

Læs hele Tim Skuldbøls fortælling om ødelæggelserne af Palmyra her 

Juni - Uffe Elbæk: Livet har en mening, det er jeg ikke et sekund i tvivl om

Ved folketingsvalget kommer partiet Alternativet ind med ni mandater. En kæmpe sejr for partistifteren, Uffe Elbæk, som tror på, at der er en mening med al træning i livets fitnesscenter

Jeg går ikke i gang med noget, jeg ikke tror på, kan lykkes, så grundholdningen var, at hvis vi startede Alternativet, skulle det nok lykkes.

Der var en mening med, at det med Kulturministeriet skulle ske. Var det ikke sket, var Alternativet her ikke i dag.

Der er en mening med, at du møder de udfordringer gennem dit liv, vel at mærke hvis du lærer af dem. Hvis jeg er ude for noget svært og konfliktfyldt, spørger jeg til, hvorfor livet har sendt mig ned i dette mentale fitnesscenter.

Jeg tror. Jeg er ikke et religiøst menneske, jeg er ikke medlem af folkekirken eller spirituelle fællesskaber, men det er min tilgang til livet, at hvis du løber ind i udfordringer, er det, fordi du skal lære noget af det.

Læs hele Uffe Elbæks beretning om folketingsvalget her 

Juli - Marie Høgh: Det var en regulær mediestorm

Sognepræst Marie Høgh bliver genstand for sommerens største kirkesag, da hun angiveligt er blevet udfrittet om sit politiske ståsted under en ansættelsessamtale i Berlin. Hun er glad for, at hun holdt stand uden at miste fodfæstet

Jeg var chokeret. Jeg kan huske, at jeg var forundret over, at menighedsrådet var så dumme, hvis de troede, jeg ville svare på det.

Det var stærkt ubehageligt, at jeg skulle forsvare ikke bare mine egne politiske holdninger, men også Dansk Folkepartis asyl- og indvandringspolitik, som jo ikke har noget at gøre med en præsteansættelse. For selvfølgelig er kirkedøren åben for ethvert menneske - ”sanddru hedning, tysk og jøde”, som Grundtvig ville have sagt.

Jeg var vred og forundret over, at det kunne finde sted. Uanset om man søger et job som rengøringsassistent eller præst, er det en principiel sag, at man ikke spørger ind til en ansøgers politiske ståsted.

Efter at historien kom frem i Weekendavisen den 17. juli, var der ikke mange af døgnets timer, der var fredede. Journalisterne ringede før klokken otte om morgenen. Det var en meget voldsom periode. Det var jo en regulær mediestorm.

Læs hele Marie Høghs beskrivelse af perioden efter ansættelsessamtalen her

August - Pædagogisk leder: Jeg er færdig med at råbe op

Bjarne Rønne Kofoed ryger rundt i mediemøllen, da han som pædagogisk leder kritiserer, at en del forældre tager på ferie uden deres børn. Den hårde debat, der fulgte, har skræmt ham fra at tage flere kampe

Hvert fjerde barn under seks år har mindre end tre ugers ferie, og blandt vuggestuebørnene er det hvert tredje. Enkelte holder slet ikke ferie, og jeg kender de fleste af forklaringerne, for det er ikke et helt nyt fænomen. I de fleste tilfælde har forældrene simpelthen behov for at holde ferie uden deres børn.

Nogle siger også, at de ikke har råd, men langt de fleste forældre hos os er meget ressourcestærke, så min klare fornemmelse er, at det er behovet for alenetid, der fylder mest. Og det reagerede jeg på i en artikel i Kristeligt Dagblad.

Det er ikke, fordi jeg skal være dommer over, hvordan man prioriterer sin tid som forældre, men jeg kan bare se, hvad det gør ved børnene ikke at have særlig meget ferie. De fleste bliver meget kede af det, når forældrene går, og de bliver generelt mere indadvendte og har mere brug for knus og kram. Det synes jeg, er synd, og det skrev jeg ud til samtlige forældre i et brev sidste år. Tallene er da også bedre i år, men ikke så meget som håbet.
 
Læs hele Bjarne Rønne Kofoeds beretning om turen i mediemøllen her 

September - Frivillig under flygtningestrøm: Børnene ville bare lege

Mænd, kvinder og børn stopper trafikken på landets motorveje, da flygtningestrømmen rammer Danmark. Linda Sommer, lokalformand i Red Barnet, og andre frivillige forsøgte at give især børnene et pusterum fra flugten

Som noget af det første lagde vi et legetæppe ud på gulvet. Den slags, hvor der er trykt et landskab af veje og rundkørsler på stoffet, så man kan køre rundt på det med små biler. Og så stillede vi små borde og stole op med legoklodser og tegnegrej.

De var der med det samme, børnene, og det slog mig, hvor sultne de var efter bare at få lov at lege og føle sig som børn igen. Deres latter og leg smittede af på stemningen i salen. Nogle af betjentene begyndte at spille bold med de lidt større drenge, og de voksne faldt til ro. Alles skuldre faldt lidt ned.

Tidligere på sommeren havde vi haft tre unge syriske drenge med på vores sommerlejr. De fortalte om deres barndom i Syrien, om ødelæggelserne, krigen, frygten og om flugten over havet og de lange vandreture gennem skov og øde landskaber. Om børn, der var døde af sygdom, sult og udmattelse. Da jeg stod der i Rødbyhavn, tænkte jeg på, hvad der mon var i netop de her børns bagage, og på, hvordan vi kunne bidrage med bare lidt gode barndomsminder. Trods alt.

Læs hele Linda Sommers fortælling om oplevelserne med børnene her 

Oktober - Pia Kjærsgaard: Det var ikke min tanke at blive formand

Ved Folketingets åbning tiltræder Pia Kjærsgaard (DF) som tingets første kvindelige formand. At hun skulle have posten, kom dog allerede til at stå klart ved regeringsforhandlingerne umiddelbart efter folketingsvalget i juni

Idéerne om, at jeg skulle være formand, cirkulerede på Christiansborg i halvandet år, før det skete, men hos mig selv opstod tanken først fire dage, inden det skete den 3. juli.
Jeg var på Samsø, og da Løkke erklærede mig sin støtte, tænkte jeg: ”Hold da op, så kan det da godt være, at det bliver til noget.”

Jeg diskuterede med min mand, Henrik, om jeg skulle sige ja, præcis som jeg har diskuteret alting med ham i de 32 år, jeg har siddet i Folketinget.

Jeg overvejede det meget grundigt, for jeg var klar over, at der var nogle ting, jeg skulle fravælge. Værdipolitikken er mit hjertebarn, og jeg befandt mig meget godt med min rolle, efter at jeg var trådt af som partiformand.

Men Henrik sagde: ”Ved du hvad, det tilbud får du kun én gang i livet, og der er meget få, der får det, så selvfølgelig skal du sige ja tak.”

Læs hele Pia Kjærsgaards beretning om at blive Folketingets formand her

November - Fransk ambassadør: Jeg glemmer aldrig blomsterhavet

Fredag den 13. november bliver 130 personer dræbt af terrorister i Paris. Det er svært at acceptere, at mit land og jeg er en andens fjende, siger den franske ambassadør i Danmark, François Zimeray

Når jeg tænker på den aften i november, føles det som en tåge. Jeg har svært ved at adskille den dag i november med Charlie Hebdo-angrebet og angrebene i København i februar, som også påvirkede mig meget. Det er som tre dage, der er smeltet sammen til én. Jeg vil gerne vende den næste side i bogen, men sidder fast. Jeg vil gerne tænke på andre ting, men hver gang jeg forsøger, vandrer mine tanker tilbage til en virkelighed med terror.

Jeg vil huske 2015 for både tragedie og for det danske ord ”hygge”. Det sidste, fordi danskernes støtte og venlighed har været overvældende. Det er to store indtryk, der afspejler året og de stærke følelser, jeg har. Det er sorg over tragedien, der har ramt os, og samtidig en glæde over venskabet og solidariteten, som jeg har mødt her i Danmark.

De seneste uger har været præget af håndtering af angrebene og sikkerhed. Det har ændret meget for livet på ambassaden og for, hvordan vi bevæger os rundt. Nu står der permanent bevæbnede politifolk udenfor.

Læs hele François Zimerays fortælling om oplevelsen af terrorangrebet her

December - Rina Ronja Kari: Jeg var nok den sidste, der troede på en sejr

Danskerne siger nej til at afskaffe retsforbeholdet. Ikke før sidste sekund turde Rina Ronja Kari, medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, tro på, at nej’et var i hus

Når du fører valgkamp, er du meget væk i weekenderne og om aftenen. Derfor var det også helt ekstraordinært, da jeg sidst på eftermiddagen på valgdagen købte ind til aftensmad til min familie. Jeg lavede fiskefrikadeller med kartofter og salat. Helt almindelig mad. Jeg lovede min datter på fem et halvt og min mand, at vi snart skulle have mere tid sammen, men de har nu heppet på mig. Min datter har sagt til alle: ”Min mor siger, du skal stemme nej!”.

Klokken 19.50 gik det op for mig, at det så meget godt ud med hensyn til resultatet af afstemningen. Jeg havde været i DR Byen for at deltage i en debatudsendelse i P1 og fik et lift af et tv-hold til vores valgfest på Nørrebro. De første exit polls sagde 53-47 til nej-siden. Selv turde jeg ikke tro på det endnu. Jeg var nok den sidste i Danmark, der troede på en sejr. Klokken 21.30 kunne jeg dog udråbe os som vinder.

Læs hele Rina Ronja Karis beretning om valgdagen her