Afholdsbevægelsen har aldrig spillet samme rolle i Danmark som i det øvrige Norden. Herhjemme toppede tilslutningen under Første Verdenskrig med flere end 130.000 medlemmer, men ikke engang århundredets afholdsmand Henning Sørensen kan hævde andet, end at bevægelsen i dag er en skygge af sig selv.
Tæller vi således kun den hårdeste kerne med, er medlemsskaren faldet til en snes mennesker, som i dag udgør Danmarks Totalafholdsforening, hvor Henning Sørensen er æresmedlem.
Men trods en tidsånd, hvor hver og hveranden familie drikker vin til maden, er kampen ikke tabt, for alting har en tid, mener Henning Sørensen og citerer Prædikerens Bog; ”for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt”. Og indtil den tid oprinder, holder han sig til den sandhed, der ligger i, at tabernes historie altid er den mest interessante.
”I øvrigt har jeg også altid befundet mig bedst i dårligt selskab,” siger han uforknyt i telefonen – på grund af corona foregår dette interview ikke ansigt til ansigt – med en stemme så moduleret og distingveret, som tilhørte den en litteraturprofessor og ikke en tidligere skraldemand.
Men det var som renovationsarbejder, at han tjente til livets ophold. Og man behøver blot at forestille sig, hvad det har krævet være afholdsmand i en dengang meget drikkeglad branche for at forstå den stædighed, der bor i Henning Sørensen.
Det hele begyndte til en begravelse i Grenaa i 1949. Den afdøde var fiskeskipper Ferdinand Sørensen, og kirken var fuld af stovte mænd, som bar Socialdemokratiets, fiskeriforeningens og afholdsforeningens faner.
Men ikke alene var Ferdinand en stor mand lokalt, han var også farfar til Henning Sørensen, som sad i kirken, 17 år og overvældet: Over fanerne, sammenholdet og sagen.
Når Henning Sørensen fortæller om den skelsættende dag, udtaler han ordet farfar med et resonansrum, så man får lyst til at bede ham sige det igen for at høre, om et ganske almindeligt ord virkelig kan betones med så meget vægt og fylde:”Faaar-faarrr”.
Adspurgt, hvor hans formfuldendte sprog stammede fra, svarer han, at det ved han faktisk ikke.
”Det er et, jeg har tillagt mig, og jeg ville egentlig gerne kunne høre, hvordan jeg talte som dreng, for jeg kan ikke huske det,” siger han.
Men tilbage til farfars begravelse, for den udstak som sagt retningen i hans liv.
”Jeg kan huske præsten sige, at sjældent, om nogensinde, har en afholdsfane været paraderet med så meget ret som over Ferdinand Sørensen. Og i det øjeblik bestemte jeg mig for, at den kamp ville jeg føre videre. Da min farfar lå på det sidste, havde han sagt til mig, at han var ked af, at blot et af hans syv børn var blevet afholdsmand – min farbror Arnold, hvis navn jeg også bærer – men han blev som ung fisker skyllet over bord ved Sejrø og druknede,” fortæller Henning Sørensen, som fortryder, at han ikke allerede på dødslejet lovede farfaderen at løfte sagen.
Når Henning Sørensen skal svare på, hvad alkohol er, svarer han ”misbrug” – og den term omfatter også det moderate forbrug.
Og den holdning er han kendt for at slå fast i et imponerende antal læsebreve (omkring 6000), foredrag og bogudgivelser om blandt andet afholdsbevægelsens legende, journalist og agitator Lars Larsen-Ledet (1881-1958).
Temperamentet kan stadig slå gnister, når Henning Sørensen forsvarer sin ideologi, men han gør det ofte med humor og altid med blikket rettet mod den sag, han fører videre for farfar – som i øvrigt også var ham, der lærte sin sønnesøn at læse.
Som bekendt glemmer man ikke sin første læsebog, og Henrik Sørensens bestod af en stabel udgaver af Afholdsdagbladet. Bladene indeholdt hårrejsende historier om familier, der var gået til i druk, samt referater fra kommunale afstemningsmøder, hvor det blev afgjort, om en kro, købmand eller brugsforening måtte sælge spiritus.
”Så jeg lærte tankegangen, mens jeg lærte at læse,” siger Henning Sørensen, som er glad for sin livsbane:
”Selvom jeg havde stor respekt for og arbejdede godt sammen med folk, der drak, kan jeg slet ikke forestille mig selv med en bajer i hånden. Og så har jeg den store glæde, at min elskede hustru bakker mig op og holder hjemmet som alkoholfri zone. Det er jeg meget glad for, ellers havde jeg nok siddet her som ungkarl i dag.”
Det meste af Henning Sørensens arbejdsliv lå i Grenaa Kommune, hvor han arbejdede som skraldemand og sad i byrådet for SF. Et par af hans kolleger i renovationen var afholdsfolk, men ellers drak man igennem. Mange stillede øl ud til skraldemændene, når man ville have taget noget ekstra med, men huskede også en vand til ”bror Henning”.
I sommerhusområdet bød intetanende tyskere dog ofte på eine kleine Stärkung .
En gang, husker Henning Sørensen, skænkede en tysk familie rom for skraldemændene, og som sædvanligt bad han selv om et glas vand. Men fruen, der mente, det var ufestligt, lindede låget på et glas rødbeder og serverede ham saften i et glas.
”Det er ikke en drik, jeg siden har opsøgt, men jeg fik den da ned,” siger han.
Efter besøget hos tyskerne var de andre skraldemænd så fulde, at de hang rundt omkring på vognen, og Henning Sørensen måtte klare resten af turen, mindes han og tilføjer, at han har fået mange oplevelser, som ikke bliver almindelige ”bajer-slaver” til dels. Som tak gav kollegerne ham efterfølgende en kasse røde sodavand. Røde, fordi Henning Sørensen var SF’er.
I baggrunden supplerer Henning Sørensens hustru Ellen ind imellem sin mand, så egentlig er vi tre på linjen.
Man fornemmer en stor solidaritet mellem de to, og nu er også deres navne forenet på den gravsten, der står færdig hos den lokale stenhugger. Den er forsynet med afholdsstjernen, hustruens navn, Ellen Schiønning Sørensen, hans eget – inklusiv mellemnavnet Arnold – og den oplysning, at han fra 1992 til 2012 var landsformand for Danmarks Afholdsforening.
Til hans begravelse, måtte den komme sent, vil der også bæres faner ind. Sådan som Henning Sørensen gennem årene har gjort til andres i egenskab af fanebærer for blandt andet den lokale afdeling af Dansk Arbejdsmandsforbund (hvis tidligere fanebærer i fuld tilstand havde været så uheldig at ramme lysekronen i kirken).
”Vi kom til 8-10 begravelser om året i 30 år, og jeg har aldrig ramt noget med fanen,” siger Henning Sørensen, der i dag er æresmedlem af både Danmarks Totalafholdsforening og Kommunalarbejdernes Landsklub.
”Når man begynder at blive æresmedlem, står solen lavt,” siger han, men lyder til at have det meget godt.
Henning Sørensen skriver heller ikke så mange læserbreve som før, afslører han og citerer Grundtvigs ord om Martin Luther:
”Halvanden snes af år randt hen, så grå jeg blev i striden, og fandt, at både mund og pen, de slides op med tiden”.
Men selvom kanterne er slebet af, vil han gale, så længe han lever, skynder han sig at tilføje.