Hvorfor har Aarhus ikke noget ishockeyhold? Fordi spillerne druknede under sommertræningen. Hvorfor tager aarhusianerne aldrig til Aalborg? Fordi der er 110 kilometer, og man må kun køre 80.
Sandsynligheden for, at du har grinet ad ovenstående vittigheder, er ikke særlig stor, men sådan har det ikke altid været. Engang var man nærmest garanteret succes, når man fortalte de velkendte Aarhus-vittigheder, men i dag vil man de fleste steder blive betragtet som et oldtidsfund. For mens det engang tog kegler at gøre grin med molboer, aarhusianere og andre grupper baseret på geografi, er danskernes humor i dag kun i sjælden grad målrettet konkrete byer og landsdele.
Det har humorforskeren Stefan Kjerkegaard bemærket. Han er lektor i litteratur ved nordisk sprog og litteratur på Aarhus Universitet og har desuden skrevet bogen ”Humor” i Aarhus Universitetsforlags tænkepause-serie.
”Man ser det af og til stadig, men for mig at se er det undtagelsen mere end reglen. Jeg tror, at det skyldes, at vores selvopfattelse ikke længere er så forbundet med geografi som dengang, Aarhus-vittigheder og molbo-historier var udbredte. Der er kommet så mange andre muligheder for at identificere sig med og adskille sig fra andre gennem globaliseringen og de mange nye medier. Og her ser man også en generationsforskel. Jeg kan jo se det på, hvordan min far oplever København som langt mere eksotisk, end jeg selv gør, selvom vi begge bor langt derfra,” siger han.
Stefan Kjerkegaard fulgte debatten ved årets begyndelse om politikere, der fremhævede deres jyske ophav, mens andre betonede betydningen af deres pågældende lokale identitet. Men selvom der er kommet større fokus på den lokale forankring, betyder det ikke, at vi bliver mere forskellige, vurderer han.
”Jeg tror ikke, at vi er på vej til igen at identificere os i geografiske grupper. Det kan godt være, at der er større fokus på, hvor vi kommer fra, men folk vil stadig også finde deres identitet andre steder. Så jeg tror ikke, at Aarhus-vittighederne og lignende vil få en renæssance,” siger han.
Den iranskfødte komiker og skuespiller Farshad Kholghi er ikke enig i, at de geografiske vittigheder ikke længere er sjove.
”Det er en universel og grundlæggende ting, at det er sjovt at gøre grin med vores forskelligheder. Da jeg boede i Iran, gjorde vi også nar ad folk fra nord, fordi de havde en sjov dialekt. Og det kan godt være, at Danmark er et utroligt lille land til sammenligning, men jeg har nok aldrig oplevet et land, hvor der på så lidt plads er så mange dialekter. Jeg tror, der er mange forskelle at gøre grin med,” siger han.
Når de geografiske vittigheder så alligevel ikke er udbredte, kan det ifølge Farshad Kholghi skyldes, at der på verdensplan er en tendens til, at det er ildeset at gøre grin med specifikke befolkningsgrupper:
”Forleden var jeg nede i et studie og lave en stemme til en tegnefilm. Der var en indisk figur med i tegnefilmen, som jeg ikke skulle spille. Alligevel prøvede jeg lige at lave en sjov, stereotyp indisk accent, men fik hurtigt at vide af teknikeren, at vi må nok hellere passe på, at der ikke kommer klager. Jeg tror, at denne frygt for at støde andre, kan have sat sig i os.”
Men rygterne om den geografiske humors død er stærkt overdrevne, hvis man spørger Mette Møller, der er ph.d. i humor og retorik fra Københavns Universitet. Hun hører heller ikke mange molbo-historier og Aarhus-vittigheder i dag, men kalder det et udtryk for, at vores humor generelt har fået nye udtryksformer.
”Der bliver ikke fortalt mange vittigheder mere. De er i høj grad blevet erstattet af memes, der er visuelle og letafkodelige afarter af vittigheder på nettet. De fanger øjet og er hurtigere at tage ind. I en periode var det for eksempel meget udbredt at lave memes om Randers, der gjorde grin med byens omdømme for at være lavkulturens hovedstad,” siger Mette Møller, der også ser eksempler på geografisk humor i nyere litteratur.
”Forfatteren Stine Pilgaards roman ’Meter i sekundet’ blev jo storrost for at være et humoristisk blik på, hvordan en tilflytter til Vestjylland skal forsøge at passe ind og leve op til de vestjyske konventioner. Ikke for at latterliggøre og udstille, men for at vise, hvor forskellige vi kan være ud fra geografisk tilhørsforhold. Det vil der altid være stor komik i,” siger hun.