”Abort giver mig lige så lidt skrupler som at gå i seng med en mand, når jeg har lyst. Og når jeg gør det, har jeg risiko for at blive gravid, for jeg vil ikke spise p-piller, så enkelt er det. Indenfor de sidste tre måneder har jeg fået tre aborter.“
Sådan skrev en indædt abortforkæmper i 1973 i tidskriftet ”Rødstrømpen.” Den fri abort var netop blevet en realitet, og de kvinder, der var gået forrest i kampen, var ikke blege for at dele ud af deres personlige erfaringer og malende beskrive deres brug af de nyvundne rettigheder.
I dag er den retorik så godt som forstummet.
For selvom døtrene af de kvinder, der i 1970'erne tilkæmpede sig retten til fri abort, fortsat gør brug af deres ret til at afbryde et uønsket svangerskab, har de fået sværere ved at tale om det.
”Aborten er blevet en privatsag, som langt de fleste vælger at holde for sig selv,” siger antropolog og konsulent Anne Mette Holme Bertelsen.
Udviklingen skyldes ifølge flere iagttagere, at etikken har generobret pladsen som omdrejningspunkt i abortdebatten.
Fra at handle om kvindens selvbestemmelse over egen krop og uafhængighed af manden handler debatten i dag om det etiske dilemma i forholdet mellem kvindens ret og fostrets ret.
Ord som slimklat og celleklump er blevet afløst af foster og menneskebarn. Teknologiske landvindinger har givet indsigt i det ufødte barns egenskaber tidligt i graviditeten, og detaljerede tredimensionelle scanningsbilleder har fundet plads i familiealbum og på køleskabsdøre.
Samtidig sætter for tidligt fødte ønskebørn abortens indbyggede etiske problematik på spidsen.
For hvorfor skal det ene potentielle liv reddes, mens det andet skal dø?
Det er med andre ord blevet mere almindeligt at se på abort som en handling, der afbryder liv fremfor et valg, der sikrer rettigheder. Og det gør aborten langt sværere at tale om.
”Der var behov for en vis form for kollektiv fortrængning i 1970'erne. Det var nødvendigt at skubbe det faktum, at aborten ikke kun er en nødvendig rettighed, men også en afbrydelse af et potentielt liv i baggrunden. Og den fortrængning er der i en hvis forstand blevet behov for igen,” siger Birgit Petersson, tidligere abortforkæmper og lektor i medicinsk kvindeforskning ved Institut for Folkesundhedsvidenskab.
Det er især muligheden for at redde selv helt små menneskeliv, der sætter aborten under pres, mener hun.
Den medicinske udvikling har stort set udvisket forskellen mellem det barn, der ønskes reddet og det barn, der ønskes termineret.
”I den ene hospitalstue kæmper forældre og læger for ønskebarnets overlevelse af al magt, mens de i den anden stue aborterer et stort set lige så gammelt foster. Det sætter den etiske problemstilling helt på spidsen, for det minder os om, at det er et liv, vi afslutter. Det bliver sværere at opretholde fortrængningen.” siger Birgit Petersson.
Samtidig har sager om kvinder, der har fortrudt deres aborter, de seneste år fyldt uforholdsmæssigt meget i både dansk og international presse, mener hun. De ulykkelige fortællinger om fortrydelse og alvorlige psykiske eftervirkninger hører til i det samlede billede, men er ikke repræsentative for det store flertal af danske kvinder, der lever uden mén efter en abort.
Deres historier bliver bare ikke fortalt, og det skævvrider debatten, mener Birgit Petersson.
Historiker og abortkritiker, Lau Sander Esbensen, er ikke enig.
Etikkens generobring af abortdebatten er ikke udtryk for en skævvridning, men for en helt nødvendig nuancering af en handling, der i årtier er blevet simplificeret og politiseret - ikke mindst af kvindebevægelsens rettighedstænkning, siger han.
”Når kvinder - både dem, der fortryder deres valg, men også dem, der står ved deres abort - oplever at have fået vanskeligere ved at tale om det, skyldes det måske netop, at der nu endelig er blevet plads til de etiske aspekter og problemstillinger, der i årtier er blevet fortrængt fra debatten og dømt ude som illegitime, reaktionære eller bare slet og ret mærkelige. Det er helt rigtigt, at der er ved at ske noget i måden, vi taler om abort på, men det er kun godt og helt naturligt,” siger Lau Sander Esbensen.
Undersøgelser viser, at selvom et overvældende flertal af danskerne bakker op om abortlovgivningen, så mener en næsten tilsvarende stor procentdel, at aborter er etisk problematiske.
Det viser, mener Lau Sander Esbensen, at der findes en intuitiv fornemmelse for abort som en grundlæggende problematisk handling.
”Jeg tror faktisk ikke, at kvinder nogensinde har haft nemt ved det valg. Jeg tror, de er blevet pålagt at tale om det som et nemt valg, for hvis kvinder lufter deres psykiske mén efter en abort, så er det i sidste ende, lyder retorikken, et angreb på retten til at få den. Når stemningen nu er ved at skifte, nærmer vi os nok et mere sandt billede af, hvad aborten betyder for den enkelte og for samfundet. Nemlig, at vi rører ved noget, som er alvorsfuldt og potentielt livsdefinerende,” siger han.
Antropolog Anne Mette Holme Bertelsen er overvejende enig. Abort har aldrig været et nemt valg for kvinder.
Men en mere nuanceret debat og en mindre skråsikker retorik fra såvel modstandere som fortalere har ikke nødvendigvis gjort valget nemmere. Snarere tværtimod.
”Den politiske stemning i 1970'erne og 1980'erne gjorde det nemmere at se på abort som et kollektivt valg. I dag er valget individuelt og dermed også mere ensomt. Det er blevet et valg, som den enkelte kvinde må bære alene, og som hun måske derfor heller ikke i samme grad er tilbøjelig til at tale højt om og dele med andre,” siger hun.
Anne Mette Holme Bertelsen interviewede i forbindelse med sit antropologiske speciale læger, sygeplejersker og abortsøgende kvinder på Skejby Sygehus. Hun konstaterede i den forbindelse, at aborten flere årtier efter dens frigivelse fortsat giver anledning til følelser af skyld og skam blandt de kvinder, der vælger at afbryde en uønsket graviditet.
”Det var magtpåliggende for samtlige kvinder, at de var anonyme, ligesom de alle uden undtagelse gav udtryk for, at de var meget private omkring deres abort. Selvom hverken læger eller sygeplejersker spurgte, havde alle kvinderne også et udtalt behov for at forklare sig. Det var vigtigt for dem at slå fast, at de ikke tog let på aborten, og at de ikke var en af den slags kvinder, der brugte aborten som en form for prævention. Det gjaldt både den helt unge pige, den etablerede kvinde med mand og børn og den socialt belastede kvinde, der skulle have sin abort nummer 16,” fortæller Anne Mette Holme Bertelsen og fortsætter:
”Det er jo langtfra udtryk for, at det var det forkerte valg for dem. Men det kan ses som udtryk for, at det er blevet mere vanskeligt at tale om aborten. Abortdebatten er blevet mere usikker og undersøgende i takt med, at etikken igen er begyndt at spille en rolle. Og kvinderne, der igen står helt alene om at vælge den fra eller til, er blevet mere tavse omkring deres valg,” siger hun.